Betænkning 601 om privatlivets fred - straffelovsrådet 1971 - Krim

man bestemmelsens stk. 1 op i to bestemmelser,
der var formuleret således:
»§239. Den, som krænker Husfreden ved
at trænge sig ind i fremmed Hus, Husrum
eller Skib, eller paa andet ikke frit tilgængeligt
Sted, straffes med Bøde eller Hæfte
indtil 6 Maaneder.
Stk. 2. Paa samme Maade straffes den, der
vægrer sig ved paa Opfordring at forlade
fremmed Grund.«.
Bestemmelsens stk. 3 var enslydende med
stk. 2 i Torps udkast.
Ved den skete opspaltning opnåede man,
at også vægring ved på opfordring at forlade
en fremmed grund, hvor denne grund
er frit tilgængelig, blev omfattet af straffebestemmelsen.
Bortset fra en enkelt redaktionel ændring
af stk. 3 gik bestemmelsen herefter uændret
igen i de forskellige straffelovsforslag og i
den vedtagne straffelov af 1930. I 1965 skete
formelle konsekvensændringer af angivelsen
af strafferammen i stk. 1 og 3, men
bestemmelsen er i øvrigt ikke revideret efter
1930.
2. Mark- og vejfredsloven.
Lov nr. 107 af 31. marts 1953 om mark- og
vejfred, som ændret ved lov nr. 84 af 25.
marts 1961 og lov nr. 242 af 7. juni 1963,
indeholder bestemmelser, der beskytter specielt
over for fremmede husdyrs indtrængen
på en ejendom. Af særlig interesse i den her
behandlede sammenhæng er imidlertid bestemmelsen
i § 17, hvorefter den, som uden
ejerens tilladelse eller anden hjemmel, færdes
på anden mands grund, eller som færdes
på en privat vej, hvor det ved færdselstavle
eller andet lovligt opslag er tilkendegivet, at
færdsel eller færdsel af den pågældende art
er forbudt, straffes med bøde.
3. Politivedtægsbestemmelser.
I politivedtægt for København af 21. november
1967 findes følgende bestemmelser:
»§ 10. Det er forbudt uden fyldestgørende
grund at banke på porte, døre eller vinduer,
ringe på port- eller dørklokke eller foretage
lignende handlinger, der er egnet til at forstyrre
beboerne.
Stk. 2. Personlige henvendelser om salg af
varer eller om optagelse af bestillinger eller
lignende henvendelser må ikke finde sted,
når forbud herimod er opslået af ejendommens
ejer eller lejlighedens indehaver.
§ 18. Uvedkommende må ikke tage ophold
på trapper, i porte, i indgange eller opgange
til huse, i kælder- eller loftsrum, i ubeboede
huse eller lejligheder, i gårde, haver eller udhuse,
på byggepladser, i køretøjer, jernbanevogne
eller fartøjer.«.
Enslydende bestemmelser findes i § 10,
stk. 1 og 2, og § 16 i den normalpolitivedvægt,
der i september 1968 er udsendt af
justitsministeriet, og som vil danne mønster
for politivedtægterne uden for København.
Tidligere politivedtægter har indeholdt
lignende bestemmelser.
4. Fortolkning.
a. Udtrykket »krænker husfreden«, der anvendes
i § 264, stk. 1, har nærmest karakter
af en almindelig forbeholdsklausul i lighed
med udtrykket »krænker nogens fred« i
§ 263, stk. 1. I U II, s. 225, karakteriseres
udtrykket som en »denominatio a potiori«.
Som man senere skal vende tilbage til, synes
udtrykket imidlertid at bringe en unødvendig
uklarhed ind i bestemmelsen; der opstår
ikke ved husfredskrænkelse noget afvejningsspørgsmål
af samme vanskelige karakter,
som i visse relationer gør sig gældende
ved fredskrænkelserne i § 263. Ved husfredskrænkelser
er der alene behov for at
udtrykke, at der i bestemte situationer kan
foreligge særlig hjemmel til at trænge sig
ind i andres boliger m. v. Sådan særlig hjemmel
kan findes i strafferetsplejen eller i særlovgivningens
bestemmelser om myndigheders
ret til at foretage tilsyn o. s. v., eller
det kan f. eks. dreje sig om ejeres adgang til
udlejede lokaliteter med hjemmel i lejelovgivningen.
Foreligger der ikke en sådan særlig
hjemmel til en sket indtrængen, kan det
33