Dansk tidsskrift for teologi og kirke - Menighedsfakultetet

nemlig på den ene side Romerkirken, der
havde en tendens til at sammenblande åndeligt
og verdsligt regimente, og på den anden
side “pacifisterne”, der gjorde sig tanker
om at styre verden udelukkende efter
evangeliet retningslinjer og derfor mente
at kunne undvære det verdslige regimente.
Mod de første fremhæver Luther da, at man
må “omhyggeligt holde disse to styreformer
adskilt”, og mod de sidste påpeges det, at
man må “lade begge (regimenter) eksistere”.
sammenblanding af åndeligt og
verdsligt
Det netop nævnte udsagn om, at man må
“omhyggeligt holde disse to styreformer
adskilt”, står ikke alene i Om lydighed mod
statsmagten. Det er tværtimod et anliggende,
som fylder særdeles meget. Når Luther
gør så meget ud af at fremhæve, at det er
nødvendigt at sondre mellem kirke og statsmagt,
skyldes det ikke mindst den sammenblanding,
som han kan iagttage i samtiden.
Hverken biskopperne eller fyrsterne passer
deres arbejde. Hvad biskopperne angår, påpeger
han, at de “skulle være biskopper og
forkynde Guds ord. Det lader de være med
og er blevet verdslige fyrster, der styrer
med love, som kun angår liv og ejendom.”
Og bedre står det ikke til hos de verdslige
fyrster: “De handler helt bagvendt og vil
regere åndeligt over sjælene, ligesom de
andre vil regere verdsligt” (182). Men skønt
begge dele er slemt, er det i den konkrete
situation de verdslige fyrsters indblanding
i åndelige spørgsmål, der gør en afklaring
af grænserne for de to øvrigheders myndighedsområder
påtrængende.
Helt fra kejser Konstantin blev “kristen”,
og kristendommen efterfølgende blev gjort
til den bærende religion i Romerriget, havde
fristelsen til at sammenblande verdslig og
åndelig magt været til stede inden for kristendommen.
I middelalderen var det ikke
toregimentelæren i dens kirkehistoriske kontekst 21
blot den verdslige regent (kejseren), der ønskede
at udstrække sin magt til den åndelige
sfære, men i mindst lige så høj grad den
åndelige regent (paven), der havde ambitioner
på det verdslige område (Ebeling 1978,
141-142). En formel forening af åndelig og
verdslig magt i en enkelt person og i et enkelt
embede blev der imidlertid aldrig tale
om på højeste niveau. Tværtimod er middelalderens
kirkehistorie kendetegnet ved
en langvarig og alvorlig tvekamp mellem
paven og kejseren om at være den førende.
Ikke desto mindre har der givetvis op gennem
middelalderen ofte været tendenser til
at sammenblande åndelig og verdslig magt.
Og på Luthers tid var det en påtrængende
problemstilling. Romerkirken gjorde nemlig
ikke blot krav på at sidde inde med frelsens
goder, men havde siden middelalderens begyndelse
udviklet sig til at blive en politisk
og økonomisk magtfaktor, ikke mindst fordi
den i land efter land var blevet den største
jordbesidder. I Tyskland sad biskopperne
eksempelvis inde med de såkaldte gejstlige
fyrstendømmer. De var ikke blot biskopper,
men også fyrster med tilsvarende politisk
magt (Christensen 1964, 10-11; Larsen
1998, 15).
Denne sammenblanding af åndeligt og
verdsligt er dét Luther tager skarp afstand
fra med sit udsagn om at “derfor må man
omhyggeligt holde disse to styreformer adskilt
og lade begge eksistere, den ene frembringer
fromhed og retfærdighed, den anden
skaber fred og hindrer onde gerninger”
(166).
nødvendigheden af verdslig lov og
sværd
Men i forbindelse med sin argumentation
for nødvendigheden af at sondre mellem
de to regimenter fremhæver Luther, som
vi netop har set, også, at man “skal lade
begge eksistere” (166). Dette synspunkt il-
Dansk Tidsskrift for Teologi og Kirke / 02 / 11