Behov for ændringer på arbejdsmarkedet? - Teknologirådet

deltog jeg i en undersøgelse i Storstrøms Amt. Et af resultaterne derfra var, at de ældre, som vi
spurgte, enstemmigt gav udtryk for, at ”vi bliver ikke brugt godt nok”. Jeg gad nu vide, om det er
blevet bedre i mellemtiden.
At ældres ressourcer ikke bliver udnyttet i så høj grad, som det er muligt, synes at hænge
sammen med en forfaldspræget opfattelse af aldringsprocessen. En opfattelse, som sjældent lægges
åben frem til diskussion, men som slår igennem i de administrative rutiner, i ureflekterede
handlinger og i vanemæssige beslutninger. På trods af talrige forskningsresultater, der viser det
modsatte, trives på arbejdsmarkedet den opfattelse, at ældre er mindre villige, mindre egnede og
mindre effektive end yngre.
En undersøgelse fra 1997 viste således, at arbejdsgivere vurderer ældre til i langt ringere grad end
yngre at besidde initiativ, omstillingsevne og indlæringsevne. En sådan opfattelse udgør i samspil
med forventningen om en snarlig afgang fra arbejdsmarkedet en barriere for ældres deltagelse i
efteruddannelse. Det kan ikke nytte at ofre efteruddannelse på folk over 55, for – som det tænkes –
de holder jo snart op. At opfattelsen deles af de ældre selv, gør ikke sagen bedre. Tværtimod, de
gensidige negative forventninger til mulighederne i alderdommen bliver til en slags selvopfyldende
profeti, der holder liv i en ond cirkel bestående af forventninger, forsømmelser og foretrukne
forklaringer.
Over for denne praksis og en tilsyneladende erfaringsbaseret opfattelse af aldringsprocessen
står nyere gerontologisk forskning. Der foregår gennem livet såvel opbyggende som nedbrydende
processer, og det aldrende menneske formes i høj grad i samspil med sine omgivelser. Vi er ikke
forringede eller forældede udgaver af os selv som unge. Vi er forandrede på godt og ondt. Ja,
somme tider forvandlede.
Gerontologisk set er det altså muligt at forvandle sig i arbejdslivet fra bryggerhest til
cirkushest, og det må derfor anses for spild af ressourcer alene at fokusere på den svindende
råstyrke og så lade de øvrige talenter ligge brak. Jobindhold, arbejdsvilkår og ledelsesform må hele
tiden tilpasses det arbejdende menneskes udvikling, hvis der skal være tale om optimal udnyttelse
af ressourcerne. Det bliver vigtigt, når vi kigger på fastholdelsen af ældre arbejdstagere. En løbende
tilpasning af jobsituationen er af afgørende betydning. For seniorerne eksisterer nemlig tilværelsen
som fri fugl og herre over egen tid som et reelt alternativ og vel at mærke et attraktivt alternativ.
Når man har passeret de 50 og har erkendt, at man har kortere tid tilbage at leve i, end man
har levet, så bliver det vigtigt at få brugt tid og kræfter og talenter på den mest tilfredsstillende
måde og i den mest tilfredsstillende sammenhæng. Set fra arbejdstagersynspunkt er det i den sidste
del af arbejdslivet specielt vigtigt at afveje fordele mod ulemper, fordi belastninger af krop eller
psyke kan bringe en god pensionisttilværelse i fare. Dårligt helbred eller frygten for at få det er et
stærkt incitament til, at ældre fravælger arbejdsmarkedet så tidligt, som det er muligt.
Nu kunne man jo fristes til at tro, at det hele er et spørgsmål om arbejdsmiljø. Det er
selvfølgelig også et spørgsmål om arbejdsmiljø, men det er faktisk mere end det. Det er i høj grad
et spørgsmål om ledelsesmiljø. Et godt arbejdsmiljø såvel fysisk som psykisk er en nødvendig og
basal forudsætning for, at man ikke trækker sig tilbage.
Men det er ikke tilstrækkeligt. Det er andre faktorer, der influerer på, om man forbliver, og at
man forbliver tilfreds og effektiv på arbejdsmarkedet. Nøgleordene er her: Indflydelse på egen
jobsituation, frihed under ansvar og mulighed for at dygtiggøre sig. Selv ufaglærte med ret til
efterløn foretrækker at arbejde, når disse betingelser er opfyldt, fordi de finder det meningsfuldt.
Summa summarum: Hvis ældre arbejdstagere skal vælge arbejdslivet til og fortsat være
produktive, skal man udnytte deres stærke sider og skåne deres svage. Der skal være et godt
arbejdsmiljø såvel fysisk som psykisk og såvel socialt som ledelsesmæssigt. Der skal til stadighed
være udfordringer i arbejdet og mulighed for personlig og faglig udvikling. Der skal være
rammestyring, ikke detailkontrol. Kort sagt: Hvis man slipper seniorerne løs, bliver de.
Spørgsmålet er nu, hvorledes politikere og Folketing bedst kan bidrage til dette. Umiddelbart
ser det jo ikke for lovende ud. Det er nemlig mere et holdningsmæssigt anliggende og en
Rapport: Det aldrende samfund – behov for ændringer på arbejdsmarkedet? Høring den 26. oktober 2001
side 25