Betænkning 601 om privatlivets fred - straffelovsrådet 1971 - Krim

More documents

Recommendations

Info

for anvendelsen. Det må herved erindres, at arbejdsgiveransvaret ikke er nogen »ren« objektiv erstatningsregel, idet den forudsætter uagtsomhed hos den ansatte skadevolder. Der vil muligvis kunne anføres betænkelighed ved også at inddrage uagtsomme freds- og æreskrænkelser under godtgørelsesreglen. Det må imidlertid fremhæves, at kravet her såvel som ved de øvrige personkrænkelser kun bor kunne indrømme?, dersom krænkelsen kan stemples som »retsstridig«. Hvad der nærmere ligger i denne betingelse, kan ikke angives i nogen generel formel, men vil kræve en nærmere af vejelse af domstolene i de enkelte tilfælde. Ved fortolkningen må retsstridighedsbetingelsen ses i sammenhæng med, at der skal foreligge en »krænkelse«. Der ligger i dette sidste udtryk et krav om et vist grovere forhold. Ikke en hvilken som helst gene vil kunne opfattes som en krænkelse. Småchikanerier, drillerier og lignende vil således falde udenfor. Den selvstændige betydning af retsstridighedsbetingelsen vil herefter ligge i, at der åbnes mulighed for domstolene til at foretage vurdering af, om en i øvrigt krænkende handling i det enkelte tilfælde vil kunne anerkendes som retsmæssig, f. eks. under hensyn til offentlighedens interesse i en fri nyhedsformidling og meningstilkendegivelse, rimelig kritik af uheldige eller anstødelige forhold etc. Opgaven med at foretage en sådan grænsedragning afviger ikke principielt fra afvejninger, som domstolene på mange andre områder må udføre. Straffelovrådet nærer derfor ingen betænkeligheder ved at anbefale indførelsen af en generel hjemmel for domstolene til at ikende godtgørelseskrav ved uagtsomme, retsstridige personkrænkelser, hvadenten det drejer sig om freds- eller æreskrænkelser. Der kan herved også henvises til fremstillingen i straffelovrådets betænkning (nr. 487, 1968) om ansvaret for radio- og fjernsynsudsendelser, især s. 26 ff. Lignende tanker var fremme i forbindelse med straffelovændringen i 1939, og der blev også dengang fremsat forslag til ændring af 70 ikrafttrædelseslovens § 15. Disse forslag til ændring af § 15 var imidlertid i en retning mere videregående end det, som straffelovrådet i henhold til de ovenfor fremførte synspunkter mener at kunne gå ind for, idet det foruden en udvidelse af de rent civilretlige godtgørelseskrav tillige tilsigtede indførelsen af et stærkt pønalpræget bodsinstitut for retskrænkelser forvoldt ved »utilbørlige handlinger, der var udtryk for skadelyst eller grov hensynsløshed hos skadevolderen« . Da det godtgørelseskrav, som allerede er indført i ikrafttrædelseslovens § 15, i sig selv rummer pønale elementer, finder straffelovrådet ikke, at der er noget større behov for en yderligere overbygning af disse regler med et egentligt bodsinstitut. Den rigtige tanke i bodsinstituttet vil efter straffelovrådets opfattelse meget vel kunne tilgodeses ved domstolenes administration af godtgørelsesreglerne i den foreslåede udvidede form. Men for at understrege dette foreslår straffelovrådet, at man til § 15 giver en tilføjelse, som fremhæver de pønale elementer i godtgørelseskravet for derigennem at give domstolene et særligt incitament til at tage hensyn til disse elementer ved kravets udmåling. Som tidligere bemærket er § 15 i dens nugældende formulering kun fakultativ, idet det er overladt til domstolene at skønne over, om et godtgørelseskrav bør indrømmes i det enkelte tilfælde, jfr. udtrykket »kan dømmes til« i stk. 1. Denne forsigtighed