Den fulde rapport - Bupl

Individualiseringens flygtighed som beskyttelse
Hvad Bauman ikke umiddelbart har øje for er, at denne udmelding samtidig kan få en
beskyttende effekt i kraft af dens ”anonymisering” af personligheden og i kraft af dens
flygtige og uforpligtende relationer. Dette ses eksempelvis i følgende diskussion, som
Helle indleder med en kritisk betragtning af ansvar i de faste jobs:
”Helle: Og jeg synes, mere og mere faktisk, at ting bliver gjort til et personligt problem.
Altså, rammerne og arbejdsforholdene bliver gjort til et personligt problem (..) At hvis
du kritiserer systemet, eller kritiserer ledelsen, så bliver det personligt (...)
Interviewer: Er det noget, som bliver forstærket af, at man er vikar, eller er det lige så
almindeligt at opleve den der individualisering af problemerne, når man er fastansat?
Ditte: Nå, nej – men hvis jeg skulle svare på det, så ville jeg sige – jamen, det oplever
jeg ikke som vikar (...)Altså, hvis der er nogen, der vil prøve at gøre det til et personligt
problem for mig, så vil jeg sige: ”Det kan I ikke, for I kender mig ikke!”” (FG:1183-
1215).
Individualiteten og ”aleneheden” bliver på denne måde et skjold for personlige angreb –
og kommer til at stå som antitese til de gamle arbejdsfællesskaber, hvor man ikke bare:
”har (...) den frihed, at man kan gå” (FG:1217).
Samlet set er der dog tale om nogle yderst ambivalente fortællinger om det individuali-
serede arbejdsliv som pædagogisk vikar, som både rummer en afstandtagen til fortidens
negative fællesskaber, en glæde over en vunden frihed samt en problematisering af ale-
neheden – men også en søgen efter nye fællesskaber.
Nye fællesskaber
De pædagogiske vikarer udtrykker altså, at de ikke savner de faste kollegaer og de faste
arbejdsfællesskaber. Alligevel ser vi, at de på forskellig vis formulerer ønsker om at
”dosere lidt fællesskab” til det individualiserede arbejdsliv. Eksempelvis efterlyser de
faglig sparring og nye platforme for erfaringsudveksling – fordi de savner ”at have den
der (...) dialog” (FG:935). I fremtidsværkstedets utopifase fremkommer stikordene ”To
om alle opgaver; Teamarbejde.”, og en konkret utopi hedder To om opgaverne og en
anden Pædagogernes Hus, der skal fungere som fagligt mødested. I virkeliggørelsesfa-
sen opstod også ideer om at lave et Kollegialt netværk, hvor vikarerne kunne erfarings-
udveksle og støtte hinanden. Vi tolker ovenstående som billeder på vikarernes søgen
efter nye fællesskaber i et flydende liv. I følge Bauman, har de opløsende kræfter bevæ-
get sig fra makro- til mikro-niveau og fra politikken til livspolitikken. Det betyder, at
65