Dansk tidsskrift for teologi og kirke - Menighedsfakultetet

More documents

Recommendations

Info

48 William T. Cavanaugh blot skæbnebestemt til ødelæggelse, når Gud engang omsider kommer i gang med at indsætte gudsriget i en fjern ubestemt fremtid. Mørkets magter og fyrster har allerede mødt deres overmand i Kristus. Dette ikke for at vægte allerede højere end endnu ikke; det er ikke et spørgsmål om “realiseret eskatologi,” troen på menneskets moralske fremgang. Det er derimod blot for at anerkende at allerede har ontologisk forrang over for endnu ikke. Allerede eksisterer nu, og vold er ikke blot endnu et datasæt som kristen etik må forsøge at håndtere. Denne politiske forestilling kan umiddelbart syntes at være en uansvarlig benægtelse af syndens konsekvenser, men det er ikke tilfældet, hvis vi læser historien igennem Jesu korsdød og opstandelse. På korset bliver konsekvenserne af endnu ikke tydelige på Kristi krop. De offentlige konsekvenser af synden og volden kan tydeligt ses af alle. Alligevel beskriver Paulus korset som en styrke og en sejr (1 Kor 1,18- 25). Selvom synden stadig eksisterer efter opstandelsen, er døden blevet frarøvet sin magt (1 Kor 15,55). “Spændingen” mellem allerede og endnu ikke skyldes dramaet der opstår når syndige mennesker begår og lider under synd. Spændingen kommer ikke, fordi vi er i tvivl om, hvem der vil vinde. Paulus er ganske sikker på både den nuværende lidelse, og det faktum at Gud har opslugt lidelsen en gang for alle. Der er altså ikke nogen “realiseret eskatologi”. Når martyrerne gennem deres død efterligner Kristus, er det tydeligt at se endnu ikke, men set i lyset af den større historie bliver deres død kaldt en “sejr” over de dæmoner og magter, der rotter sig sammen mod Guds by. Augustin anser martyriet som det middel, der afslører den jordiske bys falske religion, og åbenbarer den sande religion (Augustin 1950 VIII, 27). Syndens konsekvenser er tydelige i martyriet, men mar- Dansk Tidsskrift for Teologi og Kirke / 02 / 11 tyren står ansigt til ansigt med døden, som om den har mistet sin brod, og ikke længere har betydning. Fordi Guds rige allerede er nær, er Kristi sejr over døden den eneste sande virkelighed. Allerede og endnu ikke er ikke afbalanceret i martyriet; derimod bliver volden der hører til endnu ikke afsløret som værende del af et forsvindende styre. Igennem deres efterfølgelse af Kristus bliver det martyrerne snarere end de voldelige gerningsmænd, som bliver nøglen til at læse og performe historien eskatologisk. At performe Guds by Jeg vil ikke her gå i dybden med Augustins kommentarer angående den måde, hvorpå Guds by kan gøre brug af den jordiske bys dominerende magt. Lad os nøjes med at være enige med Karl Barths konklusion, at statens udøvelse af vold er unormal, et opus alienum og ikke et opus proprium (Barth 1961, 456). Det væsentlige i denne sammenhæng er den måde, hvorpå Augustins forestilling om to byer gør op med den moderne forestilling af et enkelt offentligt rum, formet af nationalstaten, hvori kirken på en eller anden måde må finde sin plads. Byerne er for Augustin ikke klart afgrænsede rum, men sæt af handlinger eller dramatiske performances, den ene groft sagt tragisk, den anden komisk. Det er kirkens opgave at afbryde den jordiske bys voldelige tragedie med forløsningens komedie og derved opbygge Guds by og afsløre den jordiske by som en ikke-by. Lad mig illustrere denne idé med Richard Strauss’ opera Ariadne auf Naxos. Handlingen foregår hos den rigeste mand i Wien, som har travlt med at arrangere en fest for utallige gæster. Værten har udsøgt smag, og har planlagt to optrædener efter middagen. Den ene er en tragisk opera baseret på legenden om Ariadne, og den anden er en komedie med harlekin, nymfer og nar-