i formuleringen skyldtes foruden hensynet til det pønale element, jfr. ovf. under I, navnlig, at man i 1930, hvor man ved gennemførelsen af straffeloven gav § 15 dens nuværende formulering, havde en vis ængstelse for, at den udvidede bestemmelse i forhold til den hidtidige retstilstand kunne medføre misbrug af erstatningsinstituttet således, at kværulantiske personer skulle få held til at gennemføre urimelige godtgørelseskrav. Erfaringerne fra den forløbne tid med hensyn til praktiseringen af § 15 har imidlertid efter straffelovrådets mening ikke givet holdepunkter for denne frygt, og man vil derfor
foreslå, at bestemmelsen gøres til en almindelig regel. Reglerne om overførelse af godtgørelseskrav i § 15, stk. 3, er der efter straffelovrådets opfattelse næppe større grund til at ændre. At et godtgørelseskrav ikke bør kunne overdrages, f. eks. ved salg, forinden dets størrelse er anerkendt eller fastslået af domstolene, er begrundet i, at en modsat regel kunne indbyde til misbrug, se hertil H. Ussing, Obligationsretten, Alm. del (4. udg.) s. 225 f, A. Vinding Kruse, Erstatningsretten II del, s. 515 ff. I det omfang kravet ikke kan overdrages, kan det efter almindelig opfattelse heller ikke gøres til genstand for kreditorforfølgning. Også denne regel må anses for velbegrundet. Den burde muligvis endda udvides til et totalforbud mod kreditorforfølgning i disse krav. Derimod kan det diskuteres, om arvereglen vedrørende godtgørelseskravene i § 15, stk. 3, har truffet det rette. Det er formentlig klart, at de ikke bør kunne arves, medmindre skadelidte selv har rejst dem indenretligt eller fået dem anerkendt inden sin død, således som § 15, stk. 3, foreskriver, idet det, som motiverne fremhæver, må være den forurettede og ham alene, der bør være herre over, om kravet skal rejses. Spørgsmålet er imidlertid om det ikke yderligere burde være en betingelse, at kravet er fastslået ved dom, jfr. Popp-Madsen, Bod s. 330 f, jfr. også ændringsforslaget til § 15 fra 1939 (se U 1939 B 93 f, 293 f, 325 f), idet en blot videreførelse af processen til doms vedrørende størrelsen af godtgørelsen for lidelse, tort, lyde og vansir, efter at den forurettede er død, kan virke stødende. Dette vil navnlig kunne siges om godtgørelse for lyde og vansir. Drejer det sig derimod om torterstatning i anledning af freds- eller æreskrænkelser, taler det pønale element stærkere for opretholdelsen af § 15's ordning. I særlige tilfælde kunne der endog synes at være grund til at udvide reglen. Der tænkes særlig på de tilfælde, hvor en persons selvmord meddeles i pressen på en sådan måde, at læserne må få det indtryk, at selvmordet skyldes angst for økonomisk sam- menbrud eller strafferetlig tiltale. Viser det sig, at sådanne antydede eller direkte udtalte beskyldninger er grundløse, kunne det synes rimeligt at give arvingerne en udvidet adgang til at rejse godtgørelseskrav, idet den umiddelbart krænkede selv er afskåret fra at rejse sag. Når straffelovrådet imidlertid ikke vil stille forslag om indførelse af en sådan særregel, skyldes det følgende grunde: Afdødes familie vil for det første kunne påtale forholdet efter den foreslåede nye regel i straffelovens § 264 c, jfr. retsplejelovens § 719, stk. 2. Endvidere vil afdødes nærmeste familie utvivlsomt i en del tilfælde kunne betragte forholdet også som en selvstændig krænkelse af deres eget privatliv og dermed som umiddelbart krænkede være kompetente til at rejse sag efter de foreslåede skærpede regler i straffeloven og ikrafttrædelseslovens § 15. Dertil kommer