Behov for ændringer på arbejdsmarkedet? - Teknologirådet

tilbage end at arbejde, men der er også mange, der frivilligt trækker sig tilbage af indre motiver, der
handler om, at man har lyst til at forlade arbejdsmarkedet for at realisere individuelle projekter i en
aktiv tredje alder.
Og hvis vi kigger på de her personer, der frivilligt forlader arbejdsmarkedet for at realisere
sig selv i en aktiv og tredje alder, så kan man heller ikke styre dem ved hjælp af incitamenter, fordi
det er ikke et spørgsmål om efterlønsordningen, altså om nettoudbyttet af en efterlønsordning er
500 eller 1000 kroner fra eller til. Man går gerne ned i økonomisk indtægt for at kunne have
mulighed for at realisere længe ønskede selvrealiseringer.
Hvis vi kigger på de eksisterende ordninger, så kan man groft sige, at hovedparten af
førtidspensionister er blevet smidt ud af arbejdsmarkedet. De oplever den tidlige tilbagetrækning
som klart ufrivillig. Ca. 75 - 80 pct. af førtidspensionisterne oplever sig smidt ud af
arbejdsmarkedet. Hovedparten af efterlønsmodtagere oplever tilbagetrækningen som frivillig, og
det vil sige, vi må antage, at hovedparten af efterlønsmodtagere er enten pulled eller jumped ud af
arbejdsmarkedet.
Men frivillighed er et meget problematisk begreb i denne sammenhæng. Hvis vi f.eks. kigger
til norske undersøgelser, så viser det sig, at virksomhedernes handlinger i forbindelse med den
tidlige tilbagetrækning har stor indflydelse på, hvordan folk oplever den tidlige tilbagetrækning.
Hvis f.eks. medarbejdere indkaldes til et medarbejdermøde, inden man trækker sig tilbage,
og man får baggrunden for, at man skal fyres, klargjort, jamen så er der en tendens til, at folk de
faktisk oplever, at det var et frivilligt valg, de foretog, da de trak sig tilbage. Hvorimod hvis de bare
får sådan en opsigelse, der ligger i deres dueslag, jamen så oplever de klart tilbagetrækningen som
ufrivillig. Selve den måde, som virksomhederne håndterer tilbagetræknin gen på, har altså
indflydelse på, hvordan de ældre oplever processerne ud af arbejdsmarkedet.
En anden måde, som det her frivillighedsbegreb må problematiseres på, det er, at
efterlønsordningen har bidraget til at forme vores forestillinger om, hvornår man bør og skal trække
sig tilbage. Dermed er efterlønsordningen i sociologisk forstand blevet en institution.
Hvordan denne her institution fungerer, det kan vi måske se lidt på ved at kigge på, hvad var
egentlig den historiske baggrund for etableringen af efterlønsordningen? Jo, i slutningen af halvfjerdserne
etablerede man efterlønsordningen, og der var to primære begrundelser for at etablere
den.
Den ene det var fordelingspolitisk begrundet, der handlede om – det var SiD, der tog initiativ
til oprettelsen af efterlønsordningen – og det handlede om, at mange SiD-medlemmer aldrig nåede
pensionsalderen. Gennemsnitsalderen inden for SiD var under 67 år, men gennem skattebilletten
bidrog SiD’erne jo til at finansiere pensionsordningen for os alle sammen, og derfor blev
efterlønsordningen etableret ud fra sådan et fordelingspolitisk retfærdighedsprincip, der handlede
om, at SiD’erne også skulle have mulighed for at nyde et velfortjent otium, inden de afgik ved en
alt for tidlig død.
Noget andet, som lå i etableringen af efterlønsordningen, det var jo, at man skulle gøre det
acceptabelt i en situation med høj arbejdsløshed, at de ældre forlod arbejdsmarkedet for at gøre
plads til de unge. I den forstand bidrog fagforeningerne til at institutionalisere
efterlønsordningerne. Og den måde som efterlønsordningen blev etableret på, der handlede det jo
om, at de ældre oplevede det som en god gerning at trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet. Det var
nærmest et socialt kald at vige pladsen for de unge. I den forstand kan man sige, at
efterlønsordningen på mange måder er blevet en værdig og legitim foranstaltning, der muliggør, at
man kan forlade arbejdsmarkedet før pensionsalderen.
Efterlønsordningen, og den måde, som efterlønsordningen bidrager til at forme vores
forestillinger om, hvornår man skal trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet, understøttes af andre
velfærdsstatslige institutioner. F.eks., hvis vi kigger på arbejdsmarkedspolitikken, så var det jo
sådan frem til 1996, at arbejdsmarkedspolitikken udelukkede 50 - 59-årige fra retten og pligten til
aktivering. Og derigennem er der en lang række andre institutioner på arbejdsmarkedet, der klart
Rapport: Det aldrende samfund – behov for ændringer på arbejdsmarkedet? Høring den 26. oktober 2001
side 23