November 2003 Liahona - Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige

72
Faderen og er overvældet over at se
ham græde. Han siger i undren og forbavselse
til dette, det allermægtigste
væsen i universet: »Hvorledes er det,
at du kan græde? ... du er barmhjertig
og nådig evindelig ... Fred ... er din
trones bolig; barmhjertighed skal
udgå fra dit åsyn og ingen ende have;
hvorledes kan du da græde?«
Idet Gud ser på begivenhederne
i næsten enhver tidsaldre, svarer han:
»Se disse dine brødre, de er mine
egne hænders værk ... Jeg [har] givet
dem ... befaling om, at de skulle elske
hverandre, og at de skulle vælge mig,
deres Fader; men se, de er uden hengivenhed,
og de hader deres eget
blod ... Hvorfor skulle himlene ikke
græde, når de ser, hvorledes disse
skal lide?« 10
Denne enkle, betagende scene gør
mere for at lære os om Guds sande
natur end nogen teologisk afhandling
nogen sinde kunne bibringe. Det
hjælper os også med meget bedre at
forstå det levende øjeblik i Mormons
Bogs allegori om oliventræet, hvor
vingårdens herre efter at have gravet
og gødet, vandet og luget, beskåret,
trimmet, omplantet og podet, kaster
sin spade og sit lugejern fra sig og
græder, og råber til alle, som vil lytte:
»Men hvad mere kunne jeg have gjort
i min vingård?« 11
Hvilket uudsletteligt billede af
Guds engagement i vores liv! Hvor er
smerten i en forælder stor, når hans
børn ikke vælger ham eller »det evangelium
12 «, som han har sendt! Hvor er
det let at elske nogen, som elsker os
så overordentlig!
Selvfølgelig er den ændring, der
gennem generationer langsomt er
sket væk fra tro på en fuldkommen og
omsorgsfuld Fader ikke blevet hjulpet
af fejlende generationers menneskeskabte
trosbekendelser, som beskriver
Gud forskelligt som ukendt og
umulig at kende – formløs, uden
lidenskaber, flygtig, overjordisk, allestedsnærværende,
dog samtidig intetstedsnærværende.
Dette beskriver i
sandhed ikke det væsen, vi ser gennem
disse profeters øjne. Ej heller
passer det på den levende, åndende,
legemliggjorte Jesus af Nazaret, som
var og er i »Guds herligheds glans og
hans væsens udtrykte billede.« 13
I denne henseende kom Jesus ikke
i nær så høj grad for at forbedre Guds
syn på mennesket, som for at forbedre
menneskets syn på Gud og for
indtrængende at bede dem om at
elske vor himmelske Fader, som han
altid har og altid vil elske dem. Guds
plan, Guds magt, Guds hellighed, ja
endog Guds vrede og dom havde de
lejlighed til at forstå. Men Guds kærlighed,
den store dybde af hans hengivenhed
over for sine børn, forstod
de stadig ikke fuldstændigt – før
Kristus kom.
At give de sultne mad, helbrede
de syge, fordømme hykleri, bede
om tro – det var Kristus, der viste os
Faderens vej, han som er »barmhjertig
og gavmild, er langsom til vrede, er
langmodig og fuld af godhed.« 14 Ved
sit liv og især ved sin død erklærede
Jesus: »Dette er Guds barmhjertighed,
jeg viser jer, såvel som det er min
egen.« I den fuldkomne Søns tilkendegivelse
af den fuldkomne Faders
kærlighed i deres fælles lidelse og
sorg for de synder og sorger, resten
af os var årsag til, ser vi den endelige
betydning af erklæringen: »For således
elskede Gud verden, at han gav sin
enbårne søn, for at enhver, som tror
på ham, ikke skal fortabes, men have
evigt liv. For Gud sendte ikke sin
søn til verden for at dømme verden,
men for at verden skal frelses ved
ham.« 15
Jeg bærer personligt vidnesbyrd
i dag om en personlig, levende Gud,
som kender vores navn, hører og
besvarer bønner og for evigt har
omsorg for os som hans åndelige
børn. Jeg vidner om, at midt i de
vidunderligt komplicerede opgaver,
der er en del af universet, søger han
vores personlige lykke og sikkerhed
i højere grad end alle andre gudelige
bekymringer. Vi er skabt i selve hans
billede og lignelse, 16 og Jesus fra
Nazaret, hans Enbårne Søn i kødet,
kom til jorden som den fuldkomne
jordiske tilkendegivelse af hans storhed.
Ud over de fordums vidner har vi