Naturen i et hverdagslivsperspektiv - Naturstyrelsen

Familien har for nylig fået bil og de bruger den til at besøge Janes
familie i Næstved og til tider til at tage på udflugt i det grønne. Men
Hassan oplever at det er svært at nå ud til steder med interessant
natur. ”Jeg synes der er for meget larm. Der er mange mennesker i de små
grønne områder. Vi besøger dem i weekender, og alle mennesker tager biler
og tager deres børn med ud at gå tur”. Udoveratdererformangeomat
dele den samme natur er selve naturens kvaliteter mangelfulde. ”Der
er en hel del kultur over det: Selvom det er naturpark og så videre er der
altid rette linier, man kan se det er en arkitekt eller ingeniør der har tegnet
tingene, bestemt det skulle være sådan. Det er ikke noget naturligt, fra ...
guds skabelse [griner]. Det er blevet påvirket. Det kan man synes er lidt:
Æv! – ærgerligt. Der er altid ens træk over det. Der er ikke nogen tilfældigheder.
Oplevelserne bliver sådan set ensartede. Græsset bliver slået en vis
højde over alt. Tingene er ikke bare laissez faire”. Måske medvirker Hassans
professionelle blik, som ingeniør, til at han let kan se planlægningen
i de grønne områder, men hans erfaringer fra barndommen
spiller også ind. Kontrolleret og gennemtænkt som den er kommer
den danske natur til at mangle en vigtig dimension: Et læringspotentiale.
Hassan mener at han lærte meget af naturen i barndomshjemmet
med dets særlige sammenvævning af natur og kultur. Han lærte at
omgås æsler, humørsyge dyr som pludselig kan sparke eller bide;
han lærte at undgå skorpioner; og han lærte at vurdere hvilke grene
der kunne bære i træerne. ”Jeg voksede op et sted hvor man virkelig skal
passe på sig selv ellers slår man sig. Man skal vide hvilken gren man skal stå
på, så man får en fornemmelse af hvilken gren der kan holde. Man udvikler
den sans [at kunne skelne]: Okay, dét er farligt! Dét er ikke farligt! Her [i
Danmark] er alt næsten ufarligt”. Her ligger Hassan i tråd med flere
andre af interviewpersonerne der efterlyser de friere udfoldelsesmuligheder
der tidligere var i naturen, som de oplever at nutidens børn
ikke har.
”Så den del mangler mine børn i forhold til hvad jeg har oplevet. Mine børn
vil aldrig vide hvornår det er farligt at nærme sig et dyr, fordi de har kun
oplevet dem i zoologisk have. Søde og rare, og man kan klappe dem. Men dyr
er også nogle væsener. De kan blive vrede. Jeg kan se på et dyr og vide hvornår
det er okay at komme tæt på og hvornår det er farligt og man bare skal
trække sig tilbage. Det er nogle signaler man LÆRER at forstå, fordi man er
vokset op sammen med dem. ... Jeg tror man bliver klogere af det [griner].
For at bruge sådan et moderne ord: Den sociale intelligens, det har også med
mennesker og dyr at gøre, at vide hvordan man færdes i det samfund man er
omgivet af. Man udvikler et instinkt af de oplevelser man har i barndommen”.
Denne læring fra naturen handler om at kunne vurdere risici, navigere
socialt og at kende sine egen formåen. Hassan er ked af at hans
børn ikke får dette naturkendskab og disse læringsmuligheder forærende
i det miljø de vokser op i. Samtidig er han glad for de oplevelser
som de alligevel får: Både når de besøger bedstemoderen nær
Næstved og hos bedsteforældrene i Marokko. ”Bedstemor bor på landet.
Det er mere havearbejde og sådan nogle ting. Der er ikke så meget med
dyr at gøre. Jeg arbejder i haven og slår græs”. Hassan fortæller at hans
søn først for nylig er begyndt at interessere sig for at være med i havearbejdet
sådan at han nu kan lære ad den vej. Han vil også vise
45