Betænkning 601 om privatlivets fred - straffelovsrådet 1971 - Krim

More documents

Recommendations

Info

ligt oprejsningsmiddel, er det i sig selv uheldigt, at det er knyttet til en strafbarhedsbetingelse, idet dette rent processuelt medfører, at den krænkede for at få en privatretlig oprejsning tvinges til at godtgøre, at skade-, volderen har gjort sig skyldig i et strafbart forhold. Hertil kommer yderligere den realitet, at den skadelidende kun vil kunne få oprejsning, såfremt krænkelsen falder indenfor de egentlige strafbare krænkelser i straffelovens regler om freds- og æreskrænkelser. Det må også fremhæves, at det i sig selv vil føles som en anomali, at medens godtgørelseskravet for fysisk legemsbeskadigelse samt frihedskrænkelser ikke er knyttet til nogen strafbarhedsbetingelse, men alene til det forhold, at dansk rets almindelige erstatningsregler er opfyldt, kræves det ved de øvrige personkrænkelser, at der har foreligget en strafbar krænkelse. Det må i denne forbindelse understreges, at dersom man betinger godtgørelseskravet af, at der foreligger et strafbart forhold, vil det være udelukket at inddrage sådanne fredskrænkelser, som man i og for sig synes fortjener en privatretlig reaktion, men hvor man har veget tilbage for også at sanktionere det ved en straffebestemmelse. Selv efter det foran anførte forslag til en udvidelse af beskyttelsen af privatlivets fred, vil der derfor være tilfælde, som vil kunne føles stærkt krænkende for den pågældende, men hvor man fra straffelovrådets side har fundet det betænkeligt at inddrage forholdet under det egentlige strafbares område, f. eks. uagtsomme freds- og æreskrænkelser. Det vil her være formålstjenligt at give domstolene en udtrykkelig hjemmel til på et rent privatretligt grundlag at udvide beskyttelsen for privatlivets fred udover det strafferetliges område. Dette vil også være en fordel i de tilfælde, hvor der er stærk formodning om forsætlig krænkelse, men hvor dette ikke kan bevises tilstrækkeligt. Det må også fremhæves, at man gennem en frigørelse af godtgørelseskravet fra kravet om strafbarhed får mulighed for at vise større tilbageholdenhed med udvidelsen af det strafbare område. På grund af de særlige 68 negative sider, der er forbundet med de strafferetlige sanktioner, må det betegnes som en heldig løsning, at den samfundsmæssige reaktion over for visse handlinger, der findes at måtte modvirkes, således kan indskrænkes til at åbne mulighed for privatretlige følger, jfr. herved ovenfor s. 49. Den ovenfor side 42 omtalte sag i U 1969. 233 om en TV-udsendelse af en prostituerets færden kan tjene som en illustration af den udvidelse af den privatretlige beskyttelse, som der efter det anførte kan være grund til at indføre. Ved dommen blev det antaget, at udsendelsen havde været en retsstridig krænkelse af sagsøgerindens privatliv, men da krænkelsen ikke kunne anses for strafbar (forsætlig), kunne der ikke pålægges Danmarks Radio nogen erstatningspligt i henhold til § 15. Ændrer man imidlertid § 15 som her foreslået, kan der pålægges erstatningspligt, blot den retsstridige krænkelse kan anses for uagtsomt forvoldt, hvilket antagelig ville være blevet statueret i den pågældende sag. Det forhold, at man opgiver kravet om strafbarhed, betyder ikke alene, at uagtsomme handlinger vil kunne medføre godtgørelsespligt. Ændringen indebærer også, at handlinger, der ikke er omfattet af nogen straffebestemmelses gerningsbeskrivelse, ud fra en friere domstolsvurdering kan karakteriseres som retsstridige freds- eller æreskrænkelser og dermed begrunde et