Visitators rolle i den kommunale organisation

være almene og gives så objektivt som mulig, altså efter et retsprincip snarere end et skønsprincip.
Begge ordninger krævede kommunens administration, driften derimod kunne varetages både af
kommunen og private institutioner. Derved forsøgte man at bevare kontinuiteten fra de frivillige
organisationer (ibid:7).
Der ses med andre ord i perioden udviklingen af en velfærdsstat med skattefinansierede almene
ydelser, der fordeles efter retslige principper. Det offentlige tager gradvist ansvaret for bistand til
husmødre, ældre og handicappede med behov for hjælp i hjemmet.
Professionalisering og institutionalisering
1960´erne og de tidlige 70´ere var præget af højkonjunktur med økonomisk velstand og udbygning
af de velfærdsstatslige sikringssystemer. Der var fuld beskæftigelse og vækst i antallet af offentlig
ansatte. Især betød kvindernes indtog på arbejdsmarkedet en massiv overførsel af opdragelses-,
trygheds- og omsorgsfunktioner fra de primære netværk til offentlig varetagelse (Bømler 1995:22).
Et stigende antal offentligt ansatte havde en faglig uddannelsesmæssig baggrund, og perioden var
præget af professionalisering af funktionerne, hvor det uddannede personale i samspil med det
offentlige understøttede institutionaliseringen af velfærdsopgaverne (Hegland 1997:123). Lederne
rekrutteredes fra faglige rækker, havde ofte professionelle opgaver og skulle løbende holde sig
a´jour med den faglige udvikling (Klausen 2001:61).
Opgaverne var fordelt på en lang række specialiserede myndigheder, administrative enheder og
institutioner. En af intentionerne bag den store socialreform (kommunalreformen) i 1970´erne var at
sikre en større grad af sammenhæng i opgavevaretagelsen mellem de forskellige niveauer og
enheder. Der skete en udlægning af ansvar og opgaver fra staten til amter og kommuner, hvorved
kommunerne blev tildelt hovedrollen som leverandører af almene sociale ydelser som børnehaver,
plejehjem/ældreboliger, hjemmehjælp m.v. (Olsen 1998a:68). Denne udlægning er blevet kaldt den
første decentraliseringsbølge (Hegland 1997, Klausen 2001).
Centralt i socialreformen var bistandsloven, som omhandlede størstedelen af de sociale
serviceydelser, herunder hjemmehjælpen. Loven lagde vægt på forebyggelse af sociale problemer
og individuel behovsvurdering. Hjælpen skulle altså gives efter et skønsprincip (Andersen 2000:79),
og loven nedtonede således det hidtil gældende retsprincip. Den kommunale styrelseslov foreskrev
etablering af en selvstændig socialforvaltning, som uafhængigt af kommunalbestyrelsen og ud fra
borgerens helhedssituation skulle skønne hvilken bistand, der skulle iværksættes. Der skulle ikke
10