Betænkning 601 om privatlivets fred - straffelovsrådet 1971 - Krim

Erstatningsret, medens Gomard i Juristen
1960 s. 568 udtaler, at ansvaret alene påhviler
gerningsmanden.
Ved freds- og æreskrænkelser er det som
nævnt en forudsætning for anvendelse af
ikrafttrædelseslovens § 15, at der er begået
en strafbar handling. Man kunne herfra drage
den slutning, at godtgørelseskrav ikke
kan gøres gældende mod en arbejdsgiver,
der ikke selv er strafansvarlige. Det må
imidlertid antages, at bestemmelsens affattelse
tager sigte på normaltilfælde, hvor der
er sammenfald mellem den strafansvarlige
og den, mod hvem bodsbestemmelsen gøres
gældende. Spørgsmålet om, hvorvidt principalansvaret
omfatter også godtgørelseskrav,
må herefter afgøres ud fra de synspunkter,
der i øvrigt anlægges ved fortolkningen af
3-19-2. De reale hensyn, som almindeligt
antages at ligge til grund for 3-19-2, så som
præventionsmæssige, bevismæssige, risikomæssige
og betalingsmæssige hensyn, gør sig
gældende med samme eller måske med øget
styrke her som i de sædvanlige arbejdsgivertilfælde.
Hertil kommer, at det ofte vil være
vanskeligt at dokumentere det økonomiske
tab ved disse krænkelser, hvorfor der er et
betydeligt behov for at sikre den krænkede
godtgørelse for den ikke-økonomiske skade.
Der er vel således gode grande til at antage,
at domstolene vil anvende 3-19-2 i
disse tilfælde, men ved en revision af § 15
bør man dog under hensyn til den anførte
tvivl foretrække, at spørgsmålet bringes på
det rene.
Rundt om i lovgivningen findes der flere
andre særbestemmelser om godtgørelseskrav
for ikke-økonomisk skade, som til dels falder
uden for § 15's rammer. Som vigtigere
eksempler kan nævnes ophavsretslov § 56
og fotografilov § 18, hvis betingelser er
identiske og forudsætter strafbar krænkelse
af ophavsretten, og ægteskabslovens §§ 26
og 27: »en godtgørelse, der fastsættes under
hensyn til begge parters økonomiske kår og
de øvrige omstændigheder«. Endvidere kan
nævnes retsplejelovens § 641 (erstatning for
tort ved ulovlig arrest i gods eller eventuelt
på person for fordringer), §§ 1018 a og b
(erstatning for »formueskade, lidelse og
tort« i anledning af anholdelse, varetægtsfængsel
eller udståelse af straf, som er sket
med urette). I andre tilfælde af uretmæssig
administrativ frihedsberøvelse af sindssyge
eller åndssvage, har domstolene ofte pålagt
erstatningspligt, selv om der ikke har været
udtrykkelig hjemmel hertil i den herhen hørende
lovgivning( jfr. også forudsætningsvis
retsplejelovens § 469, stk. 6.
Litteratur om ikrafttrædelseslovens §15.
Oluf H. Krabbe, Kommentar til borgerlig
straffelov under medvirken af Carl Rasting
(2. udg. 1935) s. 598-600, C. Popp-Madsen,
Bod (1933) s. 205-14, UfR 1933 B s.
224 ff, Henry Ussing, Erstatningsret (1937)
s. 138 ff, 205 ff, UfR 1933 B s. 237, Stephan
Hurwitz, Den danske kriminalret, Almindelig
del (1950) s. 40 f, Speciel del
(1955) s. 296 ff om den enkeltes fredsret,
Carl Rasting, Presseretten (1951), s. 112 ff,
A. Vinding Kruse, Erstatningsretten II del
(2. udgave 1969) s. 437 ff, Stig Jørgensen,
Erstatning for personskade og tab af forsørger
(2. udgave 1963) s. 31 ff (om legemskrænkelser
- svie og smerte).
//. Spørgsmål om lovændring.
Allerede de ovenfor i kap. VIII onførte forslag
til en udvidet strafferetlig beskyttelse
af privatlivet mod fredskrænkelser vil uden
ændring af den gældende bestemmelse i
ikrafttrædelseslovens § 15 medføre en udvidelse
også af retten til at kræve godtgørelse
af skadevolderen som en privatretlig oprejsning
for den krænkede.
Man må imidlertid rejse det spørgsmål,
om den nugældende ordning - selv efter
gennemførelsen af den nævnte udvidelse -
giver de skadelidte et tilstrækkeligt privatretligt
værn. Det må navnlig fremhæves som
en ulempe i den gældende ordning set i forhold
til de krænkede personer, at betingelsen
for, at de kan få oprejsning ved retsstridige
freds- eller æreskrænkelser, er, at
det bliver statueret, at den pågældende
krænkelse er strafbar. Skal godtgørelseskravet
udføre en mission som et rent privatret-
67