yderligere, at den familiekreds, som vil kunne føle sig krænket på afdødes vegne, ikke nødvendigvis vil være identisk med afdødes legale arvinger, jfr. herved også at den nævnte bestemmelse i retsplejeloven angiver personkredsen som »afdødes ægtefælle, forældre, børn eller søskende«. Det er herefter straffelovrådets opfattelse, at den nugældende bestemmelse i § 15, stk. 3, har ramt det rigtige balancepunkt, og man finder derfor ingen anledning til at stille noget ændringsforslag til denne bestemmelse. Det kan i øvrigt oplyses, at der i de nordiske erstatningsretskommissioner for tiden pågår forhandlinger vedrørende det privatretlige erstatningsansvar for personskader og tab af forsørger. Disse forhandlinger vil antagelig slutte med, at der stilles forslag om yderligere ændringer i § 15, men efter hvad der foreligger oplyst for straffelovrådet, skulle disse ændringsforslag ikke medføre modifikationer i de ændringsforslag, som straffelovrådet er gået ind for i det foregående. Litteraturhenvisninger vedrørende forslagene til ændring af § 15. Henry Ussing, U 1939 B. 1939 B. 93-100, A. Drachmann Bentzon, smstds. s. 113-22, 71
Page 1 and 2:
STRAFFELOVRÅDETS BETÆNKNING OM PR
Page 3 and 4:
INDHOLD Side Indledning 5 I. De sen
Page 5 and 6:
Straffelovrådet blev nedsat ved ju
Page 7 and 8:
finde frem til fælles forslag. Som
Page 9 and 10:
I. DE SENERE ÅRS DISKUSSION AF PRO
Page 11 and 12:
3. Spørgsmålets behandling i Nord
Page 13 and 14:
at aflytte samtaler, der føres i d
Page 15 and 16:
Konklusionen af drøftelserne var,
Page 17 and 18:
ettiget bryter brev eller annet luk
Page 19 and 20: etale slik oppreisning som retten f
Page 21 and 22: Till böter eller fängelse i högs
Page 23 and 24: I slutningen af 1967 f remlagdes i
Page 25 and 26: IV. GÆLDENDE STRAFFEBESTEMMELSER O
Page 27 and 28: vægt på at bevare indholdet for s
Page 29 and 30: Forretningsforhold, private Forenin
Page 31 and 32: 2° Ved referater af udtalelser, de
Page 33 and 34: man bestemmelsens stk. 1 op i to be
Page 35 and 36: egnet til at virke særlig generend
Page 37 and 38: fremme i den offentlige debat. Man
Page 39 and 40: Dette er imidlertid ikke ensbetyden
Page 41 and 42: nordisk basis været behandlet på
Page 43 and 44: kræve optagelsen udleveret eller t
Page 45 and 46: adio- og fjernsynsudsendelser (nr.
Page 47 and 48: sådant system ikke kunne føre til
Page 49 and 50: hederne ved et upræcist straffekri
Page 51 and 52: strafværdige bør modarbejdes genn
Page 53 and 54: som udspejdning med kikkert normalt
Page 55 and 56: striel spionage, ansattes hemmeligh
Page 57 and 58: 3. Forslag til ændrede straffebest
Page 59 and 60: ved en analogi, jfr. straffelovens
Page 61 and 62: for s. 55 skitserede ændring af ko
Page 63 and 64: stemmeise også med hensyn til priv
Page 65 and 66: hvilke ansvarsgrundlag og hvilke sk
Page 67 and 68: Erstatningsret, medens Gomard i Jur
Page 69: på anden måde end aftalt. Ved Ø.
Page 73 and 74: Hvad derimod angår legemskrænkels
Page 75 and 76: x. SAMMENFATTENDE BEMÆRKNINGER Str
Page 77 and 78: GOD PRESSESKIK VED OMTALE AF STRAFF
Page 79 and 80: form og indhold klart fremgå, at d
Page 81 and 82: 1. Pressenævnets virksomhed er bas
Page 83 and 84: sen af privatlivets fred. Af nyere
Page 85 and 86: normalt kun kan få tilkendt skades
Page 87 and 88: Uhjemlet anvendelse af en andens na
Page 89 and 90: Til trods for de væsentlige forske
Page 91 and 92: Photography Act, it being deemed mo
show all

Betænkning 601 om privatlivets fred - straffelovsrådet 1971 - Krim

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?