Betænkning 601 om privatlivets fred - straffelovsrådet 1971 - Krim

More documents

Recommendations

Info

Det er klart, at fremkomsten af det nye tekniske udstyr har gjort anvendelsen af straffebestemmelserne mere aktuel, således at bestemmelserne har fået væsentlig større samfundsmæssig betydning, end tilfældet oprindelig har været. Den større samfundsmæssige interesse har også afspejlet sig i den betydelige offentlige debat om spørgsmålet, jfr. kap. I. Den mindre vægt man oprindelig har lagt på straffebestemmelserne til beskyttelse af privatlivets fred, har givet sig udtryk i, dels at strafferammen gennemgående er beskeden - bøde eller hæfte - dels at de krænkede normalt er henvist til selv at forfølge eventuelle overtrædelser, idet disse er undergivet privat påtale. Bortset fra en ajourføring af de allerede gældende straffebestemmelser med henblik på at klargøre disses rækkevidde og en forhøjelse af strafferammerne m. v., jfr. nedenfor s. 56, er det efter straffelovrådets opfattelse nødvendigt at gennemføre nye straffebestemmelser til beskyttelse over for to former for krænkelsesmuligheder, som den tekniske udvikling har aktualiseret. Det drejer sig dels om aflytning med skjulte apparater, dels om udspejdning med optiske instrumenter. Endvidere bør der sikres beskyttelse mod andres udnyttelse af de oplysninger, der er fremkommet ved den ulovlige virksomhed. Aflytning. De tekniske muligheder for foretagelse af skjult aflytning og optagelse er beskrevet ovenfor s. 12. Det er s. 16 omtalt, at man i 1958 i Norge gennemførte en ny straffebestemmelse, der yder beskyttelse mod forskellige former for hemmelig aflytning. Den svenske komité, der behandler disse problemer, har, som det fremgår af det s. 20 anforte, også foreslået indført et strafferetligt værn mod aflytning, men kun på områder, der i forvejen er beskyttet gennem reglerne om husfredskrænkelse. Begrænsninger i det svenske forslag medfører bl. a., at den, der disponerer over en bestemt lokalitet, lovligt kan foretage hemmelig aflytning af besøgende, og at placering af aflyt- 50 ningsanordninger i f. eks. andres biler vil falde udenfor det strafbares område. Det samme gælder aflytning af aktiviteter, der ikke har karakter af samtale med andre. Man har i strafelovrådet indgående drøftet de fra svensk side foreslåede begrænsninger i straffereglens rækkevidde. Det svenske synspunkt kan udtrykkes således, at man kun skal yde beskyttelse over for aflytningsformer, som den enkelte samfundsborger ikke har nogen mulighed for at indrette sig efter. Man må sikres adgang til at føre en fortrolig samtale på sine egne lokaliteter, medens borgerne omvendt må finde sig i, at samtaler m. v. udenfor deres egne private områder lovligt kan aflyttes. Straffelovrådet kan ikke tilslutte sig dette synspunkt. Man må efter rådets opfattelse tage sit udgangspunkt i, at den enkelte borger bør beskyttes mod alle former for aflytning, der ligger udenfor, hvad han faktisk regner med muligheden af at blive udsat for, og som han derfor ikke er på vagt overfor. Der er ingen tvivl om, at befolkningen i almindelighed går ud fra, at der kan tales fortroligt også uden for hjemmets fire vægge - i biler, i parker o. s. v., og strafferegierne bør værne denne opfattelse. Der findes ingen legitime modhensyn, der kan føre til et andet resultat. Når det i den svenske betænkning (s. 68) er oplyst, at der f. eks. foregår visse ornitologiske lydoptagelser i naturen, må det bemærkes, at en strafferegel, der rammer uberettiget hemmelig aflytning af andres samtale, ikke