Fra en til to byer: kristen genforestilling af politisk rum Kristent liv kan bedre sammenlignes med dramatisk improvisation hvor skuespillerne har bestemte vaner og karaktertræk, og får lov til at tage stykket i uforudsigelige retninger rer. Operaens opblæste komponist går ud af sit gode skind, da han opdager, at hans mesterværk skal efterfølges af sådan en letsindig forestilling. Situationen forværres for komponisten og hans Prima Donna, da hushovmesteren efter besked fra sin herre bekendtgør, at både tragedien og komedien skal opføres samtidig på den samme scene for at give tid til aftenens fyrværkerishow (Strauss 1943, 3-15). 6 Komponisten gør indvendinger mod at andre skuespillere skal infiltrere hans tragedie, idet Ariadne på Naxos “er symbolet på menneskehedens ensomhed.” Hushovmesteren forklarer, at husets herre har set prøverne og er “mishaget over at der i hans pragtvilla skal udspilles en så fattig scene som en øde ø” (Strauss 1943, 15-16). Han vil oplive tragedien ved at indsætte figurer fra komedien. Følgelig forbereder Zerbinetta og hendes komedie trup sig til at bringe lys og liv til Ariadnes historie. Zerbinetta er “en tidligere mester udi improvisation. Da hun altid spiller sig selv føler hun sig altid hjemme a scener af enhver slags” (Strauss 1943, 18). Da tæppet går for anden akt i Strauss’ opera græder Ariadne i en grotte, efter at hendes elsker Theseus har forladt hende. Ariadne beslutter sig for at vente på at dødens budbringer, Hermes, tager hende med til underverdenen, dødens domæne, for i døden er der fred og ende på lidelsen. Zerbinetta og hendes komiske trup afbryder dog Ariadnes tragedie, og ændrer operaens historie. Zerbinetta forsøger at overbevise Ariadne om, at hun ikke har brug for døden, men for en ny elsker. Den unge Gud Bacchus kommer på scenen, og Ariadne forveksler ham først med dødens budbringer. Lidt efter lidt bliver hun dog charmeret af ham, og hun omfavner livet i stedet for døden og han tager hende med til himlen. Bacchus får det sidste ord og proklamerer at “jeg er blevet rig på grund af din dybe sorg […]. Stjernerne skal slukkes på himlen førend døden skal rykke dig fra mine arme” (Strauss 1943, 25-48). I nogle kristne tankegange om politik findes der kun én scene, nemlig den jordiske by som nationalstaten, hvor kirken spiller en mindre rolle. For Augustin er scenen derimod hele verden, hvor frelseshistoriens drama udspilles. Den jordiske by og Guds by er to sammenfiltrede opførelser, den ene en tragedie, den anden en komedie. Der er ikke to sæt rekvisitter, ingen opdeling af goder mellem de åndelige og midlertidige, uendelige og begrænsede. Begge byer beskæftiger sig med samme spørgsmål: Hvad er meningen med menneskeligt liv? Hvordan skal man organisere menneskeligt liv for at opnå denne mening? Forskellen er, at Guds by fortæller den historie, som vi tror er sand. Nemlig at Gud ved Kristus igennem Ånden har frelst os fra den uundgåelige volds tragedie. Ligesom Zerbenitta og hendes trup, afbryder kirken den jordiske Dansk Tidsskrift for Teologi og Kirke / 02 / 11 49
Page 1 and 2: Dansk tidsskrift for teologi og kir
Page 3 and 4: oG polItIk IntroduktIon Er kirken p
Page 5 and 6: Fra en til to byer: kristen genfore
Page 9 and 10: Forholdet folk-stat-kirke i politis
Page 15 and 16: linje med andre af slagsen, for eks
Page 19 and 20: 360-graders teologi i en smedje tor
Page 21 and 22: Luther afviser således Romerkirken
Page 23 and 24: nemlig på den ene side Romerkirken
Page 25 and 26: når Paulus taler om, at de kristne
Page 27 and 28: ter Luthers opfattelse med god samv
Page 29 and 30: folkningen er muslimer. 1 Ellers er
Page 31 and 32: to-regimentslæren i dagens norge M
Page 33 and 34: gere å hevde at en her bygger på
Page 35 and 36: som gjerne går under navnet ekkles
Page 37 and 38: av hva den enkelte ‘føler’ er
Page 39 and 40: FrA en tIl to byer Kristen genfores
Page 41 and 42: Svaret synes at ligge i den måde,
Page 45 and 46: modstridende ansigter, som Alasdair
Page 49: endnu ikke er fuldbyrdet, er ikke,
Page 53 and 54: Ariadne auf Naxos metaforen udspill
Page 57 and 58: missional teologisk uddannelse: det
Page 59 and 60: Grundtvig, kristendom og politik At
Page 61 and 62: Grundtvig, kristendom og politik Gr
Page 63 and 64: ske og de jordiske ting, og heraf k
Page 65 and 66: I det følgende citeres nogle af di
Page 67 and 68: var Danmark i det 19. århundrede m
Page 69 and 70: FrIHed oG FællesskAb - ArVen eFter
Page 71 and 72: er frihed til forskellighed. Frihed
Page 73 and 74: friheden derimod: Ytringsfrihed ska
Page 75 and 76: dagsorden for de vestlige samfund.
Page 77 and 78: Men det kan lade sig gøre, hvis l
Page 79 and 80: dansk oases vision for kirkens enhe
Page 83 and 84: Desmond Tutus udgangspunkt er det d
Page 85 and 86: denne bog interessant. Wright viser
Page 89 and 90: Anmeldt af Jeppe bach nikolajsen da
Page 91 and 92: TIMOTHY KELLER DE FORTABTE SØNNERS

Dansk tidsskrift for teologi og kirke - Menighedsfakultetet

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?