November 2003 Liahona - Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige

100
Som præsident Faust mindede os
om i går, har Joseph om sine egne
ufuldkommenheder sagt: »Jeg har
aldrig sagt, at jeg var fuldkommen –
men der findes ingen fejl i de åbenbaringer,
som jeg har forkyndt« (Andrew
F. Ehat og Lyndon W. Cook, Words of
Joseph Smith, 1980, s. 369).
Ironisk nok gik den unge Joseph
Smith ind i skoven for at få at vide,
hvilken kirke han skulle slutte sig til –
ikke i et forsøg på at blive kaldet som
seer, åbenbarer, oversætter og profet
(se L&P 21:1). Både i skoven og
senere hen trængte solstråler af lykke
igennem! De åbenbaringer og oversættelser,
som fulgte, var ikke blot
spekulationer, åndelige tanker eller
fyndord, men i stedet var de guddommelige,
erklærende redegørelser.
Omfanget af de åbenbaringer og
oversættelser, han frembragte, er
enormt, og det understreger ordene
»en udvalgt seer«. Men det er ikke
blot det enorme omfang af det, som
Joseph modtog, som nu deles med
menneskeheden, men det er også de
forbløffende oplysninger, som findes
midt i denne rigelige strøm.
Gennem talrige åbenbaringer og
oversættelser afsløredes for eksempel
en beskrivelse af universet, som langt,
langt oversteg 1830’ernes astrofysik,
et kosmos, som rummede »utallige
verdener«, og vi får endvidere at vide,
at »deres indbyggere er sønner og
døtre af Gud« (Moses 1:33; L&P
76:24).
For længe siden blev Abrahams
utallige efterkommere sammenlignet
med sandet ved havets bred, et overvældende
løfte (1 Mos 22:17).
Genoprettelsens åbenbaringer og
oversættelser taler om et umådeligt
univers, så det kommer ikke som en
overraskelse, at videnskabens seneste
overslag på antallet af stjerner i universet
er cirka 70 trilliarder – »flere
stjerner i himmelrummet,« siger
videnskabsmænd, »end der er sandkorn
på hver eneste strand og ørken
på jorden« (Allison M. Heinrichs, »The
Stellar Census: 70 sextillions«, Los
Angeles Times, 26. juli 2003; se også
Carl Sagan, Cosmos, 1980, s. 196).
Der kom også åbenbaringer og
oversættelser, som omhandlede Guds
vigtigste hensigt, »at tilvejebringe udødelighed
og evigt liv for mennesket«,
hvilket beroliger os på en guddommelig
og koncis måde (se Moses 1:39).
Guds plan for sjæles udvikling har
ikke ændret sig. Den blev beskrevet for
oldtidens Israel, hvis 40 år i ørkenen,
skulle »ydmyge dig og sætte dig på
prøve, så han kunne få at vide, om du
har i sinde at holde hans befalinger
eller ej« (5 Mos 8:2). Derfor forstår
disciple i dag, hvorfor vores tro og tålmodighed
nu og da prøves – for at vi
kan berede os til at komme hjem (se
Mosiah 23:21).
Brødre og søstre, vi går ikke i
mange timer uden atter at skulle
beslutte, hvilken vej vi vil vende os;
og om vi vender vores teltåbning
mod Sodoma eller mod det hellige
tempel (se 1 Mos 13:12; Mosiah 2:6).
Gud har ingen små, distraherende
hobbyer rundt om i universet. Vi er
centrum for hans omsorg og hensigter.
Hvilken skærende kontrast til dem, der
mener, at mennesket lever i et »uovervåget
univers« (Bertrand Russell, »A
Free Man’s Worship«, i Mysticism and
Logic and Other Essays, 1917, s. 50),
»uden nogen herre« (Albert Camus,
The Myth of Sisyphus and Other
Essays, oversat af Justin O’Brien,
1955, s. 123).
Der var også åbenbaringer om
vores lange liv som Guds åndebørn,
såsom »mennesket var også i begyndelsen
hos Gud« – en udtalelse, der
ledsages af flere glimt om menneskets
evige natur (se L&P 93:29). Disse
udtalelser og deres omfattende konsekvenser
er mange, blandt andet
udfordres læren om, at mennesket
blev skabt på et øjeblik »ud af intet«.
En anden konsekvens ved, at vi var
sammen med Gud »i begyndelsen«,
er, at du som person har levet meget
længe. Derfor skrev apostlen
Johannes så ganske korrekt, at Gud
»elskede os først« (se 1 Joh 4:19). Og
midt i jordelivets uro erfarer vi, hvem
andre mennesker i virkeligheden er –
vore åndelige brødre og søstre, ikke
blot en grå masse, rivaler eller fjender.
Og derfor bør vi nære en særlig ærefrygt
og respekt for menneskeliv.
Disse tre forbløffende åbenbaringer
og oversættelser henvender sig