November 2003 Liahona - Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige

74
Hvordan ved vi det? Ved åbenbaring
og profeternes vidnesbyrd.
Den religionshistoriske tidslinie
begynder med Bibelen. Det er en
optegnelse over Guds tidlige åbenbaring
til hans profeter om hans handlemåde
med menneskeheden. Den
begynder med en optegnelse om
Adam og Eva, vore første forældre,
deres skabelse, deres fald med dets
konsekvenser – dødelighed og adskillelse
fra Gud – og deres første skridt
ind i den dødelige verden. Dengang
var et af deres første spørgsmål sikkert:
»Hvorfor er vi her?« Deres
eneste løsning for at finde svaret på
det var at påkalde Herrens navn,
deres eneste kilde til sand kundskab
(1 Mos 4:26). Ved direkte åbenbaring
hørte de Herrens røst, der befalede
dem, at de skulle tilbede Herren
deres Gud og bringe offergaver til
ham (se 1 Mos 4:4; Moses 5:4-5).
Adam og Eva blev ved yderligere åbenbaring
belært om, at offergaverne var
symbol på Faderens Enbårnes offer,
og at Jesus Kristus var det eneste
navn, hvorved de kunne blive frelst.
Derpå blev Helligåndens gave lovet
dem, hvorved hvad som helst, de bad
om, ville blive givet dem (se Moses
5:6-7; 6:52).
Ved Helligåndens kraft opnåede
Adam senere et sikkert og ufejlbarligt
vidnesbyrd om, at Jesus var Kristus,
verdens Frelser og Forløser. Der skete
en bogstavelig oprettelse af en forståelse
for Adams og Evas jordiske og
faldne stand, ved at give dem kundskab
om deres forhold til Faderen,
Sønnen og den Helligånd, kundskab
om forløsningen og opstandelsen og
yderlig kundskab om frelsens evangeliums
første principper og ordinancer.
På grund af det, som Adam hørte,
og det, som han så, var han egnet til
at blive kaldet som den første profet
på jorden, som et personligt vidne
om åbenbaring givet til mennesket.
Hans hovedansvar var nu at bevare
evangeliets sandhed såvel som at
undervise i den, som den var givet
ham. Satan, der repræsenterede
den modsatte holdning, ville på den
anden side gøre og undervise i alt,
der ville benægte, afvise eller ignorere
det evangelium, der var modtaget
ved åbenbaring, og derved
bevirke, at de mennesker, der havde
modtaget det, ville falde fra i forvirring,
splittelse, ensomhed og nægtelse
af deres tidligere tro! Resten af
Det Gamle Testamentes historie bliver
derved en religionshistorie med
fortsat åbenbaring til forskellige profeter
som Noa, Abraham og Moses,
for på forskellige tidspunkter – kaldet
uddelinger – at genoprette det, der
var gået tabt på grund af nye frafald.
Disse profeter blev altid kaldet af
Gud. De fik guddommelig myndighed,
de havde præstedømmets nøgler,
de havde det guddommelig hverv
at tale i Herrens navn og belære og
profetere om Jesus Kristus, verdens
Frelser og Forløser, hans komme
og forsoning (se Amos 3:7).
Det Nye Testamente bekræfter
Det Gamle Testamentes profeters lærdomme,
vidnesbyrd og profetier. Det
er en optegnelse over den levende
Guds Søn, Jesu Kristi fødsel, liv og
tjenestegerning, hans forsoning og
hans opstandelse. Den fortæller om
hans kirkes oprettelse, hans guddommelige
myndighed, hans evangelium
og hans befaling til sine disciple om at
»gå ud i alverden og prædik evangeliet
for hele skabningen« (Mark 16:15).
Det Nye Testamentes budskab er
klart: Der er en fold, en tro, et evangelium,
et præstedømme, en kirke for at
være »eet, Kristi børn« (4 Nephi 1:17).
Men igen karakteriserer forfølgelse,
fornægtelse af guddommelig
arv og afvisning af Kristi evangelium
og hans bemyndigede tjenere i præstedømmet
perioden efter opstandelsen.
Og religionshistorien viser os,
hvor hurtigt præstedømmemyndigheden
blev fortrængt af verdslig myndighed.
Hvordan den guddommelige
lærdom blev udskiftet med skiftende,
forvrængede menneskelige filosofier.
Hvordan de frelsende ordinancer
blev ændret eller købt med penge.
Hvordan åbenbaring blev udskiftet
af et slør af uklarhed, der førte til en
tidsalder med åndelig mørke.
Dog kom der et tidspunkt under
dette store frafald, der var blevet profeteret
om tidligere, hvor en religiøs
søgen igen begyndte – spørgsmålet
»Hvorfor er det sådan?« Mænd