Den fulde rapport - Bupl

Mestringen af individualiseringen
Vikarerne udtrykker overordnet set, at de er i stand til at mestre individualiseringens og
flygtighedens konsekvenser. De bevidste om prisen: At de grundlæggende står alene.
Følgende dialog illustrerer denne tilsyneladende afklaring:
”Interviewer: Hvem opfatter I som jeres kollegaer? (...)
Ditte: Ikke nogen.
[Der siges i baggrunden: ”Ja, ikke nogen!”]
Mette: Nej, men altså, jeg er jo alene vikar, ikke. Så jeg ser jo ikke andre vikarer (...)
Martha: Vi ser jo ikke hinanden, vel? (...)
Interviewer: Er der nogle af jer, der savner sådan, mere faste kollegaer?
[Der siges ”nej” hele vejen rundt om bordet]” (FG:860-941)
På trods af en diskussion om de negative konsekvenser som ensomhed, tvivl og konkur-
rence – så er løsningen ikke en tilbagevenden til de gamle kollegafællesskaber.
Derved efterlades vikarerne i en spænding mellem fællesskab og individualitet – en
spænding som fordrer fortællingen om den stærke vikar. Enspænderen, der i stedet for
at indgå i de krævende faste fællesskaber, danner individuelle her-og-nu relationer.
Netop dette skisma indfanger Bauman med sin fortælling om den ”flydende modernitet”
(Bauman 2006:7-25). I denne usikkerhedens epoke fordres individualiteten frem for
fællesskaberne. For mens den tidlige kapitalisme var præget af synlig kontrol, er vor
tids kapitalisme med dens deregulering, fleksibilitet og konkurrence blevet formløs og
usynlig – og samtidig stærkere, fordi den er umulig at angribe. Arbejdstagerne rammes
heraf af en gennemgribende og eksistentiel usikkerhed, som fordrer – og fordres af -
individualiteten. Usikkerheden samler dermed ikke arbejdstagerne – men adskiller og
splitter dem i en selvforstærkende proces. De ønsker ikke indgå i de forpligtende fælles-
skaber, og søger i stedet individuelle ”bibliografiske” løsninger på fælles problemer og
”systematiske selvmodsigelser.” Ifølge Bauman kan det være byrdefuldt at føre kampe-
ne alene, men udsigten til bindende fællesskaber synes at indeholde endnu flere ulemper
(Bauman 2002:52 og143).
Dette skisma er i allerhøjeste grad en tendens i de pædagogiske vikarers arbejdsliv. Den
individuelle mestring af dereguleringen og de tunge ansvarsbyrder er en midlertidig
udmeldelse af det traditionelle arbejdsfællesskab.
64