Betænkning 601 om privatlivets fred - straffelovsrådet 1971 - Krim

af de presseetiske regler, der var opstillet
vedrørende kriminalreportagen, kunne anses
for overtrådt. Man rejste spørgsmål om en
klargøring af reglen i forbindelse med den
gennemgang af selve de presseetiske regler,
der efter det oplyste var iværksat af Fællesrepræsentationen,
og om man eventuelt
kunne ændre titlen på de presseetiske regler,
så de ikke kun fremtræder som omhandlende
»pressens behandling af straffesager«.
Fællesrepræsentationen ville overveje disse
spørgsmål.
Pressenævnets formand oplyste, at man i
nævnet i et vist omfang havde behandlet
sager, hvor det var evident, at injurielovgivningen
var overtrådt. Han fandt det rigtigt,
at de presseetiske regler således til dels
dækkede forhold, som i forvejen var dækket
af retsregler, til dels omfattede forhold, der
lå uden for den retlige normering. Overlapningens
betydning lå i, at den krænkede
fik mulighed for en hurtig behandling, men
så til gengæld gav afkald på en retlig reaktion.
Man havde ikke i pressenævnet kendskab
til noget tilfælde, hvor en sag, der havde
været behandlet af nævnet, senere var blevet
indbragt for domstolene. Man kunne derfor
gå ud fra, at det ikke var forekommet.
Sammenfattende gav man fra Fællesrepræsentationens
side udtryk for, at man tillagde
ordningen stor pædagogisk betydning, idet
pressen altid måtte arbejde med bevidstheden
om, at der findes et presseetisk organ.
Journalistforbundet kunne derimod ikke
dele denne positive vurdering, da reglernes
snævre område og nævnets sammensætning
har bevirket, at journalisterne ikke har anerkendt
den eksisterende ordning.
3. Straffelovrådets vurdering.
En beskyttelse af privatlivets fred gennem
presseetiske regler frembyder betydelige fordele
sammenlignet med en almindelig retlig
regulering. Systemet kan virke smidigere og
hurtigere; pressenævnets behandling kan
foregå med udgangspunkt i en formløs klage
fra den, der føler sig krænket, og juridisk
bistand for de implicerede er ikke påkrævet.
46
Hertil kommer, at en krænket, der viger tilbage
for den yderligere belastning, en retssag
vedrørende en sket privatlivskrænkelse
kan betyde, ikke vil have tilsvarende betænkeligheder
ved at sende en klage til pressenævnet.
Det må imidlertid erkendes, at det presseetiske
system, som det indtil nu er udformet
her i landet, er behæftet med en række svagheder,
der reducerer systemets betydning:
1°. De presseetiske regler er udformet med
henblik på politireportagen. Efter at pressenævnets
kompetence er udvidet, således at
man også kan behandle privatlivskrænkelser,
der sker uden for politireportagen, er udformningen
af reglerne ikke længere dækkende.
Pressen er, som det fremgår af det
ovenfor anførte, selv indstillet på at gennemføre
en revision, der vil imødekomme dette
kritikpunkt.
2°. De presseetiske regler er fastsat af Danske
Dagblades Fællesrepræsentation og dækker
det store flertal af dagblade. Der er som
tidligere nævnt givet tilsvarende regler for
Danmarks Radio. Derimod er andre periodiske
skrifter - f. eks. ugeblade og distriktsblade
- ikke omfattet af reglerne.
3°. En anden afgørende begrænsning i det
gældende presseetiske system ligger i det
forhold, at det alene er udgiverne, der anerkender
pressenævnets kompetence, medens
journaliststanden som ovenfor nævnt afviser
den gældende ordning.
4°. Endelig må det nævnes, at det presseetiske
system kun i begrænset omfang vil
kunne fungere som alternativ til almindelige
retsregler, så længe den eneste sanktionsmulighed
består i pressenævnets misbilligelse
af en eventuel overtrædelse. Det ville være
klart utilfredsstillende, såfremt man ved
alvorligere krænkelser skulle nøjes med den
reaktion, der ligger i en nævnstilkendegivelse.
Straffelovrådet mener at burde fremhæve
de muligheder, der ligger i en udbygning af
det presseetiske system på de nævnte punkter.
Selv om en fremtidig udvikling af et