Dansk tidsskrift for teologi og kirke - Menighedsfakultetet

22
Kurt Christensen
lustrerer han ved at påpege, at det aldrig
ville gå godt, hvis man prøvede at regere
verden udelukkende efter evangeliets retningslinjer
uden nogen form for verdslig lov
og sværd: “At driste sig til at styre et helt
land eller hele verden efter evangeliet, det
er nøjagtigt det samme, som hvis en hyrde
sætter ulve, løver, ørne og får sammen i
én stald og lader dem færdes frit imellem
hinanden og så siger: Æd nu af foderet, vær
gode og fredelige mod hinanden, stalden
står til jeres rådighed, foder er der nok af,
hunde eller hyrdestave behøver I ikke at
være bange for. Fårene skulle nok holde
fred og fredeligt lade folk opdrætte dem og
styre dem, men de ville ikke få noget langt
liv. Det ene dyr ville ikke få lov til at leve for
det andet” (166). Denne argumentation er i
samtiden tydeligvis rettet mod “pacifisterne”
blandt døberne, selvom den tankegang,
som Luther gør op med, givetvis også har
forekommet både før og efter Luthers tid.
de to regimenters grænser
Luther og hans tilhængere blev i januar
1521 lyst i pavens band, og den tyske kejser,
Karl V, stillede sig på rigsdagen i Worms
senere på foråret bag kirkens udstødelsesdom.
Da adskillige tyske fyrster derpå gjorde
foranstaltninger til at konfiskere Luthers
skrifter og da der i Nederlandene var
eksempler på, at evangeliske kristne var
blevet dræbt af katolsk sindede myndigheder,
blev spørgsmålet om de kristnes pligt
til at adlyde øvrigheden for alvor aktualiseret,
hvilket fremgår af titlen: Om lydighed
mod statsmagten (Von weltlicher Obrigkeit,
wie weit man ihr Gehorsam schuldig sei)
(Christensen 1964, 13, 156; Larsen 1998,
40, 46).
Dette spørgsmål kan imidlertid også formuleres
som spørgsmålet om det verdslige
regimentes grænser, og det er hovedtemaet
for del II i Om lydighed mod statsmagten
Dansk Tidsskrift for Teologi og Kirke / 02 / 11
(178). Men Luther er samtidig opmærksom
på, at også det åndelige regimente har sine
grænser (182). Del II kan derfor siges at beskæftige
sig med de to regimenters grænser.
Og Luther har klare udmeldinger i denne
sag: Hvad angår det verdslige regimente påpeger
han, at “det verdslige styre har love,
der ikke strækker sig videre end til legeme
og ejendom og de ydre ting på jorden” (178).
Det vil sige, at øvrigheden ikke regerer over
sjælen og troen. Det er derfor nytteløst og
umuligt at befale eller tvinge nogen med
magt til at tro noget bestemt (180). Troen
er en frivillig sag, som man ikke kan tvinge
nogen til. Den er en Guds gerning i Ånden
og kan ikke fremtvinges eller skabes af en
ydre magt (181).
Hvad angår det åndelige regimente gælder
tilsvarende, at det skal “regere i det indre
over sjælene ved hjælp af Guds ord” og
undlade at regere i det ydre som fyrster med
love, der kun angår liv og ejendom (182). Et
aspekt ved dette er så også, at det er biskopperne
og ikke de verdslige fyrster, der skal
bekæmpe falsk lære. Kætteri er nemlig “et
åndeligt anliggende, det kan man overhovedet
ikke slå ned med våben eller brænde
med ild eller drukne med vand. Men Guds
ord er alene om det” (186).
De to regimenter har altså hver sin opgave
og dertil hørende grænse. Men i den
aktuelle situation er alting vendt på hovedet:
Biskopperne har glemt at være biskopper
og vil regere som verdslige fyrster. Og
de verdslige fyrster har tilsvarende glemt
at regere verdsligt og vil i stedet regere åndeligt
over sjælene (182; jf. 187).
lydighed mod øvrigheden
Men skal man alligevel ikke som kristen
adlyde øvrigheden? Paulus har jo i Rom
13 udtrykkeligt fremhævet, at “alle skal
underordne sig under de øvrigheder, som
står over dem.” Til dette svarer Luther, at