Dansk tidsskrift for teologi og kirke - Menighedsfakultetet

More documents

Recommendations

Info

38 William T. Cavanaugh rikanske flag. Marty noterer sig, at det “var nødvendigt for landet at stå sammen” mens en krig stod på i Europa (Marty og Moore 2000, 24). Jehovas Vidner nægtede imidlertid at følge kendelsen. Her ser vi altså en nation på randen af krig, der kræver ærbødighed for dets flag og voldeligt forfølger en ikke-voldelig gruppe af mennesker, som mener, at flagdyrkelse er afgudsdyrkelse. Martys konklusion må da følgelig være en advarsel imod voldelig nationalisme, ikke sandt? Nej, overraskende nok er historiens pointe en advarsel mod faren ved religion i det offentlige rum. Inden for tre år omstødte højesteret sin egen kendelse, “men,” som Marty som, “i løbet af de tre år inden omstødelsen blev det tydeligt, at religion som modstiller ‘os’ og ‘dem’ – eller ‘dem’ modsat det vi tænker ‘staten’ bør gøre og være – udgør en risiko og kan opfattes af andre som farlig. Religion kan medføre alle slags problemer i offentligheden. Globalt findes der mange eksempler på terror og tragedie, som er skabt af mennesker, der handler på vegne af en religion” (Marty og Moore 2000, 24). Som Marty bruger termen i dette eksempel, refererer ‘religion’ ikke til handlingen at strække sin arm ud i en ritualiseret bevægelse og fremsige et løfte til et stykke stof pålagt totemisk kraft, men termen ‘religion’ henviser kun til Jehovas Vidners afvisning af at gøre dette. Og alligevel er volden mod Jehovas Vidner det primære bevismateriale i Martys advarsel mod religioners voldelige tendenser. Hvad får Marty til at komme med en så mærkelig pointe oven på denne historie? Tydeligvis er Marty imod at tvinge folk til at ære et flag. Martys sympati ligger ikke hos nationalisterne, der udøver vold mod nonkonforme medmennesker. Desuden bruger Marty meget plads på at vise, at det er ‘Risikoen Værd’ – titlen på bogens andet Dansk Tidsskrift for Teologi og Kirke / 02 / 11 kapitel – at tillade religion en stemme i offentlige anliggender. Ikke desto minde er kerneproblemet for Marty, at ‘religion’ bidrager med noget underligt og fremmedartet til den fælles offentlige debat. Marty har to tilsyneladende modsatrettede måder at forklare problemet på. På den ene side anklager Marty ‘religion’ for at være delende: “Når en bestemt gruppe opfatter sig selv som værende guddommeligt udvalgt og drager klare skel mellem sig selv og andre, er fjenden derved tydeligt udpeget, og vold kan blive virkelig” (Marty og Moore 2000, 27-28). Marty udbreder disse idéer i et afsnit, der hedder ‘Religion Deler’. Han skriver: “De, der er kaldet til at være religiøse, skaber naturligt separate grupper, bevægelser, stammer og nationer” (Marty og Moore 2000, 25). Det hellige privilegium, som disse grupper føler, leder dem til en negativ holdning mod andre. På den anden side er problemet med ‘religion’ ikke, at det opløser en attråværdig ensformighed, men at det modarbejder en sund pluralisme: “Intens religion kan fange mennesker, som ellers ville have haft flere forskellige forpligtelser, og udtrække fulde og eksklusive udtryk for deres loyalitet, ‘selv til døden’” (Marty og Moore 2000, 29). Religion kræver en altoverskyggende forpligtelse; en potentielt dødelig underordnelse af de mange til det ene. Ifølge denne analyse er det svært at se, hvorfor antagonisterne i åbningsscenariet ender der, hvor Marty placerer dem. Jehovas Vidner er tydeligvis skyldige i ‘religion’, fordi de har påstået en eksklusiv loyalitet til Jesus Kristus. De har fremprovokeret volden, om end de led under den snarere end udøvede den. Det er derimod ikke let at se, hvorfor deres forfølgere ikke også er skyldige i ‘religion’ ved at kræve lige så nøjeregnende “fulde og eksklusive udtryk for deres loyalitet, ‘selv til døden’”.
Svaret synes at ligge i den måde, hvorpå Marty opdeler det politiske rum. Med Martys termer består USA af én nationalstat, med én ‘offentlig plads’ og ét ‘fælles bedste’. Der er dog to typer af offentligt rum inden for nationalstaten. I det ene er enhed essentiel; i det andet er pluralisme ønskeligt. Marty ønsker at favne pluralisme i religiøs forpligtelse, og dette gør han ikke blot ved at privatisere religiøs tro. Marty mener, at løsningen på underkastelsen af de mange til det ene i religion, er at opmuntre religiøse mennesker til at deltage i en åben og høflig samtale omkring nationens fælles bedste. Som Marty siger, “blomstrer en republik, når mange stemmer taler” (Marty og Moore 2000, 162), og han argumenterer for, at religion er en vigtig stemme for at sikre vitalitet i den offentlige debat. Pluralisme er dog kun gavnligt på civilsamfundsniveau. Pluralisme i forhold til religiøse goder er uundgåeligt