November 2003 Liahona - Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige

12
med, skal I selv dømmes med, og
det mål, I måler med, skal I selv få tilmålt
med.« 9
Da de skriftkloge og farisæerne
bragte kvinden, der var grebet i hor til
Jesus, standsede han og skrev med sin
finger i sandet, så andre ikke kunne se
eller høre. Så sagde han: »Den af jer,
der er uden synd, skal kaste den første
sten på hende.« Da hendes anklagere
alle var gået forlegne væk i deres synder,
sagde han til kvinden: »Gå, og
synd fra nu af ikke mere.« 10
Hvad skal vi gøre, når vi har kendskab
til andres problemer?
1. Døm ikke. Overlad dommen til
Herren, den fuldkomne dommer. Vi
skal ikke undersøge eller udforske
andres synder, men tænke på deres
guddommelighed. Det er ikke op til
os at dykke ned i andres problemer,
men derimod at forstå dybden af
deres godhed.
2. Vi skal tilgive. Selv om vi personligt
er blevet såret, har Herren sagt:
»Jeg, Herren, tilgiver, hvem jeg vil,
men af jer forlanges det, at I tilgiver
alle mennesker.« 11
3. Glem. En ubarmhjertig hukommelse
kan fordærve den mest ukuelige
ånd. Lad det være, læg det fra jer,
læg det væk.
Hvis en bølge af fristelser kommer
over jer til at åbenbare andres synder,
så fortæl ikke jeres nabo eller
selv jeres bedste ven om det. Gå til
jeres biskop. Efterlad byrden hos
ham. Hvis det er nødvendigt så rapporter
til de civile eller kriminelle
myndigheder, og lad det så være. Jeg
tror, at for at modtage det dyrebare
løfte, som Alma modtog, kræves der
den samme ånd og handling, som
han lagde for dagen, uanset hans og
andres snavsetøj.
Men hvad nu hvis vi har ret, og de
har uret? Bør vi ikke gøre vores stilling
kendt, så andre ikke dømmer os
for at have begået fejlen? Herren har
været klar i hans belæringer vedrørende
dette dilemma. Det er ikke
vores ret at dømme. Det er ikke vores
opgave at måle splinten, for bjælken i
vores eget øje hindrer os i at se. Der
er ingen pandekage, der er så tynd, at
den kun har en side. Det er nødvendigt
med medfølelse, den gave at føle
det, de andre føler, og forstå det, de
andre oplever. Medfølelse er det
naturlige resultat af barmhjertighed.
Det stimulerer og øger vores evne til
at tjene. Medfølelse er ikke sympati,
men forståelse og omsorg. Det er
grundlaget for sandt venskab.
Medfølelse fører til respekt og åbner
døre til undervisning og til at lære.
Sioux-indianerne forstår dette storslåede
princip, når de beder: »Store
Ånd, hjælp mig med aldrig at dømme
andre, før jeg har gået to uger i hans
mokkasiner.«
Hvad skal vi så gøre med snavsetøjet?
Processen begynder med
omvendelse. Frelseren står ved døren
og banker; han er parat til at modtage
os straks. 12 Det er vores ansvar er at
udføre arbejdet med omvendelsen.
Vi skal forlade vore synder, så rensningen
kan begynde. Herrens løfte er,
at han vil rense vore klæder med sit
blod. 13 Han gav sit liv og led for alle
vore synder. Han kan forløse os fra
vores personlige fald. Ved Frelserens
forsoning, ved at give sig selv som
løsesum for vore synder bemyndiger
han Helligånden til at rense os i ildens
dåb. Når Helligånden dvæler i os,
brænder hans rensende tilstedeværelse
syndens snavs ud. Lige så snart
forpligtelsen er indgået, begynder den
rensende proces.
Vores forpligtelse over for Herren
begynder med, at vi fokuserer på
ham. Vi var for nylig til en stavskonference
i Nauvoo i Illinois. Kormusikken
var fantastisk. Dirigenten, som er professionel
musiker og underviser ved
et lokalt universitet, var mester i at
fange korets og forsamlingens
opmærksomhed. Enhver af hans
krops bevægelser var tæt forbundet til
musikken. Vi ønskede at synge præcis
som han dirigerede. Alles øjne var på
ham. Jeg tænkte på Frelseren. Han
har udfordret os til at være, som han
er. Hvis vi ville give ham den betagede
opmærksomhed, som vi gav bror
Nelson, ville vi hurtigt blive forandret
til Frelserens billede.
Forvandlingen mens vi sang,
var øjeblikkelig. Vi var der, hvor vi
skulle være, og alle havde et stærkt
ønske om at følge. Hvis vi befinder
os der, hvor vi bør være, med det