At beskrive, sætte mål og lægge planer

kan føre til en mere realistisk drøftelse af forventningertil barnet, når dialogen tager udgangspunkt i, hvad barnetfaktisk kan. På den måde kan det også i nogle tilfældefungere som en hjælp for forældrene til at erkende barnetsstore vanskeligheder.En anden af fordelene er, at fordi læreren præcist harbeskrevet elevens kompetencer, bliver det muligt at sefremskridtene, som for mange af amtets elever kan synesganske små og komme i meget langsomt tempo. Her bliverdet altså muligt at se de bittesmå skridt fremad. Ogdet bliver det, fordi de mål, vi sætter op på kort sigt, erbittesmå. Man kan rejse spørgsmålet, om man kan taleom kompetencer, når barnet stadigvæk skal have hjælp.Grundholdningen må være, at der altid vil være noget,som et barn kan.Det er tanken, at læreren efter at have kortlagt barnetskompetencer, også kortlægger barnets potentialer. Dettesidste kan kun gøres ved at studere, hvad der faktisk skerfor barnet i en samarbejdsproces. Og tanken er så, atundervisningen sættes ind i potentialeområdet, som ogsåkaldes den nærmeste udviklingszone. Men selvom manaldrig når længere end til at kortlægge barnets kompetencer,vil man alligevel være nået langt. Man vil nemlig haveomprogrammeret sin måde at tænke om barnet på, fordider er sket en omprogrammering af det sprog, der bliverbrugt om barnet. Og således bliver barnet mere synligtsom en elev, der kan noget.Der er en oplagt risiko ved modellen, nemlig at depotentialer, der arbejdes med, kun knytter sig til færdigheder.Dette sker, fordi handlingskravet i modellen eroverskyggende.Indsatsområder som kreativitet, problemløsning,forståelse og indsigt lader sig ikke binde op i tidsbestemtehandlinger. De er jo i høj grad vigtige for børnenesudvikling. Dog kan man alligevel tale om handlinger:Hvornår viser Jens dig, at han har fået større forståelsefor de andre i gruppen? Igen vil vi mene, at potentialernekan bruges som pejlemærker. Altså hvis vi ønsker, atOlga udvikler en større selvindsigt, bliver vi nødt til atgøre dette eller hint.PlanlægningscyklusFølgende planlægningscyklus er hentet fra Temahæfte 16:Hæftet opererer med en fireleddet planlægningscyklus:– Iagttagelse og Beskrivelse– Årsplan– Den individuelle plan– AktivitetsplanI iagttagelse og beskrivelse indsamles relevant viden ombarnet, og barnets kompetencer registreres: hvad er det,eleven kan.Oplysningerne fås gennem forskellige kilder: Observationer,logbøger, samtale med eleven, forældre, andre ielevens omgivelser, undersøgelser foretaget af specialister,og forskellige registreringssystemer. Der gives et eksempelpå et registreringssystem, som „kommer hele vejenrundt“, men det nævnes, at også mange andre systemerkan bruges. I de til hæftet hørende kurser lægges storvægt på, at deltagerne træner at beskrive deres elever isaglige, neutrale termer, som er præget af elevernes handlinger,og hvor udsagnene er renset for fortolkning ogvurdering. Der nævnes intet under dette punkt om ensammenhængende, episk beskrivelse. Derimod tales omen kortlægning af kompetencer.I næste fase laves den enkelte elevs årsplan.Den enkeltesårsplan skal have sammenhæng med de gældendelæseplaner, med skolens plan og med klassens årsplan.Det understreges, at der er tale om undervisningsdifferentiering,individuelle hensyn indenfor fællesskabetsrammer, ikke om individuel undervisning. Årsplanen forden enkelte elev er faktisk identisk med de fundne potientialer,altså de handlinger, den enkelte kan præstere,når han får hjælp i et samarbejde med andre børn ellervoksne. Således kan årsplanen blive lang og umiddelbarttage pusten fra enhver. Tanken er dog ikke, at eleven skaligennem det hele. Det er de voksne, der træffer valgindenfor potientialerne.*Næste fase i planlægningscyklussen er den individuelleelevplan.Her er det meningen, at der laves en plan for enkortere tidsperiode. Det afgørende er ikke periodenslængde, der nævnes 4-5 uger, men det kunne ligeså godtvære 3 måneder. Det afgørende er, at de potientialer,* Valget kan træffes udfra forskellige kriterier: hvad den enkelte elev er mest motiveret for, gladest for, hvad læreren skønner, eleven har mest brug for at lærenoget om, hvad der forekommer mest alderssvarende, hvad der passer bedst i klassens plan osv. – Tanken er så, at når engang de potentialer, der er blevet arbejdetmed/eleven er blevet undervist i, er blevet til elevens nye kompetencer, revideres kompetencelisten, og dermed også listen over potentialer.