og prisværdigt, men når det gælder de midlertidige goder i nationens liv, må pluralisme afstå pladsen for en konsensus omkring det bedste for nationen. På det højere statsniveau må der frembringes en højere enhed for at forhindre nationalstatens opløsning. Flere samtidige forpligtelser angående religiøse goder på civilsamfundsniveau bør tilstræbes. Men når flere samtidige forpligtelser introduceres på statsniveau, bliver religion farlig. Martys løsning på pluralismens problem er altså, at individet underordner sin specifikke religiøse forpligtelse til sin forpligtelse til nationalstaten, som er en mere inklusiv virkelighed, der omhandler det temporale fælles bedste. Martys løsning på pluralismens problemstilling er normal i nutidig kristen socialetik. Den grundlæggende antagelse er, at nationalstaten er én by, inden for hvilken der findes en opdeling af goder og en opdeling af arbejdsområder, som følger visse vel- Fra en til to byer: kristen genforestilling af politisk rum kendte binære oppositioner: Civilsamfundet og staten, hellig og verdslig, evig og midlertidig, religion og politik, kirke og stat. I det næste afsnit af denne artikel vil jeg beskæftige mig med John Courtney Murrays indflydelsesrige forslag omkring opdelingen af politisk rum, som også Marty trækker på (Marty og Moore 2000, 16-17). Jeg vil udforske nogle begrænsninger ved at konstruere politisk rum på denne måde. Som i Martys eksempel med Jehovas Vidner vil den ene bys enhed overtage civilsamfundets mangeartede forpligtelser når rum konfigureres på denne måde, og derved vil opdelingen af goder i midlertidige og evige ikke holde. Nationalstaten bliver derved selv en slags religion. For at finde en mere brugbar konstruktion af politisk rum vender jeg mig mod Augustin, som snakker om ikke én, men om to byer. For Augustin er der ingen opdeling af goder. Begge byer bruger de samme begrænsede goder, men bruger dem til forskellige formål. De to byer konkurrerer for de samme goder; begge er forskellig praksis af religio. Samtidig med at Augustin klart ser modsætningen mellem de to alternative praksis af religio, hjælper han os dog også med at undgå den forsimplede dikotomi mellem kirke og stat. De to byer er ikke institutioner, men to performancer, to udførsler af rum og tid. For at illustrere denne idé vil jeg i sidste del af denne artikel vende mig mod Strauss’ opera Ariadne auf Naxos som en analogi for en kristen performativ forestilling af politik. e pluribus unum John Courtney Murray er den mest indflydelsesrige amerikanske katolske teoretiker, når det gælder løsningen på problemet med det ene og de mange i nationens liv. Ligesom Marty anerkender Murray en robust pluralisme af religiøse stemmer i den offentlige debat. Ifølge Murray er den ame- Dansk Tidsskrift for Teologi og Kirke / 02 / 11 39
Page 1 and 2: Dansk tidsskrift for teologi og kir
Page 3 and 4: oG polItIk IntroduktIon Er kirken p
Page 5 and 6: Fra en til to byer: kristen genfore
Page 9 and 10: Forholdet folk-stat-kirke i politis
Page 15 and 16: linje med andre af slagsen, for eks
Page 19 and 20: 360-graders teologi i en smedje tor
Page 21 and 22: Luther afviser således Romerkirken
Page 23 and 24: nemlig på den ene side Romerkirken
Page 25 and 26: når Paulus taler om, at de kristne
Page 27 and 28: ter Luthers opfattelse med god samv
Page 29 and 30: folkningen er muslimer. 1 Ellers er
Page 31 and 32: to-regimentslæren i dagens norge M
Page 33 and 34: gere å hevde at en her bygger på
Page 35 and 36: som gjerne går under navnet ekkles
Page 37 and 38: av hva den enkelte ‘føler’ er
Page 39: FrA en tIl to byer Kristen genfores
Page 45 and 46: modstridende ansigter, som Alasdair
Page 49 and 50: endnu ikke er fuldbyrdet, er ikke,
Page 53 and 54: Ariadne auf Naxos metaforen udspill
Page 57 and 58: missional teologisk uddannelse: det
Page 59 and 60: Grundtvig, kristendom og politik At
Page 61 and 62: Grundtvig, kristendom og politik Gr
Page 63 and 64: ske og de jordiske ting, og heraf k
Page 65 and 66: I det følgende citeres nogle af di
Page 67 and 68: var Danmark i det 19. århundrede m
Page 69 and 70: FrIHed oG FællesskAb - ArVen eFter
Page 71 and 72: er frihed til forskellighed. Frihed
Page 73 and 74: friheden derimod: Ytringsfrihed ska
Page 75 and 76: dagsorden for de vestlige samfund.
Page 77 and 78: Men det kan lade sig gøre, hvis l
Page 79 and 80: dansk oases vision for kirkens enhe
Page 83 and 84: Desmond Tutus udgangspunkt er det d
Page 85 and 86: denne bog interessant. Wright viser
Page 89 and 90: Anmeldt af Jeppe bach nikolajsen da
Page 91 and 92:
TIMOTHY KELLER DE FORTABTE SØNNERS
show all

Dansk tidsskrift for teologi og kirke - Menighedsfakultetet

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?