kan antages at skabe nogen vanskelighed for sådanne studier. Straffebestemmelsen vil blot være til hinder for, at aflytningsudstyret forsætligt rettes mod andre mennesker, eller at en optagelse fortsættes, hvis ornitologen uforsætligt har opfanget andres samtale. Straffelovrådet er opmærksom på, at opdagelsesmuligheden for aflytningsanordninger udenfor hjemmet vil være begrænset. Dette bør dog ikke føre til, at man opgiver at yde beskyttelse. Afgrænsningen af det strafbare område bør principielt ske ud fra en vurdering af, hvilke handlinger der som
strafværdige bør modarbejdes gennem straffebestemmelser, og ikke under hensyn til større eller mindre opdagelsesmulighed - når der ikke er tale om handlinger, der er almindeligt forekommende, Oig hvor manglende retsforfølgelsesmulighed derfor kan gå ud over respekten for retssystemet. Hertil kommer imidlertid, at man næppe kan sige, at muligheden for at afsløre aflytningsanordninger i f. eks. biler er ringere end opdagelsesmuligheden over for aflytningsanordninger i boliger m. v. Og selv om muligheden for at afsløre selve aflytningen er begrænset, har strafferegien dog sin utvivlsomme betydning ved at vanskeliggøre en senere udnyttelse af de opnåede informationer, idet informationernes fremkomst kan afsløre den skete aflytning. Straffelovrådets synspunkt fører i og for sig til, at den samfundsmæssige beskyttelse bør omfatte ikke alene andres samtale, men også sikre mod aflytning af andre menneskelige aktiviteter. Der kan være tale om intime handlinger, hvor det i det omfang, de kan henføres til en bestemt person, kan være overordentligt krænkende for den pågældende, at andre foretager aflytning og eventuel optagelse af lyden. På den anden side er det utvivlsomt samtalen mellem andre, hvor interessen i et værn typisk vil være størst, og hvor også uvedkommendes interesse i at krænke interessen vil være størst. For at opnå den fornødne klarhed i straffebestemmelsens rækkevidde, har straffelovrådet derfor - på linie med den gældende norske bestemmelse - foretrukket at indskrænke straffebestemmelsen til kun at omfatte samtale eller forhandlinger mellem andre. Når man har ment at kunne gøre denne begrænsning, hænger det sammen med, at man ved siden af strafferegierne foreslår en mere omfattende erstatningsretlig beskyttelse på dette område, jfr. nedenfor kap. IX. Den interesse, der er i at kunne beskytte andre menneskelige aktiviteter end samtaler og forhandlinger mod hemmelig aflytning, vil mest hensigtsmæssigt kunne ske gennem en vagere formuleret godtgørelsesbestemmelse, hvor domstolene får mulighed for i det enkelte tilfælde at foretage en vurdering af handlingen. Der er således grund til at fremhæve, at straffelovrådets forslag om at begrænse strafferegien til hemmelig aflytning af andres samtale eller forhandlinger ikke er ensbetydende med, at andre menneskelige aktiviteter levnes uden beskyttelse. Det anførte hovedsynspunkt, hvorefter samfundets enkelte borgere bør beskyttes mod uventede former for aflytning, kan ikke føre til selvstændig kriminalisering af f. eks. lytten ved døre og vinduer, som altid er forekommet, og hvor en straffebestemmelse ikke kunne forventes at blive effektiv. Bestemmelsen må derfor knyttes til anvendelsen af aflytningsapparater. Et særligt spørgsmål er, om en strafferegel mod hemmelig aflytning udover at beskytte andres samtaler og forhandlinger bør udstrækkes til også at beskytte de øvrige deltagere i samtalen eller forhandlingen mod, at en af deltagerne uden deres indforståelse foretager