Betænkning 601 om privatlivets fred - straffelovsrådet 1971 - Krim

lovene har dog ikke sat sig nævneværdigt
spor i retspraksis. Man havde ellers tænkt
sig, at domstolene under hensyn til kravenes
pønalfarvede karakter i almindelighed ville
have brugt den fakultative regel i § 15 til at
graduere godtgørelsen efter skyldgraden og
omstændighederne i øvrigt. Men dette er
ikke sket ved kravene i anledning af fysiske
personkrænkelser, som særlovgivningen alene
vedrører.
Derimod er det pønale element kommet
tydeligt frem ved de øvrige personkrænkelser,
som er omfattet af § 15. Dette gælder
således æresfornærmelser, hvor godtgørelsessummerne
varierer meget efter tilfældenes
beskaffenhed, se f. eks. U 1961.
372 H (25.000 kr.), 1959. 762 H (5.000
kr.), 1958. 1244 (10.000 kr.), 1953. 311 H
(10.000 kr.), 1949. 25 H (3.000 kr.),
1948. 694 H (4.000 kr.), 1947. 606 H (500
kr.). Ved sædelighedsforbrydelser varierer
beløbene derimod ikke meget, normalt gives
ca. 500-1.000 kr. for forførelse, se 1937.
1030 H, 1935. 121, 315 H, og for voldtægt
ca. 2.000 kr., jfr. 1955. 291 H, 1959, 759 H,
1963. 1038. Om brud på brevhemmeligheden,
se 1937. 836 (ingen godtgørelse), om
overtrædelse af rpl. § 1017, stk. 2, nr. 3,
se 1955. 187 (500 kr.).
For så vidt godtgørelsespligten efter § 15
eller særlovgivningen blot er betinget af
et erstatningsgrundlag, må de almindelige
erstatningsretlige grundsætninger så som
medvirken, »accept af risiko«, flere skadevoldere
o.s.v. finde anvendelse. Lempelsesreglen
i forsikringsaftalelovens § 25, stk. 1,
kan derimod ikke anvendes på godtgørelseskravet,
da de forsikringer, den omfatter, er
skadesforsikringer og derfor kun dækker
den økonomiske skade eller tabet, jfr. lovens
§ 39. Har skadevolderen tegnet ansvarsforsikring,
dækker denne også godtgørelseskravene
ved fysiske legemsbeskadigelser (som
svie og smerte, lyde og vansir). Derimod
dækker en ansvarsforsikring ikke godtgørelseskrav
i anledning af freds- og æreskrænkelser.
Godtgørelseskravene efter § 15 kan tilkendes,
selv om krænkelsen ikke har med-
66
ført økonomisk skade. Om kravenes overgang
til andre er der givet særlige regler i
§ 15, stk. 3.
Efter grundsætningen i DL 3-19-2 hæfter
en arbejdsgiver (en principal) for de skadeforvoldelser
hos trediemand, som hans ansatte
har forvoldt ved ansvarspådragende
handlinger eller undladelser under udførelsen
af deres hverv for arbejdsgiveren. I det
omfang, arbejdsgiveren har måttet udrede
erstatning til skadelidte, har han som hovedregel
regres mod den eller de ansatte, som er
direkte ansvarlige for skadeforvoldelsen.
Anvendelse af ansvarsreglen i 3-19-2 forudsætter
et over/underordnelsesforhold: et
principalforhold. Der hæftes således ikke for
selvstændige medhjælpere, som ikke er underkastet
direkte direktiv fra arbejdsgiveren
vedrørende arbejdets udførelse. Betingelsen
fortolkes i nutidens retspraksis relativt liberalt.
Reglen i 3-19—2 er med sikkerhed anvendelig
på de godtgørelseskrav, som alene er
afhængig af, at dansk rets almindelige erstatningsregler
er opfyldt, hvilket efter § 15
gælder med hensyn til legems- og frihedskrænkelser
samt ved tab af forsørger.
Derimod er det omtvisteligt, hvorvidt
3-19-2 også kan finde anvendelse på de
godtgørelseskrav, som er betinget af en
strafbar krænkelse, altså freds- og æreskrænkelser.
Nogen domsafgørelse efter ikrafttrædelseslovens
§ 15 ses ikke at foreligge.
Spørgsmålet kunne have været rejst i den
nedennævnte dom fra U 1969. 233, men
blev det ikke. At 3-19-2 kan anvendes, antages
af Ussing: Erstatningsret s. 207 og
Popp-Madsen: Bod s. 296, 210-11 og 300
(der blot forlanger, at strafbarheden er fastslået
i en (eventuel civil) sag mod den direkte
skadevolder), og med legislative betragtninger
s. 296-98. A. Vinding Kruse:
Erstatningsretten I s. 273 anvender 3-19-2
på »krav på godtgørelse for ikke-økonomisk
skade i medfør af ikrafttrædelseslovens § 15
om legemskrænkelse, frihedsberøvelse eller
tab af forsørger«, men nævner ikke f redsog
æreskrænkelser. Stig Jørgensen ses ikke
at have taget stilling til problemet i sin