Visitators rolle i den kommunale organisation

Afsnittet er inddelt i fire underafsnit. Disse repræsenterer forskellige tidsperioder præget af
udviklinger, der ikke er skarpt adskilt, men overlapper og griber ind i hinanden. Hovedvægten er
lagt på den seneste tidsperiode for at tegne et billede af de tendenser, den nuværende udvikling er
drevet af. Hvert underafsnit afrundes med en mindre opsummering. Det samlede afsnit vil vise,
hvorledes der er sket en markant forskydning af opgavevaretagelsen mellem samfundets sektorer,
og hvorledes ofte modsatrettede principper for velfærdsadministrationen har afløst hinanden.
Velfærdsydelser – fra almisser til almen ret
Den danske velfærdsstat bygger på idéen om alles lige adgang til velfærdydelser under bestemte
betingelser. Den er et opgør med fattighjælpens og forsørgelsesprincippets uheldige virkninger og
betoner velfærdsydelser som en almen ret. Det universelle princip skaber, som formuleret af
Richard M. Titmuss, den værdimæssige ramme og dermed forudsætningen for at udvikle social
accepteret positiv særbehandling for de dårligst stillede med et minimum af risiko for stigma (I:
Abel-Smith 1987:154). Dermed forstås offentlige velfærdsydelser ikke som en byrde, men tværtimod
som et redskab til at skabe social integration.
Velfærdsstaten blev fra midten af 30´erne til slutningen af 70´erne udbygget ved at de sociale
støtteordninger, som var forankret i folkelige bevægelser, gradvist blev gjort statslige og almene
med finansiering over skatterne (Hegland 1997:123).
Loven om husmoderafløsning fastsatte i 1949 det nuværende hjemmehjælpsområde som et
selvstændigt velfærdsområde. Husmoderafløsningen var rettet mod kvinder i forbindelse med
fødsel, sygdom eller rekonvalescens og kunne kun ydes midlertidigt. I det omfang der var brug for
midlertidig hjælp, kunne den også benyttes til at tage vare på de ældre. Derimod forventedes det, at
ældre med et varigt behov for hjælp blev anbragt på alderdomshjem (Fuglsang 1999:5). De første
mange år kendetegnedes hjælpen som afløsning af husmoderens naturlige opgaver i hjemmet, det
var med andre ord de aktuelle modtagere af hjælpen, der definerede opgavernes indhold (La Cour
2001:8).
Hjemmehjælp som velfærdsydelse blev skabt ved lov om folkeforsikring i 1958, der åbnede
mulighed for, at der kunne ydes varig hjælp til ældre og handicappede. Begrundelsen var den
samme som den, der lå bag husmoderafløsningsordningen, nemlig at hjemmehjælp var billigere end
forvaring på hjem, styrkede muligheden for de ældre for at fortsætte deres hidtidige livsførelse og
fjernede fattigvæsnets ydmygende virkninger (Fuglsang 1999:6). Der lægges hermed afstand til
tidligere tiders skønsmæssige skelnen mellem værdigt og uværdigt trængende, som reformerne af
socialvæsnet i 1930´erne og 40´erne forsøgte at gøre op med. De sociale foranstaltninger skulle
9