Visitators rolle i den kommunale organisation

være direkte relationer mellem den kommunale økonomi og den enkelte borgers trang (Ebsen
1998:266).
På ældre- og handicapområdet blev kommunerne med en samlet lov om husmoderafløsning og
hjemmehjælp af 1968 for første gang pålagt at oprette disse ordninger (Dahl 2000:26). Igennem
70´erne satte den ny holdning til de offentlige myndigheders forpligtelser sig for alvor igennem.
Den enkelte hjælpmodtagers særlige situation skulle nu ud fra en socialpsykologisk synsvinkel i
højere grad tages i betragtning. Dette blev udgangspunktet for hjemmehjælpens
omsorgsprofessionalisme (Fuglsang 1999:8). Med indsættelsen af det bredere omsorgsbegreb blev
der brug for uddannelse af hjemmehjælperne, hvilket gøres obligatorisk med bistandsloven i 1976
(Dahl 2000:26).
Hjælpen kan nu ydes uden rekvisition fra læge og jordemoder, og beslutningskompetencen
overlades til erfarne hjemmehjælpere, der ansættes som tilsynsførende (Fuglsang 1999:10). Der sker
en egentlig opdeling af opgaverne i henholdsvis omsorgsopgaver og praktisk bistand. Retten til at
definere opgaverne delegeres således til det offentlige (La Cour 2001:8), men den tidsmæssige
ramme er fortsat ikke detaljeret, og den enkelte hjemmehjælper har faste hjælpmodtagere (Hjernov
2001:36).
Sondringen mellem husmoderafløser og hjemmehjælper bortfalder i perioden, men der skelnes
stadig mellem midlertidig og varig hjælp, og varig hjælp er ikke længere begrænset til invalide- og
folkepensionister (Fuglsang 1999:10). Bistandsloven fastsætter betaling for hjemmehjælpen, dog over
visse indtægtsgrænser og fastslår, at det ikke er muligt at klage over afgørelse om hjemmehjælp
(Høeg 2003:13).
Der tegner sig et billede af en hastigt voksende offentlig sektor, hvor professionelle overtager en
lang række opgaver, som traditionelt havde været knyttet til de primære netværk. Omsorgen for
ældre og handicappede slås fast som kommunalt ansvarsområde.
Synet på det offentliges forpligtelser orienterer sig mod borgerens helhedssituation, og der lægges
vægt på forvaltningens autonomi i vurderingen og afgørelsen af den egnede bistand til den enkelte
borger. Intentionerne om sammenhæng og helhedssyn giver skønsprincippet fordel.
På ældreområdet udmønter orienteringen sig i et bredere omsorgsbegreb, som danner udgangspunkt
for hjemmehjælpens professionalisering i form af uddannelse og delegering af
beslutningskompetence til tilsynsførende hjemmehjælpere. Der sker en begyndende opdeling af
opgaverne i omsorgsopgaver og praktisk bistand, men tildelingen sker efter rummelige tidsnormer
indenfor hvilke, borgeren kan øve indflydelse på hjælpens indhold. Der er ingen klageadgang.
11