godtgørelseskrav. Som et eksempel, der belyser denne situation, kan nævnes dommen i U 1944, 608. I denne sag havde en gift kvinde, fru A, truffet aftale med bogtrykker B om at lade sig fotografere nøgen af fotograf F, idet billederne skulle bruges i en reklame for julelys, hvor indstævnte skulle optræde som alf og have tylsgevandter på, der senere skulle retoucheres på billederne. Da B senere skulle udgive et værk indeholdende digte, der illustreredes med nøgne kvindeskikkelser, henvendte han sig til F og fik af ham til brug herved udleveret fotografierne, som han brugte i værket. Fru A havde for fotografierne fået 50 kr. i honorar og forbeholdt sig, at de ikke benyttedes
på anden måde end aftalt. Ved Ø.L.D. af 24. februar 1944 statueredes det, at B og F ved den nævnte benyttelse havde gjort sig skyldig i en retsstridig krænkelse af fru A, og at de har solidarisk ansvarlige herfor. I dommen vedrorende B hedder det: »Derimod finder retten ikke, at der i det foreliggende tilfælde er tilstrækkelig hjemmel til at tillægge indstævnte (fru A) erstatning for tort, jfr. ikrafttrædelseslovens § 15, og der vil herefter kun kunne tillægges indstævnte erstatning for det tab, som hun må antages at have lidt som følge af den retsstridige krænkelse. Appellanten (B) har erkendt, at der i tilfælde af benyttelse af tidligere optagne model- og prøvebilleder kan blive tale om fornyet honorar og har ved sin undladelse af at indhente indstævntes samtykke afskåret sig fra at være medbestemmende ved fastsættelsen af et sådant honorar. På den anden side findes det af indstævnte under sagen forlangte honorar på 1.000 kr. åbenbart urimeligt. Den erstatning, indstævnte har krav på, finder retten herefter under hensyn til samtlige foreliggende omstændigheder passende at kunne ansætte til 300 kr.« Som en anden grund til at ophæve strafbarhedsbetingelsen for godtgørelseskravene må nævnes følgende: Skadelidende vil ofte i tilfælde af uagtsomme freds- og æreskrænkelser i henhold til de almindelige erstatningsregler have krav på erstatning for den økonomiske skade, men i mangfoldige tilfælde netop på det her omhandlede område vil den økonomiske skade enten være ringe eller i hvert fald vanskelig at bevise. I sådanne tilfælde mister den almindelige erstatningsregel sin betydning som et værn for de skadelidende, og det vil derfor være af betydning, at domstolene her får hjemmel til at pålægge et rundeligt beløb som godtgørelse for den ikke-økonomiske skade. Endelig ønsker straffelovrådet at fremhæve, at den her foreslåede fremgangsmåde til at udbygge og forøge beskyttelsen af privatlivets fred ved hjælp af privatretlige sanktioner i form af godtgørelseskrav, er i god overensstemmelse med tendenserne i den moderne retsudvikling inden for de vestlige retssamfund, hvor man i de senere år, navnlig i Vesttyskland, U.S.A. og Frankrig har arbejdet med et almindeligt princip om en civilretlig beskyttelse af personligheden. I denne forbindelse må det også fremhæves, at man i Norge, hvor man ellers hidtil har været temmelig tilbageholdende med at indrømme godtgørelseskrav for ikkeøkonomisk skade, i 1958 indførte hjemmel til at idømme godtgørelsespligt efter billighed i tilfælde af æreskrænkelser og krænkelser af privatlivets fred, selv om der kun foreligger uagtsomhed fra skadevolderens side, og uden at der stilles krav om, at krænkelsen skal være strafbar. I øvrigt henvises til bilag 3 om udviklingen i fremmed ret. Tiltrædes disse synspunkter, må det herefter drøftes, hvor langt et sådant privatretligt værn bør udtrækkes. Efter straffelovrådets opfattelse vil det