Dansk tidsskrift for teologi og kirke - Menighedsfakultetet

78 Charlotte morten munch Dyremose
er aktive kristne eller vi er såkaldte kulturkristne.
Den slags normer og værdier er uundværlige.
Den demokratiske styreform sikrer
godt nok, at flertallet bestemmer. Men
flertalsstyre i sig selv sikrer jo ikke, at det,
der besluttes, er godt, etisk overvejet eller
sågar fornuftigt. Derfor må jeg som konservativ
fastholde, at et samfund nødvendigvis
må hvile på nogle grundlæggende værdier
og normer for at demokratiet kan fungere
positivt.
Hele vores forståelsesramme er bygget
op om den kristne kulturarv. Det er en sådan
fælles forståelsesramme, der ligger til
grund for vores samfund. Det er de værdier,
der hver dag er med til at præge os. Luthers
to-regimentelære har gjort os i stand til at
forstå at skelne mellem religion og politik,
sådan at vi på demokratisk vis kan føre en
samtale, hvor det religiøse argument hverken
vægter mere eller mindre i den offentlige
debat. Og sådan at demokratiet er den
højeste politiske instans i Danmark. Ikke
Bibelen eller Koranen.
Den kulturarv skal vi værne om uanset
om man betragter den som en del af
den kristne arv eller den danske tradition.
Og det gælder lige fra grundsætningen om
menneskers ligeværd til fastholdelse af helligdagslovgivningen.
Vi konservative ønsker derfor at fastholde
båndet mellem stat og kirke. Vi vil
religionsfriheden. Men vi vil stå fast på folkekirkens
forrang. Efter min bedste overbevisning
skulle kirken såmænd nok klare
sig glimrende uden staten. Måske en lang
række mennesker ville blive mere engage-
Dansk Tidsskrift for Teologi og Kirke / 02 / 11
rede i deres lokale kirke, hvis staten ikke
bare passede kirken for os. Jeg vil faktisk
ikke udelukke, at det ligefrem ville kunne
styrke både engagementet, kirkegangen og
den kristne bevidsthed hos os danskere.
Men hvordan ville staten klare sig uden
kirken? Det er jeg mere i tvivl om. Og hvordan
ville vi som danskere klare os, hvis vi
blev fornægtet vores religiøse og kulturelle
arv? Det er et trist samfund, der ikke vedkender
sig sin historie. Risikoen er et rodløst
folk. Et rodløst folk har ikke forståelse
for andres værdier og traditioner. Et rodløst
folk kan blive et konfliktfyldt folk og rodløsheden
kan føre til, at vi ikke længere har de
basale positive værdier, der hver dag sikrer,
at vi bruger vores demokratiske rettigheder
i en positiv ånd.
For bagsiden af en adskillelse af kirke
og stat kunne meget let blive en splittelse.
Fronterne ville blive trukket op mellem troende
og ikke troende og mellem forskellige
trosretninger. Vores fundamentale værdier
ville blive udvisket og fornægtet. Og med
dem ville tolerancen og forståelsen for andre
religioner ryge med. Vejen mellem kristen
og muslim er jo ofte kortere end vejen
mellem religiøs og ateist. Religion på den
rette måde og i den rette form er fremmende
for dialog og forståelse, hvorimod
religionsfjendtlighed vil være med til at opbygge
barrierer ikke bare overfor folkekirken
men også overfor andre religioner. Vores
samfunds fundament er den rummelige
folkekirketradition. Et flot fundament, som
vi for altid må holde fast i og fortsat bygge
vores kirke og vores samfund på.