November 2003 Liahona - Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige

14
To søstre i Nigeria fotograferet af søster Anne C. Pingree. De gik 29 km for at få
tempelanbefalinger, som de måske aldrig er i stand til at benytte.
lommetørklæde, hvori de bar deres
værdifulde anbefaling. Jeg bærer deres
eksempel på tro, omhyggeligt indpakket
i mit hjerte.
Disse to pagt-hjælpeforeningssøstre
er eksempel på betydningen af
Almas belæring »angående tro: Tro
er derfor ikke at have fuldkommen
kundskab om noget; men dersom I
har tro, har I håb om det, som ikke
ses, men som er sandt.« 2
Tro er den mest personlige refleksion
af tilbedelse af – og hengivenhed
til – vor himmelske Fader og hans
enbårne Søn, Jesus Kristus. Forankret
i dette første og vigtigste princip i
evangeliet, ser vi hen til vor Frelser,
idet vi ved, at »Jesus [er] troens banebryder
og fuldender.« 3
Min tipoldetante, Laura Clark
Phelps, var det første medlem af
familien Clark, som sluttede sig til
Kirken. Hun var en kvinde, som på
enestående vis viste tro på Herren,
og som stod fast, uden at tvivle. 4
Lauras arv belærer meget om troens
lærdom som »tillid til det, der
håbes på, overbevisning om det, der
ikke ses.« 5 Hun fik sin patriarkalske
velsignelse af Joseph Smith senior.
Her blev hun rådet til at være trofast,
så ville hun få en arv i Zion. Hun fik
endvidere at vide, at hun skulle
»påkalde Gud i tro, og hvis du vil, vil
du modtage alle dit hjertes ønsker.« 6
Laura og hendes mand kendte profeten
Joseph Smith. Ved en bestemt
lejlighed kom profeten og hans broder
Hyrum løbende til deres gård
uden for Far West i Missouri, hvor
Laura gemte dem bag et forhæng.
Hun mødte roligt pøbelens ledere,
som kort efter kom løbende ind i
huset i deres søgen efter profeten.
Laura oplevede de glæder og den
fattigdom og de strabadser, som de
første medlemmer af Kirken i denne
uddeling var udsat for. Hendes tro
voksede, mens hun blev drevet bort
fra sine hjem og adskilt fra sin mand
ved forskellige lejligheder. Som en
effektiv jordemoder arbejdede og rejste
hun både nat og dag i al slags vejr
for at kunne hjælpe med til at sørge
for sin familie. Denne overanstrengelse
og udsættelse for et hårdt liv krævede
sin pris. Hun døde i en ung alder
af 34 år og efterlod sig sin ægtemand
og fem børn. Hun levede ikke, så hun
kunne se sine børn, sine børnebørn
eller oldebørn efterfølge hende i
troen. Hun oplevede ikke velsignelserne
ved at modtage sin egen
tempelbegavelse i dette jordeliv, velsignelser,
som jeg tror, at hun ville
have sat pris på.
Lauras trofaste liv vidner om dette
vers fra Hebræerbrevet: »Med troen i
behold døde alle disse uden at have
fået løfterne opfyldt; de havde kun set
og hilst deres opfyldelse i det fjerne,
og de bekendte, at de var fremmede
og udlændinge på jorden.« 7 Troen
levede i Laura, og Laura efterlevede
sin tro.
Jeg elsker min tipoldetante Laura og
bærer hendes eksempel i mit hjerte.
Hun minder mig om, ligesom søstrene
fra Hjælpeforeningen i Nigeria, at »alt
er muligt for den, der tror.« 8
Troen, den åndelige evne til at blive
overtalt af løfterne, som ses »i det
fjerne«, men som måske ikke opnås i
dette liv, er en sikkerhed for dem, som
i sandhed tror. Ældste Bruce R.
McConkie udtrykte denne sandhed
med disse ord: »Tro kræver i sin fulde
og reneste form en urokkelig forvisning
og ... absolut tillid til, at [Gud]
vil høre vore bønner og opfylde vores
bønfaldelse« 9 i sin egen bestemte tid.
Når vi tror på det, kan vi også »stå fast
i troen« 10 i dag og i morgen.
Det betyder ikke noget, hvor vi
bor, eller hvordan vore individuelle
forhold er. Vi kan hver dag med vores
retfærdige levevis udvise en tro på
Jesus Kristus, som overgår enhver