November 2003 Liahona - Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige

Til Kirkens kvinder
PRÆSIDENT GORDON B. HINCKLEY
Tak, for at være gode mennesker og for at gøre det, I gør.
Må Himlens velsignelser hvile på jer.
Det er sagt: »Vær venlig over for
kvinderne. De udgør halvdelen
af befolkningen, og er
mødre til den anden halvdel.«
Mine kære søstre, I vidunderlige
kvinder, som har valgt den gode del.
Jeg beundrer højt alt det, I gør. Jeg ser
jeres hænder i alt.
Mange af jer er mødre, og det er
tilstrækkeligt til at være beskæftiget på
fuld tid.
I er ægtefæller – den allerbedste
ven, som jeres mand nogensinde har
haft eller nogensinde vil få.
I passer hus. Det lyder ikke af
så meget, vel? Men det er et stort
arbejde at holde et hus rent og pænt.
I er indkøbere. Indtil jeg blev
ældre, tænkte jeg aldrig på, hvor krævende
et ansvar det er at have mad
på hylderne, holde tøjet pænt og præsentabelt
samt at købe alt det, der
er nødvendigt for at holde et hjem
kørende.
I er sygeplejersker. Ved enhver sygdom,
der dukker op, er I den første,
der hører om det, og den første, der
kommer med hjælp. Ved alvorlig sygdom
sidder I ved sengen, dag og nat,
og trøster, opmuntrer, plejer og
beder.
I er familiens chauffør. I kører jeres
børn til avisruter, til sportskampe,
kører dem til wardsudflugter, fragter
dem her, der og alle vegne, mens de
lever deres travle tilværelse.
Og således kunne jeg blive ved.
Mine børn er nu alle vokset op.
Nogle af dem er i 60’erne. Men når
de ringer, og jeg tager telefonen,
siger de: »Hvordan har du det?« Og
før jeg kan svare, spørger de: »Er mor
hjemme?«
Hun har været deres faste holdepunkt
hele livet. Siden de var spæde,
har de henvendt sig til hende, og hun
har altid været der med hengivenhed,
vejledning, undervisning og velsignet
dem på alle mulige måder.
Nu har vi børnebørn, som er
mødre. De besøger os, og jeg er forundret
over deres tålmodighed, deres
evne til at berolige deres børn, få dem
til at holde op med at græde, og som
jeg ser det, gøre tusind andre ting.
De kører bil, de bruger computere,
de deltager i deres børns aktiviteter,
de laver mad og syer, de underviser,
og de taler i Kirken.
Jeg ser deres mænd, og jeg har lyst
til at sige til dem: »Vågn op. Bær jeres
del af læsset. Værdsætter I virkelig
jeres hustru? Ser I, hvor meget hun
gør? Roser I hende nogensinde? Siger
I nogensinde tak til hende?«
Nuvel, mine kære kvinder, jeg takker
jer. Tak, for at være gode mennesker
og for at gøre det, I gør. Må
Himlens velsignelser hvile på jer. Må
jeres bønner blive besvaret, og jeres
håb og drømme blive til virkelighed.
I tjener så flot i Kirken. I tænker,
at det er meget krævende. Det er det.
Men med enhver løst opgave, følger
der en stor belønning.
Mange af jer tror, at det er mislykket
for jer. I føler, at I ikke gør det så
godt, og at al jeres indsats ikke er tilstrækkeligt.
Sådan har vi det alle. Jeg føler det
sådan, mens jeg taler til jer i aften. Jeg
længes efter, jeg beder om styrke og
evne til at opløfte jer, inspirere jer,
takke jer, rose jer og bringe en smule
glæde til jeres hjerte.
Vi bekymrer os alle om vore præstationer.
Vi ønsker alle, at vi kunne
gøre det bedre. Men desværre opfatter
vi ikke, vi ser ikke ofte resultaterne
af det, vi gør.
Jeg husker, at jeg deltog i en stavskonference
på østkysten for mange år
siden. På flyet på vej hjem følte jeg, at
det var mislykket fuldstændig for mig.
Jeg følte ikke, at jeg havde hjulpet
én eneste. Jeg havde det elendigt og
følte mig utilstrækkelig.
Så nogle år senere deltog jeg i en
anden konference i Californien. Ved
mødets slutning kom en mand op til
mig og sagde: »Du deltog i en konference
for nogle år siden på det og det
sted.«
»Ja,« sagde jeg, »jeg var der, og jeg
kan godt huske det.«
Manden sagde: »Du rørte mit
hjerte. Jeg kom kun af nysgerrighed
til det møde. Jeg var ikke rigtig interesseret.
Jeg var på nippet til at forlade
Kirken. Men da det blev bekendtgjort,
LIAHONA NOVEMBER 2003 113