Behov for ændringer på arbejdsmarkedet? - Teknologirådet

Nils Groes:
Manden leder under lygtepælen, og den anden spørger: ”Hvad leder du efter? ” – ”Jeg leder efter
min 25-øre, som jeg har tabt.” ”Jamen har du tabt den her?” ”Nej, men det er her, der er lys.”
Og sådan er det jo også, når vi ser på det her med demografien. Demografi det er noget, vi
ved på forhånd, ikke? Så derfor analyserer vi det i hoved og røv, men alle mulige andre problemer,
som vi ikke forudser, de får lov til at ligge uanalyserede.
Kan I huske tilbage? Jeg kan i hvert fald, og Hoffmeyer kan også, til dengang de unge, de
store årgange af unge, skulle ud på arbejdsmarkedet, og alle var så bekymrede, uha, hvordan skulle
det gå? Kunne vi virkelig finde en plads til dem ude på arbejdsmarkedet? Der blev nedsat
ungdomskommissioner og pis og lort. Og så kom de ud, og så kom de ud lige præcist der i
slutningen af halvtredserne og de brølende tressere, og der kunne bruges hver en hånd, hver en
sjæl.
Nu er de selv samme generationer så blevet så mange år ældre. Hvad siger vi så? Uha, uha,
uha, hvordan skal vi dog klare os uden de store årgange på arbejdsmarkedet? Og så begynder vi at
lave en hel masse arbejde for at finde ud af, hvordan skal vi dog klare os uden disse mennesker på
arbejdsmarkedet. Jamen, spørgsmålet er jo, hvordan vil alle de andre ting, som vi ikke har tænkt på,
udvikle sig? Hvordan ser konjunkturerne ud?
Nå, jeg vil tage udgangspunkt i regeringens lille manifest ”En holdbar fremtid”, og der står
jo så glimrende, at det går godt i Danmark. Vi kan fortsætte den gode udvikling i mange år
fremover, hvis vi vil. Væksten i arbejdsstyrken kommer fra regeringens initiativer til udskudt
efterløn, reduceret sygefravær, aktiverede langtidsledige, samt et rummeligt arbejdsmarked.
Men én ting er altså, for det første, om væksten i dansk økonomi overhovedet vil fortsætte
uafbrudt frem til 20l0. En anden er, om væksten i arbejdsstyrken overhovedet er mulig. Kan vi
overhovedet øge arbejdsstyrken? Endelig må man spørge, om det i givet fald er tilstrækkeligt, dvs.,
om det øgede udbud matcher den stigende efterspørgsel på arbejdsmarkedet.
For ifølge Finansministeriet er det jo især de uddannelsestunge serviceerhverv, private såvel
som offentlige, der har brug for mere arbejdskraft. Det er altså læger og sygeplejersker og
ingeniører og jurister, der er brug for. Men omvendt så vil et øget udbud af arbejdskraft, som ellers
ville være langtidsledige eller sådan noget, især bestå af ufaglærte. Det er min problemstilling.
Men regeringen siger altså, at vi kan få 100.000 flere i arbejde. Vi kan øge de disponible
indkomster, vi kan dermed skabe plads til en stigning i det private forbrug og en højere opsparing,
vi kan holde skatterne i ro, og vi kan sikre en lav og stabil inflation, og jeg ved ikke hvad, masser
af gode mål i deres strategi. Og I kan læse alt sammen om det i de otte sider, I har fået af mig på
forhånd. Men alle disse prægtige ting skal ske samtidig med, at der altså bliver færre personer i den
arbejdsdygtige alder blandt befolkningen.
Regeringen siger også, at en stigning på 100.000 kræver, at arbejdsmarkedet bliver mere
attraktivt for de over 50-årige, og at det lykkes at integrere indvandrere på arbejdsmarkedet.
Muligheden for at øge beskæftigelsen er bedst frem mod 2005, sagde de, bedst frem mod
2005. Derefter så bliver det vanskeligere. Derefter skærpes proble merne med en reduceret tilgang,
og hvad ved jeg.
Men hvis vi nu ser på det faktiske arbejdsmarked, så ser det jo noget anderledes ud. Altså,
skævheden er i hvert fald på ét afgørende felt blevet større siden 1980. Arbejdsløsheden blandt dem
over 50 er steget i forhold til andre grupper. Det gælder generelt for hele arbejdsstyrken, og specielt
de ufaglærte og HK’erne.
Regeringens regnestykke ligner altså ønsketænkning. Hvis velfærden skal stige, og vi skal nå
alle vores mål, så må arbejdsstyrken også stige og matche yderligere vækst i efterspørgslen.
Vi står på toppen af en højkonjunktur eller måske lige forbi den og forestiller os, at den
økonomiske vækst fortsætter ind i skyerne. Men faktisk så er udviklingen allerede nu ved at gå
anderledes.
Rapport: Det aldrende samfund – behov for ændringer på arbejdsmarkedet? Høring den 26. oktober 2001
side 17