Visitators rolle i den kommunale organisation

Den ændrede organisation og administration af visitationen og konsekvenserne for hjælpen til de
ældre og handicappede borgere er undersøgt, kommenteret og kritiseret fra forskellig side. I det
følgende gengives i korte træk de fremherskende temaer.
Centraliseringen af myndighedsfunktionen, herunder reduktion af personer med kompetence til at
visitere, har betydet, at der er skabt større ensartethed i visitationerne. Dette fremføres af Den
Sociale Ankestyrelse, som i et samarbejde med 15 udvalgte kommuner har gennemført en
undersøgelse, med det formål at opsamle og formidle erfaringer om det praktiske arbejde med at
implementere loven om frit leverandørvalg i den kommunale dagligdag. Det fremføres i rapporten,
at der er opnået en bedre dokumentation af sagsbehandlingen i overensstemmelse med god
forvaltningsskik, og dette har ifølge rapporten medvirket til, at borgernes retssikkerhed er øget. Den
centrale visitation betragtes endvidere som en hjælp til sikring af en større sammenhæng mellem det
politisk besluttede serviceniveau og det faktisk visiterede og leverede, og det er kommunernes
erfaring, at der er opnået større synlighed omkring, hvad borgeren kan forvente. Men i en del
kommuner ses det som et problem at opretholde en integreret ældrepleje, som kan sikre
samordningen med de kommunale tilbud, som ikke er omfattet af fritvalgsordningen fx
aktivitetstilbud, terapeutydelser til genoptræning og hjemmesygepleje (Den Sociale Ankestyrelse
2003:21).
Redskabet Fælles sprog anskues i kommunerne som middel til at skabe mere gennemsigtig
kommunikation og større sammenhæng mellem politisk vedtagen målsætninger og faktisk praksis –
samme målsætning som ligger bag kvalitetsstandarder. Fra anden side kritiseres Fælles sprog dog
for at installere en forestilling om objektivitet i behovsvurderingen og for at reducere menneskelige
komplekse og forskelligartede behov, til behov som kan modsvare de forhåndsdefinerede
kategorier. Anvendelsen af redskabet menes derfor at gøre det vanskeligt for kommunerne at leve
op til de socialpolitiske intentioner i lovgivningen om at tilbyde individuel tilrettelagt hjælp, som
også tilgodeser det aktiverende sigte med hjælpen (Petersen 2003:101,165).
Visitationer efter detaljerede standarder bevirker, at det udførende personale, hjemmehjælperne,
oplever manglende mulighed for fleksibilitet overfor mere individuelle og situationsbestemte behov
og ønsker hos borgerne (Jensen 2004a:10). Standarderne kritiseres for at frarøve hjemmehjælperne
deres frihed til at vise ansvar og lydhørhed overfor de ældres konkrete behov (Petersen 2000:65,
Højlund 2000:31), og fra Kommunernes Landsforenings chefkonsulent på ældreområdet, Lars
4