Dansk tidsskrift for teologi og kirke - Menighedsfakultetet

More documents

Recommendations

Info

l - - . 50 William T. Cavanaugh bys tragedie, og opfører Kristi forløsende komedie. Kirken tillader ikke, at den jordiske by definerer et enkelt offentligt rum, men redefinerer i stedet konstant det, der virkelig er offentligt. Kirken er ikke en separat institution, der opfører et separat drama, men sammen med andre aktører forsøger den at afværge tragedien, og opføre forløsningens drama. Samuel Wells bog Improvisation er en herlig refleksion over den kristne etiks drama. Wells pointerer, at drama som det er brugt i kristen etik, er for begrænset et begreb, hvis det betyder at følge et forberedt manuskript. Wells argumenterer for, at denne type improvisation ligner Guds handling med sit skaberværk. Gud accepterer eller afviser ikke blot verdens syndighed, som om det var givent på forhånd, men “overaccepterer” i stedet verdens syndighed i Jesu liv, død og opstandelse. “Overaccept” er en dramatisk term, der indikerer en improviseret restrukturering af dramaets handling for at fortælle en større historie. Wells benytter eksemplet om en koncertpianist, der bliver forstyrret af et barn, der slår på klaverets tangenter. I stedet for blot at ignorere larmen, eller få barnet fjernet, placerer pianisten sine hænder ved siden af barnets, og væver en smuk improviseret melodi imellem barnets uharmoniske toner (Wells 2004, 59-70, 131-132). 7 Overaccept er ikke altid umiddelbart smukt. Martyriet fremviser voldens og dødens desperate grimhed. Og alligevel omformer martyriet døden ved at placere den i en større historie om, hvad Kristus har gjort med døden. Kristen politisk etik forvrænges ofte ved at behandle visse afhængige virkeligheder som forudbestemte. Synd og vold er indtil videre en del af tingenes tilstand; endnu ikke gøres til et konstant aspekt ved livet på jord. Der er én by, beskyttet mod opløsning af staten, som er en naturlig institution, der Dansk Tidsskrift for Teologi og Kirke / 02 / 11 skal beskytte de næstsidste politiske goder, som kræver beskyttelse gennem dominans. Vores opgave er at forvalte historien ved at bringe en smule orden til det grundlæggende kaos. I modsætning hertil viser Augustin os gennem sin læsning af første Mosebog, at den oprindelige godhed er mere basal end synd. Augustin viser os, hvordan Gud har åbnet en anden by som en ny type forestilling, der ikke betragter synd som givent på forhånd. Som Wells antyder er Gud den eneste sande forudgivne, og den eneste sande giver. Kristen etik handler ikke om at forvalte historien, men om at overacceptere de ting, der tilsyneladende er forudgivne i menneskelig liv, og bruge dem som gaver i lyset af Guds nåde: “Derved bliver skæbnen (fate) som noget forudgivet forvandlet til en gave (destiny) ved at placere den inden for en større historie” (Wells 2004, 124-126). I Augustins termer er Guds by historien om, hvordan Gud har taget den menneskelige synds tragedie, og indoptaget den i forløsningens drama, opført over tid. Når vi tænker de to byer som to opførsler, kan det hjælpe os til at undgå nogle væsentlige problemer i den måde vi tænker kirken på. Kirken som Gud ser den –som Kristi krop – er ikke en menneskelig institution klart afgrænset fra den verdslige politiske arena. Kirken er ikke en polis, men et sæt af handlinger eller performancer, der deltager i den frelseshistorie, som Gud udfolder på jorden. På samme måde er den jordiske by ikke bare lig staten som institution; et kristent postbud er ikke på nogen måde en selvmodsigelse. I Augustins metafor er begge grupper af mennesker forenet af de ting de elsker, og de måder hvorpå de forestiller sig og bruger dem. De forenes altså ikke primært af de ting, som vi normalt forbinder med institutioner, såsom bygninger, udstyr og vedtægter. Kirken er ikke en separat enklave, men i lighed med
Ariadne auf Naxos metaforen udspiller den sammen med andre Guds by. Kirkens sociale tilstedeværelse er ikke på nogen måde for kirkens skyld, og kirken skal heller ikke sky andre grupper som urene. Ikke alene er kirken ofte engageret med andre trupper, men den improvisation der foregår for at forhindre, at døden får det sidste ord, udvisker og gennemtrænger grænserne mellem kirken og det, der ikke er kirke. Som Nicolas Healy skriver “er kirken syndig og af denne verden, og Ånden virker gennem skaberværket; derfor er ‘kirken’ og ‘verden’ ofte mere præskriptive end deskriptive kategorier indenfor den theodramatiske horisont” (Healy 2000, 170). Selvom historien om Guds by for Augustin primært er historien om kirken, er der ingen tvivl om, at den empiriske kirke er fuld af synd, og at kirkens historie skal fortælles i et angrende toneleje. Kirken er ikke et ideelt