ALS FORUM - ALS Gruppen Vestjylland

aftage. Det gjorde den også i løbet af 14 dage, hvor jeg tilbragte det meste af
tiden som solbader.
Der behøver man jo ikke at se så meget. Øjenlægen undersøgte mig sluttelig og
fastslog at
synsnervebetændelsen havde efterladt et nedsat synsfelt i mit ene øje, og jeg
skulle selvfølgelig
komme igen, hvis det blev værre.
Vi var nu fremme i vinteren 87/88, og jeg begyndte at falde over de hvide
streger i fodgængerfeltet.
Når vi gik tur blev jeg så træt at jeg næsten måtte bæres hjem. Min mand mente
jeg havde en dårlig
kondition og skulle begynde at dyrke sport. Jeg selv mente at der nok var lidt
af en hypokonder gemt
i mig. Men jeg opsøgte huslægen da jeg også havde smerter i knæet. Han ville
have mig indlagt på
afd. N. Jeg kunne komme ind 1 måned senere.
Diagnosen
Da jeg kom hjem oppe fra lægen og fortalte min mand hvad lægen havde sagt, og
han så hvilke piller
jeg havde fået (panodil), besluttede han at han ville ringe til lægen næste dag
fra sit arbejde og høre
hvad f...... panodiler skulle hjælpe på gangbesvær. Det blev lidt af en gyser
for ham, for da han havde
brokket sig over ventetiden på indlæggelsen og panodilerne, sagde lægen i
direkte i telefonen: "Jamen
de ved vel at Deres kone har dissemineret Sclerose" ....det vidste han ikke, men
han havde engang
set et svært tilfælde, hvor manden blev båret ind i en lejlighed på første sal
på en dør og som måtte
have sondemad.....så han fik et chock. Ydermere sagde lægen at han ikke måtte
fortælle det til mig,
da min tilstand så kunne forværres. Jeg skulle have diagnosen på sygehuset om 1
måned.
Det var en tung hemmelighed han skulle gå med og jeg kunne da også se at han
lignede en, der havde
fået et slag oven i hovedet. Da han ydermere uopfordret erklærede, at han
elskede mig højt, var jeg
klar over, at der måtte være et eller andet helt galt med mig.
Måneden gik, og jeg kom ind på N2. Lå der i en uge, hvor der ikke skete andet
end jeg fik røget en
masse smøger, gik til "fys" og fik snakket med mine medpatienter. Fredag skulle
min mand absolut
være der kl. 11.00. En ung reservelæge og en sød sygeplejerske kom ind på stuen
til os. Han
begyndte at snakke fagsprog og nævnte en masse om mit defekte imumforsvar. Jeg
brød tilsidst ind
og spurgte:" Sig mig, jeg har vel ikke AIDS". Det var mere end han kunne
kapere, især da jeg smilte
sødt til ham.
Han måtte gå ud af værelset, og min mand gik efter og sagde, at nu måtte de se
at få fat i overlæge
Evald, fordi ham var jeg på bølgelængde med. Evald kom. Satte sig på
vindueskarmen og sagde rent
ud:. "Birthe - du har Dissemineret Sclerose" og så kom en lang faglig udredning,
som jeg lyttede til,
men som ikke bundfældede sig.
Samme nat lå jeg og tænkte: "Var det Psoriasis eller var det Sclerose" - jeg
anede ikke, hvad jeg
fejlede.