Betænkning 601 om privatlivets fred - straffelovsrådet 1971 - Krim

adio- og fjernsynsudsendelser (nr. 487/
1968 s. 16).
2. Pressens egen vurdering af de presseetiske
regler m. v.
Som nævnt ovenfor s. 9 har man i den faglige
diskussion været inde på muligheden af,
i væsentlig grad at bygge den nødvendige
beskyttelse af privatlivets fred på udenretlige
normsystemer, specielt udvidede presseetiske
regler.
For at få et grundlag for at vurdere denne
mulighed afholdt straffelovrådet den 18.
marts 1969 et møde med repræsentanter for
pressenævnet, Danske Dagblades Fællesrepræsentation
og Dansk Journalistforbund.
Deltagerne er nævnt s. 7.
Fra Fællesrepræsentationens side redegjorde
man for den i 1968 skete udvidelse af
pressenævnets kompetence; de væsentligste
ændringer er, at nævnet nu kan behandle sager
på grundlag af klager fra trediemand, og
at der er blevet mulighed for at behandle sager
uden for den egentlige kriminalreportage,
jfr. de nye kompetencereglers pkt. 1. Pressenævnets
virksomhed skal fortsat baseres på
de vedtagne regler for god presseskik. Man
har imidlertid været opmærksom på, at de
skete ændringer med hensyn til nævnets
kompetence gjorde en revision af de presseetiske
regler ønskelig, og der er af Danske
Dagblades Fællesrepræsentation nedsat et
udvalg, der skal gennemgå reglerne og eventuelt
foreslå ændringer.
Man overvejer ikke at give pressenævnet
kompetence til at tage sager op på eget initiativ.
En del redaktører har den indstilling, at
det ville være mere skadeligt end gavnligt
for de krænkede, hvis pressenævnet af egen
drift kunne rejse sager, idet der herved
kunne opstå yderligere omtale af forhold,
som den krænkede med rimelighed ønsker
unddraget offentligheden.
Fra journalistforbundets side fremhævede
man, at journalisterne aldrig har anerkendt
den eksisterende ordning, og altså heller ikke
anerkender pressenævnets autoritet. Der
blev redegjort for de forhandlinger, der var
ført i slutningen af 1940'erne og begyndelsen
af 1950'erne, for at udgivere og journalister
i fællesskab kunne finde en ordning,
begge parter kunne støtte. Journalisterne
havde krævet ligelig repræsentation i forhold
til redaktørerne i nævnet. Fællesrepræsentationen
havde imidlertid fastholdt,
at de presseretligt ansvarlige - redaktørerne
- måtte have overvægt. Journalisterne kunne
endvidere ikke anerkende indskrænkningen
i de presseetiske regler til kun at omfatte
kriminalreportagen; man ønskede regler, der
også dækkede andre sagsområder. Journalisterne
anså de nu af Fællesrepræsentationen
alene opstillede presseetiske regler som
et fortræffeligt arbejdsredskab inden for
kriminalreportagen, idet de havde karakter
af kodificering af en almindelig herskende
etik på dette område, men fandt ikke i disse
begrænsede regler et svar på samfundets
krav til en ordning på hele presseområdet,
og man har ikke kunnet tilslutte sig denne
ufuldstændige løsning.
Man havde også været uenige om retten
til offentligørelse af dissenser. Journalisterne
ønskede en sådan ret, medens Fællesrepræsentationen
havde ment, at dette ville anfægte
nævnets autoritet.
Fra såvel redaktør- som journalistside
oplystes, at man ikke havde overvejet indførelse
af et egentligt sanktionssystem for
overtrædelser af de presseetiske regler. Man
var af den opfattelse, at en misbilligelse fra
nævnet var tilstrækkelig.
Der var ingen aktuelle bestræbelser i gang
for at udbygge den gældende ordning, så
den udover dagspressen kom til at dække
f. eks. ugeblade og distriktsblade.
Det oplystes endvidere, at man, ikke så
nogen praktisk mulighed for at modvirke
udbredelsen af det såkaldte spionudstyr
gennem en indbyrdes aftale om ikke at optage
reklamer for disse apparater.
Fra straffelovrådets side pegede man på
den noget uklare formulering, pkt. 1 i de
nye pressenævnsregler havde fået. Reglen
måtte forstås således, at der var mulighed for
behandling af sager, der faldt uden for den
egentlige kriminalreportage, i det omfang en
45