ALS FORUM - ALS Gruppen Vestjylland

deg!" Så løp hun videre. Stakkar, hun våget ikke nevne stolen.
En annen gang var jeg med min datter, Linda, i en zoologisk butikk. Bak
disken sto den minste ekspeditrisen jeg har sett. Det var så vidt at nesen
kom over disken. Hun så fortvilet på de andre kundene og så på meg. Det
bredte seg et lykkelig smil om munnen hennes og hun utbrøt direkte til meg:
"hva skal det være? " Vi hadde øynene på samme nivå. Jo, livet har
fremdeles sine sider.
klem fra Åse
5.
Mit liv i korte træk:
Jeg blev født i 1953 i Odense. Kom efter skolen i lære som matrikulær tegner og
blev derefter
ansat ved Teledanmark, dengang FKT. Her var jeg ansat i 24 år, de sidste 3 år i
en beskyttet stilling.
Jeg blev gift i 1975 og fik samme år min datter Christine, og lever et festligt
og farverigt liv som så
mange andre.
De første symptomer.
I starten havde jeg forskellige skavanker, som jeg først efter diagnosen kunne
forbinde til sclerosen.
Ca. i 1977 gik jeg til behandling for en tennisarm ( jeg som overhovedet ikke
spillede tennis). Det
snurrede i armen, jeg havde svært ved at strikke som jeg plejede. Jeg fik
kortbølgebehandling og var
til fysioterapeut, men det hjalp ikke. Opgav strikningen og gik over til at sy
på maskine.
På et tidspunkt fik jeg halvsidige lammelser i ansigtet, og gik rundt med et
skævt smil der kunne
minde om Elvis Presley´s. Lægen ordinerede nervemedicin, som jeg blev utrolig
sløv af, og derfor
smed jeg hurtigt pillerne væk. Lammelserne fortog sig og blev til sidst kun til
små trækninger ved
øjnene.
Jeg blev i 1978 af min egen læge sendt til neurolog på Odense Sygehus, hvor jeg
for første gang traf
overlæge Evald. Han indlagde mig i 14 dage, hvor jeg blev undersøgt, scannet,
prikket i, testet og fik
taget en rygmarvsprøve. Evald udskrev mig med meldingen, at det var en kronisk
nervebetændelse,
som kunne komme og gå, og som jeg nok måtte affinde mig med, da de ikke kunne
tilbyde nogen
behandling. Jeg mente at denne "kroniske lidelse" nok var udtryk for at de ikke
anede hvad jeg
fejlede. Forøvrigt mente Evald at jeg skulle stoppe med P-pillerne og begynde at
bruge spiral istedet.
Han kunne kun anbefale det. "Det gav en fjedrende gang" påstod han. Sort humor
var/er hans
varemærke og det passede mig fint.
Livet fortsatte, vi købte hus og etablerede os. Ind imellem var der
småskavanker, som afførings-
besvær,udtalt træthed, kraftnedsætteler og jeg havde en fornemmele af at jeg
havde en snor om
maven. På et tidspunkt blev jeg næsten blind på begge øjne, og søgte øjenlæge.
Hun sagde igen
noget om en kronisk betændelse, der denne gang havde sat sig på synsnerven og
som sikkert ville