Dansk tidsskrift for teologi og kirke - Menighedsfakultetet

More documents

Recommendations

Info

42 William T. Cavanaugh ker til at være en tragisk virkelighed; pluralisme er både mål og trussel. Det eneste Murray derfor kan gøre er at appellere til idealet om en fredelig rationel konsensus, som tragisk nok virker til at have fejlet. Hvad sker der så rent faktisk i Murrays Amerika, når en rationel moralsk konsensus fejler? Opløses USA i kæmpende konspirationer? Bliver de forskellige grupperinger i civilsamfundet stærkere, og overtager den skrantende begrænsede stat? Empirisk materiale viser, at svaret på det andet spørgsmål er et klart ‘nej’. På trods af utallige beviser på at tidligere tiders moralske konsensus omkring seksuelle spørgsmål er borteroderet i en grad, som Murray ikke kunne forudse, er den amerikanske nationalstat ikke opløst, og statsmagten har sågar vokset sig utrolig magtfuld og allestedsnærværende i civilsamfundet. Department of Homeland Security er blot ét eksempel. I stedet for at staten er blevet opløst eller overtaget af civilsamfundet er det civilsamfundet, der er visnet eller indoptaget i staten (Hardt 1995, 27-45). Foreningerne i civilsamfundet – kirker, fagforbund, familier og så videre – eksisterer stadig, men har mistet meget af deres selvstændige autoritet. De viderefører nu identiteter og betydninger inden for det overordnede symbolsystem, som styres af statens og markedets dobbelte realitet. Forfaldet af de mellemste institutioner i civilsamfundet bliver taget for givet af grupper af akademikere så som Council on Civil Society (en amerikansk uafhængig gruppe af tænkere, ledere og andre), der indbefatter så forskellige personligheder som Francis Fukuyama og Cornel West, William Galston og Mary Ann Glendon. 1 Kort sagt er Murrays verden af robuste konspirationer og en begrænset stat ikke blevet til virkelighed. Det ene har i det store hele overtaget de mange, ligesom Wal-Mart (amerikansk supermarkedskæde Dansk Tidsskrift for Teologi og Kirke / 02 / 11 og andre) har overtaget små familieforretninger. Sammenligningen med Wal-Mart er bevidst, idet kapitalisme tydeligvis har haft en betydelig homogeniserende effekt. Mens valgmulighederne er vokset hastigt, er der yderst lidt uenighed med selve ideologien omkring det frie valg. Jeg er dog især interesseret i den politiske løsning på den “krigslignende struktur” der understrømmer pluralismen. Murray indser ikke, at den amerikanske nationalstat har fundet svaret på problemet med pluralisme gennem hengivenhed til selve nationen. Nationalstaten bliver styrket ved, at der ikke findes fælles højere formål, og ej heller nogen rationel basis, hvorved man kan snakke om højere formål. Igennem fraværet af et fælles formål bliver hengivenhed til staten et presserende formål i sig selv. Nationalstaten behøver pluralismens konstante krise for at kunne udvirke unum. Faktisk er den konstante trussel om sammenbrud nødvendig for enhver stat, der definerer sin værdi i forhold til den sikkerhed den kan tilbyde. Pluralisme vil altid være kritisk for en liberal stat, og løsningen til pluralismens krise er at samles omkring nationalstaten, der tilbyder en mystisk samhørighed, og derved redder os fra civilsamfundets konflikter. På trods af at den amerikanske konsensus som en naturlig fornuftig tradition er død, som Murray erkender, lever en anden type amerikansk konsensus i bedste velgående. Det er en konsensus om, at USA, som tidligere Indenrigsminister Madeleine Albright sagde det, er “den uundværlige nation” (Madeleine Albright citeret i Bacevich 2002, x). Den grundlæggende interne modsætning i nationalstaten overkommes gennem hengivenhed til selve nationalstaten, og især til dets organisering af dræbende energier. Derved er der en nødvendig forbindelse mellem nationalstatens to tilsyneladende
modstridende ansigter, som Alasdair Mac- Intyre påpeger. På den ene side er staten en mægler for goder og servicer, og træffer derved beslutninger mellem konkurrerende interesser baseret på magtforhold snarere end rationelle overvejelser om fælles formål. MacIntyre går videre end Murray, idet han siger, at nationalstatens offentlige diskurs umuligt kan føres på basis af delte normer for rationalitet i en Aristotelsk- Thomist betydning, til dels på grund af den enorme størrelse af den moderne nationalstat. Beslutninger træffes på baggrund af penge og magt, ikke fornuft, og derfor er (klasse-)konflikt uundgåelig. På den anden side præsenterer nationalstaten sig som et lager for hellige idealer og værdier, og kræver, at dets borgere er villige til at dræbe og dø for dem. På trods af Murrays protester om, at staten ikke bør være formidleren af det fælles bedste, bliver nationalstaten gennem humbug selv til det fælles