Niende klasse og hvad så? - Center for Ungdomsforskning

Vejlederne efterlyser i relation til denne sondring
ofte nogle klarere retningslinier for, hvilke unge
de skal prioritere 21 . Behovet for retningslinjer og
diskussioner vedrørende en sådan afgrænsning
øges netop med indførslen af vejledningsreformen,
idet afstanden mellem vejledningen og skolen/
lærerne/undervisningen i langt de fleste tilfælde
bliver større. Forsøgene viser, at det er af afgørende
betydning, at der finder et udbygget samarbejde
sted mellem klasselærerne og vejlederne således,
at vejlederne ikke skal basere kendskabet til den
unge alene på en 20 minutters samtale én eller to
gange om året.
Ser vi på undersøgelsens data, er et egentligt fokus
på de unge med særligt behov for vejledning umiddelbart
svært at få øje på i vejledningssamtalerne.
De forløber med nogenlunde samme struktur og
indenfor samme tidsramme. Mange vejledere er
dog opmærksomme på unge, der har problemer
af forskellig art og/eller er meget uafklarede mht.
uddannelsesvalget. Nogle fortæller, at de løbende
har samtaler med de sårbare unge (dvs. udover de
obligatoriske uddannelsessamtaler), at de har samtaler
med den unge og forældrene i hjemmet etc.
Men generelt er indtrykket, at vejlederne oplever,
det er svært at få tid til at lave det opfølgende arbejde
(f.eks. i form af opsøgende vejledning), der er
brug for ifht. de udsatte unge, hvilket må siges at
være uheldigt set i forhold til målsætningen om en
fokusering af indsatsen overfor unge med ’særligt
behov’.
Netop de unge, som er meget uafklarede omkring
uddannelsesvalget, som klarer sig dårligt i skolen,
og som har svært ved at formulere ønsker og interesser
ifht. uddannelse og arbejde, er samtidig
også de unge, som flere af vejlederne oplever, er
sværest at vejlede. Flere vejledere spørger således i
forlængelse af vejledningssamtaler med piger, som
de oplever, har sociale og/eller faglige problemer,
og som er meget uafklarede omkring, hvad de skal
efter skolen – ’hvad skal jeg dog gøre for at hjælpe
hende?!’.
Disse vejledere oplever stor frustration ifht. arbejdet
med en gruppe af de unge, som er meget
uafklarede. Ikke mindst fordi de samtidig opleves
som flakkende og umotiverede, og har svært ved
at fastholde interessen i de forskellige udskolingsaktiviteter.
Det er som om mange af udskolingsaktiviteterne
’preller af’ på dem, og flere vejledere
giver udtryk for, at det er svært at overskue, hvad
man så kan gøre for at hjælpe de unge. Som en af
vejlederne udtrykker det, er nogle af de elever, som
har mest brug for hjælp til afklaring, for umodne og
umotiverede til at kunne magte at engagere sig i
det forestående uddannelsesvalg. Vejlederen føler,
at samtalerne med disse unge nærmest ender med
at blive et meningsløst ritual, afholdt for vejlederens
skyld, snarere end som en hjælp til den unge!
En del af de unge giver udtryk for samme problematik.
En dreng fortæller om vejledningssamtalerne;
”I: Hvad synes du så om de samtaler som (vejlederen,
red.) har?
De er meget sjove. At sidde og snakke med
(vejlederen, red.) (grin) altså, det er mere også
sådan, at jeg har noget at svare, når han spørger.
I: Det er rart at mærke, at du har svarene?
Ja, at jeg ikke bare siger; ’det ved jeg ikke’.
I: Hvad er forskellen på at have svarene og sige,
det ved jeg ikke, hvordan har man det, når man
siger det?
Så er man helt væk, så har man jo ingen idé om,
hvad man har tænkt på, så syntes jeg mere,
man har et problem.” (dreng, 9. klasse)
Drengen her giver udtryk for den dobbelthed, der
ligger i vejledningssamtalerne; nemlig, at vejledningen
ikke kun opleves som en hjælp, men også
implicit rummer et krav om at have et svar – og en
plan – for ellers har man ’et problem’.
Tanken med vejledningssamtaler, uddannelsesbøger
mm. er at gøre de unge til deres egen ’karrieremanager’.
Det stiller store krav til de unge; de
skal kunne sætte ord på sig selv og deres faglige
og personlige kompetencer, de skal vide hvad de
vil – tænke fremad og træffe et valg. Men hvad nu
hvis man ikke rigtigt kan finde ud af, hvad man har
lyst til – og har svært ved at sætte ord på, hvad det
lige er, man er god til? Det er problematikker en del
unge bakser med, men alligevel oplever flere, at de
ikke kan bruge vejledningssamtalerne til noget. En
anden dreng, som er meget i tvivl om, hvad der skal
ske efter 9. klasse fortæller;
…jeg kan godt lide, når vi snakker med (vejlederen,
red.), for så mister vi undervisningstimer
(griner) men ellers – jeg får ikke så meget ud af
det ellers.
I: Hvordan kan det være, tror du?
Fordi, jeg tror bare, der kommer de samme ting
op, der bliver spurgt om det samme… Interesser
og… altså fremtiden.
I: Synes du det er svært, når sådan nogen
voksne som (vejlederen, red.) og mig stiller en
masse spørgsmål om, hvad..
Ja, når man er forvirret, så jeg kan ikke give et
rigtigt svar så..
I:..har (vejlederen, red.) kunnet give dig nogen
gode råd eller hjælpe dig til at finde ud af, hvad
72 Niende klasse og hvad så? En midtvejsrapport om unges uddannelsesvalg