ikke være rigtigt at give hjemmel til godtgørelseskrav for ikke-økonomisk skade for alle personkrænkelser, blot dansk rets almindelige erstatningsregler er opfyldt. Efter dansk rets almindelige erstatningsregler vil personer i visse tilfælde kunne gøres ansvarlige på et rent objektivt grundlag, altså pålægges et ansvar, som ikke er knyttet til forsæt eller uagtsomhed hos den pågældende. For så vidt det drejer sig om egentlige legemsbeskadigelser samt frihedsberøvelse, vil en sådan ordning, som jo allerede indeholdes i den nugældende § 15, være naturlig. Men når det drejer sig om de øvrige personkrænkelser, vil en sådan ordning næppe være rimelig. Efter straffelovrådets opfattelse bør man derfor samtidig med, at man frafalder strafbarhedsbetingelsen, dog i disse tilfælde betinge godtgørelseskravet af, at skadevolderen selv har handlet forsætligt eller uagtsomt, jfr. herved også den anførte lovændring i Norge. Hermed er det imidlertid ikke hensigten at udelukke anvendelsen af DL 3-19-2 om arbejdsgiverens ansvar for sine ansattes skadegørende handlinger. Tværtimod skulle opgivelsen af strafbarhedsbetingelsen fjerne den mulige formelle hindring 69
Page 1 and 2:
STRAFFELOVRÅDETS BETÆNKNING OM PR
Page 3 and 4:
INDHOLD Side Indledning 5 I. De sen
Page 5 and 6:
Straffelovrådet blev nedsat ved ju
Page 7 and 8:
finde frem til fælles forslag. Som
Page 9 and 10:
I. DE SENERE ÅRS DISKUSSION AF PRO
Page 11 and 12:
3. Spørgsmålets behandling i Nord
Page 13 and 14:
at aflytte samtaler, der føres i d
Page 15 and 16:
Konklusionen af drøftelserne var,
Page 17 and 18: ettiget bryter brev eller annet luk
Page 19 and 20: etale slik oppreisning som retten f
Page 21 and 22: Till böter eller fängelse i högs
Page 23 and 24: I slutningen af 1967 f remlagdes i
Page 25 and 26: IV. GÆLDENDE STRAFFEBESTEMMELSER O
Page 27 and 28: vægt på at bevare indholdet for s
Page 29 and 30: Forretningsforhold, private Forenin
Page 31 and 32: 2° Ved referater af udtalelser, de
Page 33 and 34: man bestemmelsens stk. 1 op i to be
Page 35 and 36: egnet til at virke særlig generend
Page 37 and 38: fremme i den offentlige debat. Man
Page 39 and 40: Dette er imidlertid ikke ensbetyden
Page 41 and 42: nordisk basis været behandlet på
Page 43 and 44: kræve optagelsen udleveret eller t
Page 45 and 46: adio- og fjernsynsudsendelser (nr.
Page 47 and 48: sådant system ikke kunne føre til
Page 49 and 50: hederne ved et upræcist straffekri
Page 51 and 52: strafværdige bør modarbejdes genn
Page 53 and 54: som udspejdning med kikkert normalt
Page 55 and 56: striel spionage, ansattes hemmeligh
Page 57 and 58: 3. Forslag til ændrede straffebest
Page 59 and 60: ved en analogi, jfr. straffelovens
Page 61 and 62: for s. 55 skitserede ændring af ko
Page 63 and 64: stemmeise også med hensyn til priv
Page 65 and 66: hvilke ansvarsgrundlag og hvilke sk
Page 67: Erstatningsret, medens Gomard i Jur
Page 71 and 72: foreslå, at bestemmelsen gøres ti
Page 73 and 74: Hvad derimod angår legemskrænkels
Page 75 and 76: x. SAMMENFATTENDE BEMÆRKNINGER Str
Page 77 and 78: GOD PRESSESKIK VED OMTALE AF STRAFF
Page 79 and 80: form og indhold klart fremgå, at d
Page 81 and 82: 1. Pressenævnets virksomhed er bas
Page 83 and 84: sen af privatlivets fred. Af nyere
Page 85 and 86: normalt kun kan få tilkendt skades
Page 87 and 88: Uhjemlet anvendelse af en andens na
Page 89 and 90: Til trods for de væsentlige forske
Page 91 and 92: Photography Act, it being deemed mo
show all

Betænkning 601 om privatlivets fred - straffelovsrådet 1971 - Krim

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?