November 2003 Liahona - Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige

76
Han kender os;
han elsker os
SYDNEY S. REYNOLDS
Førsterådgiver i Primarys hovedpræsidentskab
Herren ... ved hvem vi er, og hvor vi er, og han ved, hvem
der har brug for vores hjælp.
Joseph Smith som 14-årig må
have været en af de mindst iøjnefaldende
personer på jorden, og
alligevel kendte Gud i Himlen ham
og kaldte ham ved navn i den hellige
lund. Jeg tror, at Herren kender mit
navn og også jeres navn.
I Primary lærer vi børnene, at
ethvert barn er Guds barn, og at
deres himmelske Fader kender dem
og elsker dem. Primary og præstedømmeledere
viser, hvad Frelseren
ville gøre, når de kalder et barn ved
dets navn. Jesus sagde: »Jeg er den
gode hyrde. Jeg kender mine får, og
mine får kender mig.« 1 Skrifterne vidner:
»... han kalder sine egne får ved
navn og fører dem ud.« 2
Herren ikke alene ved, hvem vi er,
han ved også, hvor vi er, og han leder
os til at gøre det rette. En dag følte en
mor, jeg kender, sig tilskyndet til at
ringe til sin datter. (Den slags sker for
mødre hele tiden). Det var midt på
dagen, og moderen var på arbejde,
hvilket gjorde opringningen lidt usædvanlig.
Til hendes overraskelse svarede
hendes svigersøn telefonen – han var
sædvanligvis heller ikke hjemme på en
arbejdsdag. Da han gav sin hustru telefonen,
sagde han: »Det er din mor
med sin sædvanlige inspiration.«
De havde lige været hos lægen.
Hun tog telefonen og sagde grådkvalt:
»Ultralyden viser, at navlestrengen
er to gange rundt om babyens hals.
Lægen siger, at vi ikke har noget
andet valg end at foretage et kejsersnit
og det snart.« Så kom den virkelige
grund til hendes bekymring: »Og
lægen siger, at jeg ikke må løfte noget,
der er tungere end den nye baby i fire
uger!« Hun havde brug for beroligelse,
inden hun skulle på operationsbordet,
at Herren kendte hendes
behov og elskede hende – og at der
ville være hjælp til at tage sig af de tre
små derhjemme, der knap nok var
mere end babyer selv. Når mødre –
og fædre – beder om, at Herren vil
velsigne og styrke deres familie, så
viser han dem ofte vejen.
Søster Gayle Clegg fra Primarys
hovedpræsidentskab og hendes
mand boede i en årrække i Brasilien.
For nylig var hun på en opgave for
Primary i Japan. Da hun kom ind i
kirkesalen om søndagen, lagde hun
blandt alle de japanske hellige mærke
til en brasiliansk familie. »De så bare
brasilianske ud,« sagde hun. Hun
havde kun et øjeblik til at hilse på
dem og syntes, at moderen og børnene
var meget entusiastiske, men
hun lagde mærke til, at faderen var
meget stille. »Jeg får mulighed for at
tale med dem efter mødet,« tænkte
hun, da hun hurtigt blev vist op på
forhøjningen. Hun sagde sit budskab
på engelsk, som så blev oversat til
japansk, og så følte hun sig tilskyndet
til også at bære sit vidnesbyrd på portugisisk.
Hun tøvede, da der ikke var
nogen oversætter for portugisisk, og
98% af personerne ville ikke forså,
hvad hun sagde.
Efter mødet kom den portugisiske
fader hen til hende og sagde: »Søster,
skikkene er så anderledes her, og jeg
har været ensom. Det er svært at
komme i kirke og ikke forstå noget.
Nogle gange tænker jeg på, om det
ville være bedre, hvis jeg bare læser
i mine skrifter derhjemme. Jeg sagde
til min hustru: ›Jeg giver det én
chance til,‹ og jeg kom i dag for det,
jeg troede ville blive min sidste gang.
Da du bar dit vidnesbyrd på portugisisk,
rørte Ånden mit hjerte, og jeg
vidste, at det var her, jeg hørte til.
Gud ved, at jeg er her, og han vil
hjælpe mig.« Og så hjalp han de andre
med at sætte stolene til side.
Var det et tilfælde, at det eneste
medlem af primarypræsidentskabet,
som talte portugisisk, blev sendt til
Japan i stedet for til Portugal? Eller var
det fordi Herren kendte en, der havde
brug for det, som kun hun kunne give
– og hun havde modet til at følge en
tilskyndelse fra Ånden. En af de store
velsignelser ved at have en kaldelse i