båndoptagelse af samtalen eller forhandlingen. Problemstillingen er her en ganske anden, end hvor der er tale om hemmelig aflytning af samtale mellem andre. Beskyttelsesinteressen er ikke den samme, idet optagelsen ikke indebærer andet, end at de oplysninger, den talende selv ønsker at give modtageren, bliver fastholdt. Desuden kan der være en legitim interesse i at benytte en sådan optagelsesteknik, f. eks. hvor den pågældende ønsker at kunne fastholde, hvad han selv har sagt. Spørgsmålet blev drøftet i forarbejderne til den gældende norske straffebestemmelse vedrørende aflytning og er også behandlet af den svenske komité. Både i Norge og Sverige er resultatet blevet, at den her behandlede form for ensidig optagelse af samtaler bør holdes udenfor straffebestemmelserne. Straffelovrådet deler denne opfattelse. Betænkeligheden ved ensidige optagelser knytter sig måske ikke så meget til det forhold, at den anden part ville udtale sig forsigtigere, hvis han vidste, at udtalelsen blev optaget, som til det forhold, at en båndoptagelse kan forfalskes på en meget overbevisende måde, således at faren for misbrug er nærliggende, 51
Page 1 and 2: STRAFFELOVRÅDETS BETÆNKNING OM PR
Page 3 and 4: INDHOLD Side Indledning 5 I. De sen
Page 5 and 6: Straffelovrådet blev nedsat ved ju
Page 7 and 8: finde frem til fælles forslag. Som
Page 9 and 10: I. DE SENERE ÅRS DISKUSSION AF PRO
Page 11 and 12: 3. Spørgsmålets behandling i Nord
Page 13 and 14: at aflytte samtaler, der føres i d
Page 15 and 16: Konklusionen af drøftelserne var,
Page 17 and 18: ettiget bryter brev eller annet luk
Page 19 and 20: etale slik oppreisning som retten f
Page 21 and 22: Till böter eller fängelse i högs
Page 23 and 24: I slutningen af 1967 f remlagdes i
Page 25 and 26: IV. GÆLDENDE STRAFFEBESTEMMELSER O
Page 27 and 28: vægt på at bevare indholdet for s
Page 29 and 30: Forretningsforhold, private Forenin
Page 31 and 32: 2° Ved referater af udtalelser, de
Page 33 and 34: man bestemmelsens stk. 1 op i to be
Page 35 and 36: egnet til at virke særlig generend
Page 37 and 38: fremme i den offentlige debat. Man
Page 39 and 40: Dette er imidlertid ikke ensbetyden
Page 41 and 42: nordisk basis været behandlet på
Page 43 and 44: kræve optagelsen udleveret eller t
Page 45 and 46: adio- og fjernsynsudsendelser (nr.
Page 47 and 48: sådant system ikke kunne føre til
Page 49: hederne ved et upræcist straffekri
Page 53 and 54: som udspejdning med kikkert normalt
Page 55 and 56: striel spionage, ansattes hemmeligh
Page 57 and 58: 3. Forslag til ændrede straffebest
Page 59 and 60: ved en analogi, jfr. straffelovens
Page 61 and 62: for s. 55 skitserede ændring af ko
Page 63 and 64: stemmeise også med hensyn til priv
Page 65 and 66: hvilke ansvarsgrundlag og hvilke sk
Page 67 and 68: Erstatningsret, medens Gomard i Jur
Page 69 and 70: på anden måde end aftalt. Ved Ø.
Page 71 and 72: foreslå, at bestemmelsen gøres ti
Page 73 and 74: Hvad derimod angår legemskrænkels
Page 75 and 76: x. SAMMENFATTENDE BEMÆRKNINGER Str
Page 77 and 78: GOD PRESSESKIK VED OMTALE AF STRAFF
Page 79 and 80: form og indhold klart fremgå, at d
Page 81 and 82: 1. Pressenævnets virksomhed er bas
Page 83 and 84: sen af privatlivets fred. Af nyere
Page 85 and 86: normalt kun kan få tilkendt skades
Page 87 and 88: Uhjemlet anvendelse af en andens na
Page 89 and 90: Til trods for de væsentlige forske
Page 91 and 92: Photography Act, it being deemed mo

Betænkning 601 om privatlivets fred - straffelovsrådet 1971 - Krim

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?