Synopsis - Institut for Samfundsudvikling og Planlægning - Aalborg ...

224 Kapitel 19
således ikke fulgt med tiden. Gruppen er ikke den eneste der ser denne
problematik, også mange kommunale planlæggere, politikere mv. diskuterer en
opdatering af Planloven, så den er mere tidssvarende. Her er det er især en
diskussion af hvilke miljøproblemer, der ønskes løst gennem lokalplanlægningen. I
øjeblikket kan lokalplanen ikke indeholde juridisk bindende retningslinier, der
regulerer lokalplanområdets energi- og stofstrømme, ressourceforbrug,
affaldshåndtering og drift. Kommunerne har f.eks. kun mulighed for at regulere
den ”synlige” ressourcebesparelse i en bebyggelse. Hvis en kommune således
ønsker en strammere juridisk bindende regulering end det er muligt gennem
lokalplanen, er anvendelsen af privatretlige servitutter nødvendigt, men disse
forudsætter, at kommunen enten er grundejer eller, at grundejer er indforstået
med at tinglyse de aktuelle servitutter på hans grund. [Energispareudvalget 2002,
pp. 3-5] En ændring af Planloven vil dermed skulle gøre det muligt for planlæggere
at implementere juridisk bindende retningslinier i lokalplanlægningen inden for de
førnævnte områder, men uden at stramningen overtager sektorlovenes formål. Det
er endvidere væsentligt at forholde sig til Grundlovens § 73 omkring
ejendomsrettens ukrænkelighed og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention
jf. Kapitel 3, da disse forhold begrænser mulighederne for
implementering af ressourcebesparende retningslinier.
Sektorlovene og alternative løsninger
I rapporten fastlægges det, at der er flere muligheder for at opnå besparelser
inden for areal-, energi- og råstofforbruget, uden derved at pålægge beboere
ekstraordinære arbejdsopgaver og formodentlig også økonomiske byrder. Idet
gruppen mener, at det at opnå ressourcebesparelser er en del af at opnå en mere
bæredygtig udvikling, konkluderes det også, at sektorlovene kunne strammes med
henblik på at fremme den bæredygtige udvikling. En sådan stramning kunne
eksempelvis være at gøre energitermoruder med argon til standard og øge
standardtykkelsen på isolering.
19.2. Økonomien som styrende faktor
Som det netop blev omtalt kan økonomien hindre en omlægning af afgifter og
tilskud. Det blev påpeget i rapportens Kapitel 8, hvorledes økonomi har en
væsentlig indflydelse på valget af transportmiddel samt materialer og produkter i
forbindelse med opførsel af bygninger. Dette påvirker mængde af areal-, energi-
og råstofressourcer, danskerne årligt anvender. Økonomien kan derfor anses som
en styrende faktor, selvom danskerne til en vis grad godt vil betale mere for
specifikke ydelser og produkter. Udvalgte fordele og ulemper ved økonomiens
indflydelse diskuteres efterfølgende.
Privatretlige servitutter
Privatretlige servitutter kan som tidligere nævnt, bedre end lokalplanen, der er en
offentligretlige servitut, benyttes til at gennemføre ressource-økonomiske løsninger
i bebyggelsesplanlægningen. Ved hjælp af privatretlige servitutter kan en
grundejer pålægge sin ejendom ressourcebesparende restriktioner, men der er dog
ikke ubegrænsede muligheder, idet de privatretlige servitutter ikke må gøre den
offentlige regulering illusorisk eller krænke ærbarheden. [Kong Christian den femtis
lov 1683 FEMTE BOG, chapter 1, § 1]
Problematikken omkring implementering af byøkologiske løsninger gennem
tinglysning af privatretlige servitutter kan være af økonomisk afart, da de
oprettede restriktioner kan betyde, at kredsen af potentielle købere indskrænkes.
Økonomiske tab er dog ikke nødvendigvis en konsekvens af implementering af
ressourcebesparende løsninger, der derimod kan være rentable på sigt. Uvidenhed
hos køber, pengeinstitutter og forsikringsselskaber kan yderligere betyde at
ressourcebesparende løsninger kun udbredes langsomt.
Statslig diktering eller forbedret vejledning
Som udgangspunkt er spørgsmålet om graden af offentligt diktering en afspejling
af politisk karakter, da en skærpelse af plan- og regulerings-systemet kan gribe ind
i den enkelte borgers frihedsgrader. Derfor kan vejledning være at foretrække. En
vejledning til borgerne omkring ressourcebesparelse i forbindelse med bebyggelse
kan gennemføres vha. miljømærkning/miljøklassificering af både nyt og
eksisterende byggeri og miljødeklarationer for byggevarer [Pedersen 2002]. En
kvalitetsmærkning af byggeri kan således udbrede kendskabet til
ressourcebesparende bebyggelse og gøre det målbart og derved sammenligneligt.
I Holland arbejdes der konsekvent mere med ressourcebesparende bebyggelse og
det er her lykkedes at bygge flere hundrede boliger med et halveret energiforbrug i
forhold til det normale, uden statstilskud og væsentlige merudgifter [Pedersen
2002]. Der vil i denne forbindelse være en udgift i selve udbredningsfasen for
staten, men den økonomiske ulempe ligger også i, at der indkasseres færre penge