Betænkning 601 om privatlivets fred - straffelovsrådet 1971 - Krim

ligt oprejsningsmiddel, er det i sig selv uheldigt,
at det er knyttet til en strafbarhedsbetingelse,
idet dette rent processuelt medfører,
at den krænkede for at få en privatretlig oprejsning
tvinges til at godtgøre, at skade-,
volderen har gjort sig skyldig i et strafbart
forhold. Hertil kommer yderligere den realitet,
at den skadelidende kun vil kunne få
oprejsning, såfremt krænkelsen falder indenfor
de egentlige strafbare krænkelser i
straffelovens regler om freds- og æreskrænkelser.
Det må også fremhæves, at det i sig
selv vil føles som en anomali, at medens godtgørelseskravet
for fysisk legemsbeskadigelse
samt frihedskrænkelser ikke er knyttet til
nogen strafbarhedsbetingelse, men alene til
det forhold, at dansk rets almindelige erstatningsregler
er opfyldt, kræves det ved de
øvrige personkrænkelser, at der har foreligget
en strafbar krænkelse.
Det må i denne forbindelse understreges,
at dersom man betinger godtgørelseskravet
af, at der foreligger et strafbart forhold, vil
det være udelukket at inddrage sådanne
fredskrænkelser, som man i og for sig synes
fortjener en privatretlig reaktion, men hvor
man har veget tilbage for også at sanktionere
det ved en straffebestemmelse. Selv
efter det foran anførte forslag til en udvidelse
af beskyttelsen af privatlivets fred, vil
der derfor være tilfælde, som vil kunne føles
stærkt krænkende for den pågældende, men
hvor man fra straffelovrådets side har fundet
det betænkeligt at inddrage forholdet
under det egentlige strafbares område,
f. eks. uagtsomme freds- og æreskrænkelser.
Det vil her være formålstjenligt at give
domstolene en udtrykkelig hjemmel til på
et rent privatretligt grundlag at udvide beskyttelsen
for privatlivets fred udover det
strafferetliges område. Dette vil også være
en fordel i de tilfælde, hvor der er stærk
formodning om forsætlig krænkelse, men
hvor dette ikke kan bevises tilstrækkeligt.
Det må også fremhæves, at man gennem
en frigørelse af godtgørelseskravet fra kravet
om strafbarhed får mulighed for at vise større
tilbageholdenhed med udvidelsen af det
strafbare område. På grund af de særlige
68
negative sider, der er forbundet med de
strafferetlige sanktioner, må det betegnes
som en heldig løsning, at den samfundsmæssige
reaktion over for visse handlinger, der
findes at måtte modvirkes, således kan indskrænkes
til at åbne mulighed for privatretlige
følger, jfr. herved ovenfor s. 49.
Den ovenfor side 42 omtalte sag i U
1969. 233 om en TV-udsendelse af en prostituerets
færden kan tjene som en illustration
af den udvidelse af den privatretlige beskyttelse,
som der efter det anførte kan være
grund til at indføre. Ved dommen blev det
antaget, at udsendelsen havde været en retsstridig
krænkelse af sagsøgerindens privatliv,
men da krænkelsen ikke kunne anses
for strafbar (forsætlig), kunne der ikke pålægges
Danmarks Radio nogen erstatningspligt
i henhold til § 15. Ændrer man imidlertid
§ 15 som her foreslået, kan der pålægges
erstatningspligt, blot den retsstridige
krænkelse kan anses for uagtsomt forvoldt,
hvilket antagelig ville være blevet statueret
i den pågældende sag.
Det forhold, at man opgiver kravet om
strafbarhed, betyder ikke alene, at uagtsomme
handlinger vil kunne medføre godtgørelsespligt.
Ændringen indebærer også, at
handlinger, der ikke er omfattet af nogen
straffebestemmelses gerningsbeskrivelse, ud
fra en friere domstolsvurdering kan karakteriseres
som retsstridige freds- eller æreskrænkelser
og dermed begrunde et godtgørelseskrav.
Som et eksempel, der belyser
denne situation, kan nævnes dommen i U
1944, 608. I denne sag havde en gift kvinde,
fru A, truffet aftale med bogtrykker B
om at lade sig fotografere nøgen af fotograf
F, idet billederne skulle bruges i en reklame
for julelys, hvor indstævnte skulle optræde
som alf og have tylsgevandter på, der senere
skulle retoucheres på billederne. Da B
senere skulle udgive et værk indeholdende
digte, der illustreredes med nøgne kvindeskikkelser,
henvendte han sig til F og fik
af ham til brug herved udleveret fotografierne,
som han brugte i værket. Fru A
havde for fotografierne fået 50 kr. i honorar
og forbeholdt sig, at de ikke benyttedes