Betænkning 601 om privatlivets fred - straffelovsrådet 1971 - Krim

Andres udnyttelse af de oplysninger, der er
fremkommet ved aflytning eller udspejdning.
Som nævnt ovenfor s. 27 har den gældende
strafferegel om krænkelse af brevhemmeligheden
m. v. givet anledning til fortolkningstvivl
med hensyn til rækkevidden i
forhold til den, der ikke selv medvirker til
den oprindelige krænkelse, men senere udnytter
oplysninger, der er fremkommet gennem
lovovertrædelsen.
Tilsvarende problemer rejser sig med hensyn
til rækkevidden af straffebestemmelser
vedrørende aflytning og udspejdning over for
senere udnyttelse af fremkomne informationer
m. v.
Der er efter straffelovrådets opfattelse et
klart behov for, at straffebestemmelserne
omfatter også de her omhandlede efterfølgende
handlinger.
En sådan regel vil bevismæssigt være
en fordel, idet det ofte vil være den
efterfølgende udnyttelse, der kan afsløres,
medens det kan være vanskeligt at godtgøre
en eventuel medvirken fra udnytterens
side til den oprindelige overtrædelse, selv om
en sådan medvirken reelt har været til stede.
Afgørende er imidlertid, at man også i tilfælde,
hvor en sådan skjult medvirken ikke
har været til stede, har behov for at kunne
ramme udnytteren, idet det ofte vil være
den senere udnyttelse af de indsamlede informationer,
der vil indebære den væsentligste
krænkelse. Dette er åbenbart med hensyn
til industriel spionage, men også med
hensyn til almindelige privatlivskrænkelser
vil det regelmæssigt være den videre udbredelse
af f. eks. den aflyttede samtale eller
det optagne fotografi, der indebærer den
mest følelige krænkelse.
I det omfang, der ikke i allerede gældende
lovbestemmelser er sat værn imod udnyttelse
af oplysninger opnået på uretmæssig måde,
bør der derfor opstilles et sådant værn gennem
de nye straffebestemmelser.
Problemet er som nævnt af særlig betydning
med hensyn til beskyttelse af erhvervshemmeligheder.
I betænkningen om en ny
konkurrencelov (nr. 416/1966) er i kapitel
54
6 redegjort for de gældende regler om forretnings-
og driftshemmeligheder. Reglerne
bygger på § 11 i den gældende konkurrencelov,
der er sålydende:
»Den, der ved ubeføjet at benytte eller
give meddelelse til andre om sin nuværende
eller tidligere principals eller kompagnons
forretnings- eller driftshemmeligheder, forsætligt
krænker et kontraktligt tillidsforhold,
i kraft af hvilket disse hemmeligheder er
kommet til hans kundskab, straffes med bøder,
under skærpende omstændigheder med
hæfte indtil 6 måneder. Straffrihed indtræder
dog, hvis kontraktforholdet er ophørt
for mere end 3 år siden.«
Det udtales i den nævnte betænkning
(s. 33), at »konkurrencelovens § 11 giver
en svagere beskyttelse end de fleste af de
tilsvarende bestemmelser i udenlandsk ret,
idet den kun beskytter hemmelighederne i
forhold til en begrænset kreds af medarbejdere,
nemlig sådanne som en særlig troskabspligt
påhviler. Den konkurrent, der
udnytter den ansattes diskretionsbrud, kan
ikke gøres ansvarlig, medmindre der foreligger
medvirken, til trods for at det er konkurrentens
udnyttelse, der gør forseelsen farlig.
Heri ligger navnlig, at en efterfølgende
udnyttelse af et hemmelighedsbrud ikke kan
rammes efter denne regel. Endelig yder konkurrencelovens
§ 11 ingen beskyttelse mod,
at virksomheden udforskes enten af dens
egne ansatte eller af fremmede med det formål
at opnå kendskab til eller rådighed over
dens hemmeligheder.«
Der var mellem de nordiske udvalg, der
arbejdede parallelt med konkurrencelovgivningen,
i princippet enighed om at foreslå
straf for industrispionage, og at hemmeligholdelsespligt
skulle påhvile alle medarbejdere
i en virksomhed. Der var ligeledes enighed
om, at der burde være strafansvar for
den erhvervsdrivende, der benytter hemmeligheder,
hvorom han har modtaget meddelelse
i strid med spionageforbudet.
På grundlag af betænkningen er der fremsat
forslag til en ny konkurrencelov, senest
den 7. marts 1968. Forslaget indeholdt i §§
3 og 4 straffebestemmelser vedrørende indu-