November 2003 Liahona - Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige

Præsident Gordon B. Hinckley (i midten); præsident Thomas S. Monson, førsterådgiver i Det Første Præsidentskab (til venstre), og
præsident James E. Faust, andenrådgiver i Det Første Præsidentskab, synger sammen med forsamlingen til et konferencemøde.
jordisk smerte i hjertet, skuffelser og
uopfyldte løfter. Det er vidunderligt at
besidde en tro, som gør det muligt for
os at se frem til den dagen, »når alt,
som var lovet Guds børn, skal dem
gives.« 11
Mens de vandrede med »tro i hvert
fodtrin« ad det sandede junglespor i
Vestafrika, kunne disse tapre nigerianske
søstre ikke have forestillet sig, at
murene til et helligt Guds tempel en
dag ville rejse sig i deres eget land. De
kunne ikke have forestillet sig, at de
inspirerede ord fra en anden Guds
profet, præsident Gordon B. Hinckley
ville frembringe de lovede velsignelser,
som de håbede på, og som
de havde set »i det fjerne«. De vidste
kun, at Herren havde genoprettet sit
evangelium i denne tid, og at et vidnesbyrd
om dette evangelium
brændte i deres hjerte og at troen
oplyste deres vej i livet. De reagerede
på en profets råd om at være værdige
og altid have en tempelanbefaling.
Min mand og jeg mindedes med
kærlighed disse søstre og så mange
andre vestafrikanske hellige på den
minderige dag i april 2000, hvor
præsident Gordon B. Hinckley sagde:
»Vi bekendtgør endvidere ved denne
konference, at vi håber at opføre et
Herrens hus i Aba i Nigeria.« 12 Brødre
og søstre, jeg vidner om, at somme
tider »bekræfter ... mirakler ... troen« 13
Templerne i Afrika er enestående
eksempler på mirakler, som er udført
ved så mange helliges tro i de små
landsbyer og større byer, som er
spredt over dette store kontinent.
Jeg er dybt taknemlig for, at jeg har
set den tro, som bragte de to pionerer
i Afrika så mange kilometer til et tempelanbefalingsinterview.
Jeg glæder
mig over, at templet som bygges i
Nigeria vil bringe disse kvinder, deres
familier og tusindvis af andre muligheden
for at bruge deres tempelanbefalinger
både som et symbol og
virkeliggørelse af deres tro.
Af og til ligger de velsignelser, som
vi endnu skal modtage i vores liv
udover den menneskelige fatteevne.
Jeg vidner om, at det altid er tro, som
gør det muligt for os med en åndelig
vision »i det fjerne« at se alt det, som
Gud har til hensigt at give sine børn.
På samme måde som disse søstre
vidste – de to, som vandrede ad det
sandede junglespor – så ved jeg, at
Gud lever. Han elsker hver eneste
af os på hvert eneste kontinent og
ønsker at velsigne os hver især. Jeg
ved, at vores tro på Jesus Kristus kan
opretholde os hver eneste dag, mens
vi gør »alt, hvad der står i vores magt«;
da kan vi »med største vished vente at
se,« 14 at de løfter, som vi ser »i det
fjerne« en dag vil bringe alle de velsignelser,
som vi håber på. I Jesu Kristi
navn. Amen. ■
NOTER
1. »Glæd dig over templets velsignelser«,
Liahona, december 2002, s. 33.
2. Alma 32:21; fremhævelse tilføjet.
3. Hebr 12:2.
4. Se 1 Kor 16:13; Jakobs Brev 1:6.
5. Hebr 11:1.
6. Morris Calvin Phelps, Life History of Laura
Clark (Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages
Helliges arkiver, udateret), mikrofilm, 3.
7. Hebr 11:13.
8. Mark 9:23.
9. A New Witness for the Articles of Faith,
1985, s. 187.
10. 1 Kor 16:13.
11. »Vi glædes og frydes«, Sange og salmer,
nr. 3.
12. »Tid til at begynde noget nyt«, Liahona,
juli 2000, s. 106.
13. Bible Dictionary, »Faith«, s. 669.
14. L&P 123:17.
LIAHONA NOVEMBER 2003 15