November 2003 Liahona - Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige

40
overtrædelse« (2. trosartikel). Dette
krav om personligt ansvar, som kommer
til udtryk mange gange i vores
lære, står i skarp modsætning til
Satans plan om at »forløse hele menneskeheden,
så ikke en eneste sjæl
skal fortabes« (Moses 4:1). Faderens
og Frelserens plan er baseret på personligt
valg og personlig indsats.
Læren og skikken med personligt
ansvar og personlig indsats kolliderer
med individuelle traditioner og lokale
kulturer i mange lande. Vi lever i en
verden, hvor der er store forskelle på
indkomster og materielle besiddelser,
og hvor der er mange offentlige og
private bestræbelser på at begrænse
disse forskelle. Frelserens disciple har
befaling om at give til de fattige, og
mange gør det. Men nogle gaver har
fremmet en kultur af afhængighed,
hvorved modtagernes behov for jordisk
føde og husly begrænses, men de
fattiggøres i forhold til deres evige
behov for personlig udvikling. Den
udvikling, der kræves i evangeliets
plan, sker kun i en kultur med personlig
indsats og personligt ansvar.
Den kan ikke finde sted i en kultur af
afhængighed. Uanset, hvad der får os
til at være afhængige af andre i forbindelse
med beslutninger eller ressourcer,
som vi kunne skaffe selv, så
svækker det os åndeligt og hæmmer
vores udvikling mod det, som evangeliets
plan har til hensigt, at vi er.
Evangeliet løfter mennesker ud af
fattigdom og afhængighed, men kun,
når evangeliets kultur, herunder betaling
af tiende af selv de meget fattige,
får overhånd over traditioner og kulturer,
der skaber afhængighed. Det
er lektien, vi kan lære af Israels børn,
som kom ud af århundreders slaveri
i Egypten og fulgte en profet til deres
eget land og blev et mægtigt folk. Den
lektie kan også læres fra mormonpionererne,
som aldrig brugte forfølgelse
eller deres fattigdom som undskyldning,
men drog fremad i tro, idet de
vidste, at Gud ville velsigne dem, når
de holdt hans befalinger, hvilket han
gjorde.
De forandringer, som vi må foretage
for at komme til at tilhøre evangeliets
kultur, kræver en langvarig og
sommetider pinefuld indsats, og vore
forskelle må være synlige. Som »jordens
salt« er vi også »verdens lys«, og
vores lys må ikke være skjult (se Matt
5:13-16). Apostlen Johannes advarede
om, at dette ville få verden til at hade
os (se 1 Joh 3:13). Det er derfor, at
de, som indgår denne pagt om at
forandre sig, har en hellig pligt til at
elske og hjælpe hinanden. Denne
opmuntring må udstrækkes til hver
eneste sjæl, som kæmper for at
komme ud af verdens kultur og ind
i Jesu Kristi evangeliums kultur.
Apostlen Johannes konkluderede:
»Lad os ikke elske med ord eller
tunge, men i gerning og sandhed«
(1 Joh 3:18).
Ingen elsker deres medmennesker
mere imponerende end de ædle
mænd og kvinder i denne kirke, som
forlader deres komfortable hjem og
omgivelser for at tjene som missionærægtepar.
De giver den mest ægte og
mest værdifulde hjælp til dem, som
kæmper for at forandre sig. Må Gud
velsigne vore missionærægtepar!
IV.
Jesus befalede os at elske hinanden,
og vi viser den kærlighed ved
den måde, hvorpå vi tjener hinanden.
Vi er også befalet at elske Gud, og vi
viser den kærlighed ved hele tiden at
omvende os og holde hans befalinger
(se Joh 14:15). Og omvendelse er
mere end blot at afholde sig fra vore
synder. I den bredeste betydning kræver
det forandring, at opgive alle vore
traditioner, der strider med Guds
befalinger. Når vi bliver fuldgyldige
deltagere i kulturen i Jesu Kristi evangelium,
bliver vi »de helliges medborgere
og hører til Guds husstand« (Ef
2:19).
Jeg vidner om, at dette er, hvad vor
Herre og Frelser ønsker af os for at
blive det, som hans evangelium har til
hensigt, at vi skal blive. I Jesu Kristi
navn. Amen. ■