Betænkning 601 om privatlivets fred - straffelovsrådet 1971 - Krim

hvilke ansvarsgrundlag og hvilke skadelige
følger - der må være opfyldt, for at der kan
idømmes erstatningspligt.
De retsgoder, det drejer sig om, er kun de
»personlige« - såsom legeme, frihed, fred,
ære og navn.
Derimod vil der ikke efter § 15 kunne tilkendes
godtgørelse ved i øvrigt erstatningspådragende,
eventuelt endog strafbare indgreb
i »upersonlige« goder, som f. eks. fast
ejendom, løsøre, fordringer, kundekreds,
varemærker eller andre forretningskendetegn
etc. Affektionsinteressen i fast ejendom,
ting eller dyr er således klart holdt
udenfor godtgørelsespligten.
Hvad angår ansvarsgrundlaget, må bemærkes,
at det med hensyn til legems- og
frihedskrænkelser blot forlanges, at et af
de sædvanlige erstatningsgrundlag foreligger,
så som ansvar efter den almindelige
skyldregel (»culpareglen«), arbejdsgiverens
ansvar for sine ansattes skadegørende handlinger
i henhold til DL 3-19-2, motorkøretøjsansvaret
i henhold til færdselslovens
§ 65, samt objektivt ansvar for jernbaner,
fly, hunde, atomanlæg etc. Derimod kræves
der ved de øvrige personkrænkelser en
strafbar handling. Derved sker der en betydelig
indskrænkning i området for godtgørelseskravene
ved disse personkrænkelser.
Endelig kan der kun kræves godtgørelse
for bestemte ikke-økonomiske skader, nemlig
»lidelse, tort, ulempe, lyde og vansir samt
for forstyrrelse eller ødelæggelse af stilling
og forhold«. Da § 15 som nævnt kun gælder
for personkrænkelser, omfatter opregningen
dog praktisk talt alle skadelige følger inden
for området.
Om fortolkningen af de enkelte skadeposter
må henvises til speciallitteraturen.
Her skal blot kort bemærkes følgende: »Lidelse«
må antages at omfatte både fysisk
lidelse, navnlig svie og smerte, og den sjælelige
lidelse, som sorg og græmmelse. Også
skamfølelsen ved kønsfrihedsforbrydelser
må falde ind under udtrykket, men da godtgørelsen
som regel her gives skønsmæssigt
sammen med godtgørelsen for tort og forstyrrelse
af stilling og forhold, se f. eks.
U 1937. 1030 H, 1935. 315 H og 121 V,
har dette næppe nogen selvstændig betydning.
»Tort« er krænkelse af selv- og æresfølelsen,
d. v. s. en persons opfattelse af
eget værd og omdømme. Krænkelsesformen
kan være sigtelser og ringeagtsytringer (injurier)
, fredskrænkelser, f. eks. brud på
brevhemmeligheden, offentlig meddelelse
om privatlivet tilhørende forhold eller frihedskrænkelser,
herunder kønsfrihedsforbrydelser.
Ved »ulempe« tænkes navnlig på
det fysiske besvær og ubehag ved invaliditet,
medens »lyde« nærmest er det sjælelige ubehag
eller mindreværdsfølelsen ved invaliditet.
»Vansir« omfatter især følelsen af mindreværd
over for omverdenen i anledning af
skæmmende beskadigelse af legemsdele, så
som ansigt og hænder. Den kan navnlig
være af stor betydning for personer, hvis
erhverv har tilknytning til deres udseende,
så som skuespillere, musikere eller personer
med kosmetiske erhverv - i slige tilfælde vil
vansir ofte også medføre betydelig økonomisk
skade. Hvad endelig angår vendingen
»forstyrrelse eller ødelæggelse af stilling og
forhold«, må dette efter § 15's opbygning
sigte til ikke-økonomisk skade, som rammer
en person i forhold til omverdenen, som
f. eks. social deklassering. Bestemmelsen,
som nærmest har karakter af et opsamlingsnet,
har næppe nogen større selvstændig betydning,
idet den praktisk talt altid citeres
sammen med en eller flere af de andre opregnede
skader.
Det samme gælder det tilsvarende udtryk
i § 15, stk. 2, om forsørgertab, idet det normalt
»slås sammen« med selve det økonomiske
forsørgertab. Det må i øvrigt fremhæves,
at bestemmelsen efter almindelig opfattelse
ikke giver hjemmel for at tilkende
godtgørelse for sorgen over den afdøde.
Medens § 15 er fakultativ, jfr. udtrykket
»kan dømmes«, foreskriver en række særlige
lovbestemmelser om legemsbeskadigelser,
at der skal tilkendes erstatning for lidelse,
lyde og vansir, jfr. f. eks. færdselslov
§ 65, stk. 4, jernbaneerstatningslov § 2,
luftfartslov § 127, stk. 3, stærkstrømslov
§ 7. Denne forskel mellem § 15 og special-
65