bedste. Som MacIntyre skriver: “Når nationalstaten udgiver sig for at være vogteren af det fælles bedste, vil resultatet enten være latterligt, katastrofalt, eller begge dele. Det er en misforståelse, at modvægten til nationalstaten er et samfund, en misforståelse at dets borgere er et Volk, en slags kollektiv der samtidigt indbefatter alle borgere og er lige så stærkt som blodsbånd. I en moderne storskala nationalstat er et sådant kollektiv umuligt, og foregivelsen af dets mulighed er altid en ideologisk forklædning af dystre realiteter (MacIntyre 1999, 132). Den primære dystre realitet, der må forklædes, er vold. Carolyn Marvin argumenterer for, at “nationalisme er den mægtigste religion i USA” (Marvin og Ingle 1996, 768), og det er en religion, der skaber enhed gennem blodofre i krig. Det er ofte blevet påpeget, at landet står stærkest sammen i krigstider; som Randolph Bourne mindeværdigt har sagt det, “krig er statens sundhed” (se Fra en til to byer: kristen genforestilling af politisk rum Bourne 1964, 71). Denne kendsgerning peger ifølge Marvin på den iboende religiøse karakter af amerikansk nationalisme, for som hun definerer religion – inspireret på forskellig vis af Durkheim og Girard – er religionen forbundet med blodofre for at afdramatisere gruppens identitetskriser. Det er derfor tvingende nødvendigt, at vi fornægter nationalismens religiøse karakter. Hvorfor? “Fordi det, der er obligatorisk for gruppens medlemmer, nødvendigvis må adskilles fra det, der kan debatteres. At indrømme nationalismens religiøse karakter gør den sårbar over for udfordringer ved at sidestille den med sekterisk religion. Ved eksplicit at benægte at vore nationale symboler og pligter er hellige, beskytter vi dem mod konkurrence fra sekteriske symboler. Derved favner vi det ældgamle bud om ikke at udtale guds hellige navn. Guden er uudtrykkelig, usigelig, ukendelig, uden for sproget. Men denne gud kan ikke nægtes, når den kalder på sit offer” (Marvin og Ingle 1996, 770). Og derved er vi tilbage ved Martin Martys problem som udtrykt i begyndelsen af denne artikel. Offentlig “religion” er farlig, fordi den forsøger at pådutte enhed på pluralisme. Samtidig antages det, at religiøs og dødelig hengivenhed til nationalstatens enhed er en normal borgerpligt. Pluralitet er kun ønskeligt på civilsamfundsniveau, og kun så længe det ikke blander sig i den hellige pligt at holde sammen på statsniveau. Der findes kun en midlertidig by. Kirken kan nidkært vogte sit hellige rum inden for denne by, men den må ikke gøre indvendinger mod statens voldsmonopol. Fra en til to byer Problemet med det ene og de mange er teologisk uløseligt, så længe der kun er én by, som kirken må tilkæmpe sig rum indenfor. Murray og hans efterfølgere forsøgte at Dansk Tidsskrift for Teologi og Kirke / 02 / 11 43
Page 1 and 2: Dansk tidsskrift for teologi og kir
Page 3 and 4: oG polItIk IntroduktIon Er kirken p
Page 5 and 6: Fra en til to byer: kristen genfore
Page 9 and 10: Forholdet folk-stat-kirke i politis
Page 15 and 16: linje med andre af slagsen, for eks
Page 19 and 20: 360-graders teologi i en smedje tor
Page 21 and 22: Luther afviser således Romerkirken
Page 23 and 24: nemlig på den ene side Romerkirken
Page 25 and 26: når Paulus taler om, at de kristne
Page 27 and 28: ter Luthers opfattelse med god samv
Page 29 and 30: folkningen er muslimer. 1 Ellers er
Page 31 and 32: to-regimentslæren i dagens norge M
Page 33 and 34: gere å hevde at en her bygger på
Page 35 and 36: som gjerne går under navnet ekkles
Page 37 and 38: av hva den enkelte ‘føler’ er
Page 39 and 40: FrA en tIl to byer Kristen genfores
Page 41 and 42: Svaret synes at ligge i den måde,
Page 43: Fra en til to byer: kristen genfore
Page 49 and 50: endnu ikke er fuldbyrdet, er ikke,
Page 53 and 54: Ariadne auf Naxos metaforen udspill
Page 57 and 58: missional teologisk uddannelse: det
Page 59 and 60: Grundtvig, kristendom og politik At
Page 61 and 62: Grundtvig, kristendom og politik Gr
Page 63 and 64: ske og de jordiske ting, og heraf k
Page 65 and 66: I det følgende citeres nogle af di
Page 67 and 68: var Danmark i det 19. århundrede m
Page 69 and 70: FrIHed oG FællesskAb - ArVen eFter
Page 71 and 72: er frihed til forskellighed. Frihed
Page 73 and 74: friheden derimod: Ytringsfrihed ska
Page 75 and 76: dagsorden for de vestlige samfund.
Page 77 and 78: Men det kan lade sig gøre, hvis l
Page 79 and 80: dansk oases vision for kirkens enhe
Page 83 and 84: Desmond Tutus udgangspunkt er det d
Page 85 and 86: denne bog interessant. Wright viser
Page 89 and 90: Anmeldt af Jeppe bach nikolajsen da
Page 91 and 92: TIMOTHY KELLER DE FORTABTE SØNNERS

Dansk tidsskrift for teologi og kirke - Menighedsfakultetet

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?