læs min rystende dagbog fra grønland her - Hjem

100
ket nærmest gjorde mig panisk. To store roser på lange tornede stængler blev det
til, før forstanderen kom og beroligede mig med, at dem kunne jeg bare pille af,
hvilket jeg gjorde.
Det var ikke noget helt almindeligt hjem, og hvis jeg ikke havde været der selv,
ville jeg ikke have troet det muligt!
Sindet åbner og lukker sig som alt andet efter en egen rytme. Somme tider er du
modtagelig for indtryk, mens du til andre tider hverken kan se eller høre eller forstå,
hvad der sker omkring dig. Det er vel naturens orden. Somme tider fungerer
din hjerne og dine følelser bedre end til andre tider. Somme tider er du ovenpå og
kan alting, og der er tider, hvor du har svært ved de mindste ting. Mange rytmer
griber ind i hinanden lige fra hjertets rytme og åndedrættets over døgnets rytme
til månens og universets langsomme rytme. Men alting åbner og lukker sig -
kommer og går.
Så gør man status, fordi året er omme. Det var så 1993 - opbruddets år. I opbruddets
tegn fra starten, da vi søgte til Canada, fordi noget nyt skulle ske, og når tanken
først er kommet så langt, kan den ikke stoppes. Vi var på vej, og det var ikke
et spørgsmål, om vi skulle af sted - men hvornår vi skulle af sted. Og nu er vi hér
i Julianehåb, and I still wonder why?
Den ansvarsløse lader tingene ske - adlyder skæbnen eller Gud som den grønlandske
menighed, der »naalagiartarput« plejer at gå hen for at adlyde, som det
hedder, når de går i kirke - bøjer sig for vilkårene og lader i vidt omfang stå til -
gør som der bliver sagt. Ja, ansvarsløst efter vore vesterlandske begreber, hvor
viljen til forandring, fremskridt, udvikling ligger dybt i vores kultur, hvor du er
dit eget livs instruktør, som det hedder. Din egen lykkes smed.
Men se om de begriber det, grønlænderne. De begriber ikke, at vi sådan tør sætte
os op mod vores skæbne, men i det skjulte beundrer de os for det, og vil jo gerne
drage fordel af det, vi kan i kraft af vores energi, vilje og indsats.
Og se, om vi begriber dem - deres ligegyldighed overfor indgåede aftaler, deres
mangel på tidsfornemmelse, deres uansvarlige barnlighed. Deres fornærmethed
mod vores ironiske distance til tilværelsen bortset fra arbejdet, som vi har et sært
underdanigt, helligt forhold til, så vi næsten kan sætte lighedstegn mellem arbejdsløshed
og gudløshed. Derfor rammer arbejdsløsheden os ligeså hårdt som
ensomheden rammer grønlænderen. Og alligevel beundrer vi dem - misunder
dem deres elementært menneskelige værdier - og himmel, hvor har vi meget at
lære af hinanden frem for denne polarisering, som tapper vores kræfter og gør os
modløse og mistroiske overfor hinanden. Og midt i dette kultursammenstød -
midt blandt de frustrerede danskere og de ligeså frustrerede grønlændere befinder
vi os og skal prøve at indrette vores liv som familie, som mennesker i modsætningernes
land.
Det har vi så villet eller måske er det udviklingen, der har ført os herop. Man vil
jo gerne have én eller anden rimelig garanti for det rigtige i det man gør. Gud eller
skæbnen eller udviklingen eller sådan noget.