Visitators rolle i den kommunale organisation

En visitator gør opmærksom på, at der hos dem endnu ikke er tale om et officielt krav fra ledelsen
om at opstille mål for hjælpen. Visitatorerne finder generelt denne del af formidlingen til udførerne
vigtig, men også vanskelig, hvilket betyder, at der ofte formuleres meget overordnede mål der, som
de siger, passer på rigtig mange borgere. Taget i betragtning, at de hjælpsøgende brugeres situation
ofte har ”vilde” problemers karakter, kan det bidrage til forståelse af visitators vanskeligheder med
at formulere mere konkrete og præcise mål for hjælpen. Kommunerne er ifølge to af lederne
inspireret af Fælles sprog II, der i forhold til Fælles sprog I blandt andet opererer med det, der
betegnes som retningsgivende mål for indsatsen. 80 Dette mål opstilles som led i en
helhedsvurdering, hvor brugerens selvformulerede ønsker og prioriteter indgår sammen med
visitators vurdering af brugerens udviklingspotentiale, hvor nuværende funktionsevne, prognose og
brugerens motivation indgår som parametre. Hensigten er at understøtte udførerens refleksion,
ansvar og fleksibilitet (Poulsen 2004:33-35). Denne idé har vundet indpas og etableret normative
strukturer i visitationsenhederne. Visitatorerne tilstræber så at sige at bestille en bestemt indstilling
hos hjemmehjælperne ved at tilvejebringe de fornødne ord i en målformulering. Man forsøger
herved regulativt at styre måden hjælpen leveres på. En leder udtaler: …retningsmålet, hvad det er
man skal nå med det, jamen det skal fortælle hjælperen, at hun ikke skal gå ind [til borgeren] med
hovedet under armen og gøre noget, men forholde sig til, hvad det reelt er, der skal gøres…..men
det kræver selvfølgelig, at vi er meget præcise om at inddrage borgeren hele vejen igennem.
Man kan som Thuesen (2004) stille spørgsmål ved visitators og brugerens reelle mulighed for i en
enkeltstående samtale, som er adskilt fra den daglige praksis, brugernes behov og ønsker udspringer
fra, at træffe beslutning om handlinger, der enten er forandringsrettede (rehabiliterende) eller som
fastholder status quo. Det kan synes betænkeligt, hvis grundlaget for en sådan beslutning er det,
brugeren i situationen kan formulere om prioriteringer og motivationer. I værste fald kan det
resultere i, at de, der måske har mest brug for støtte til forandring, ikke får den nødvendige hjælp.
Thuesen foreslår som alternativ et styrket tværfagligt samarbejde, der kan fremme klogskaben hos
de, der er tættest på brugerne i hverdagen (ibid:40). Visitators vanskeligheder med hensyn til
opstilling af mål for hjælpen, kan på denne baggrund begribes, dels i lyset af den sparsomme sociale
praksis, hun deler med brugeren, dels i lyset af karakteren af brugernes problemer.
Hensigten med, at visitatorerne formidler mål med hjælpen til hjemmehjælperne, er at få
fagligheden i spil derude. Lederne giver udtryk for, at i og med meget i visitationen er bestemt i en
større detalje end tidligere, har hjemmehjælperne mistet kompetence. Det betyder, at beslutninger
80 I Fælles sprog II hedder det, at det retningsgivende mål afspejler en faglig ambition for, hvad der er muligt at opnå
hos brugeren. Det er knyttet til leveringen af indsatsen. (Poulsen 2004: 33-35).
80