samfund, der skal fejres for dets moralske overlegenhed i forhold til staten og andre foreninger. Kirkens ontologiske deltagelse i Kristus er ikke ensbetydende med en fuldstændig identifikation af kirken med Kristus på jord. Kirken skal erkende dens synd, og må altid fortælle frelseshistorien med anger, som en historie om syndstilgivelse; vores syndstilgivelse. For at kunne fortælle denne historie sandfærdigt, må vores erkendelse af vores syndighed ikke blive en undskyldning for fortsat deltagelse i synd. Kirkens syndserkendelse kan blive en slags resignation over for syndens uundgåelighed, hvor realiteten af “endnu ikke” kræver, at vi med et skæbnesvangert suk tager sværdet op igen og bekæmper synd med synd. Men hvis vores syndserkendelse fører til et tragisk verdensbillede, er vores ydmyghed blevet dæmonisk. En sand eskatologisk forståelse kræver hverken en tragisk resignation over for synden eller en triumferende deklaration af kirken Fra en til to byer: kristen genforestilling af politisk rum som verdens endeligt. Den kræver en fuldt angrende “overaccept” af menneskelig begrænsning og syndighed ved at modtage den helbredelse som Guds rige, gennem Kristus og Ånden, har plantet midt i vores bloddryppende historie. Erkendelsen af vores syndighed bliver ikke til en erkendelse af vores tragiske skæbne, men derimod en ydmyg erkendelse af, at vi ikke har ansvaret for at sørge for at historien ender godt ved at gribe til voldelige midler. Det er blevet vores skæbne at modtage Guds rige i ydmyghed og taknemmelighed. Guds by er ikke formet som vores triumf, men som vores anger. konklusion Jeg vil runde af med to eksempler, der illustrerer, hvordan bevægelsen fra en til to byer kan se ud i moderne politik. Begge eksempler omhandler Irak. Forestillingen om en enkelt by kan ses i de argumenter, som flere prominente amerikanske katolske kommentatorer fremførte i 2003, idet de talte for, at kirken var velkommen til at byde ind med sin mening om den forestående krig, men den endelige beslutning lå hos præsidenten (Weigel 2003, 7-10; Novak 2003). Antagelsen var, at kirken er en af mange bidragsydere i den ene offentlige debat om krigen; når nationen træffer sin beslutning, bør kirken i USA loyalt støtte krigsindsatsen. De fleste kristne amerikanere støttede faktisk præsident Bushs beslutning om at invadere Irak inden krigen, på trods af dybtfølt og vedvarende modstand mod krigen fra Paven og den øverste ledelse af langt de fleste kristne kirkeretninger. Når kirken ses som bestemt – som en af mange i civilsamfundet – og nationalstaten ses som universel – som den større enhedsskabende virkelighed – er det uundgåeligt, at den ene vil opsluge de mange i et formodet hensyn til fred og fordragelighed. Faktisk bliver Dansk Tidsskrift for Teologi og Kirke / 02 / 11 51
Page 1 and 2: Dansk tidsskrift for teologi og kir
Page 3 and 4: oG polItIk IntroduktIon Er kirken p
Page 5 and 6: Fra en til to byer: kristen genfore
Page 9 and 10: Forholdet folk-stat-kirke i politis
Page 15 and 16: linje med andre af slagsen, for eks
Page 19 and 20: 360-graders teologi i en smedje tor
Page 21 and 22: Luther afviser således Romerkirken
Page 23 and 24: nemlig på den ene side Romerkirken
Page 25 and 26: når Paulus taler om, at de kristne
Page 27 and 28: ter Luthers opfattelse med god samv
Page 29 and 30: folkningen er muslimer. 1 Ellers er
Page 31 and 32: to-regimentslæren i dagens norge M
Page 33 and 34: gere å hevde at en her bygger på
Page 35 and 36: som gjerne går under navnet ekkles
Page 37 and 38: av hva den enkelte ‘føler’ er
Page 39 and 40: FrA en tIl to byer Kristen genfores
Page 41 and 42: Svaret synes at ligge i den måde,
Page 45 and 46: modstridende ansigter, som Alasdair
Page 49 and 50: endnu ikke er fuldbyrdet, er ikke,
Page 51: Fra en til to byer: kristen genfore
Page 57 and 58: missional teologisk uddannelse: det
Page 59 and 60: Grundtvig, kristendom og politik At
Page 61 and 62: Grundtvig, kristendom og politik Gr
Page 63 and 64: ske og de jordiske ting, og heraf k
Page 65 and 66: I det følgende citeres nogle af di
Page 67 and 68: var Danmark i det 19. århundrede m
Page 69 and 70: FrIHed oG FællesskAb - ArVen eFter
Page 71 and 72: er frihed til forskellighed. Frihed
Page 73 and 74: friheden derimod: Ytringsfrihed ska
Page 75 and 76: dagsorden for de vestlige samfund.
Page 77 and 78: Men det kan lade sig gøre, hvis l
Page 79 and 80: dansk oases vision for kirkens enhe
Page 83 and 84: Desmond Tutus udgangspunkt er det d
Page 85 and 86: denne bog interessant. Wright viser
Page 89 and 90: Anmeldt af Jeppe bach nikolajsen da
Page 91 and 92: TIMOTHY KELLER DE FORTABTE SØNNERS

Dansk tidsskrift for teologi og kirke - Menighedsfakultetet

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?