læs min rystende dagbog fra grønland her - Hjem

sit krav til os om at bære frugter, som er dette nye liv værdigt. Vi har fået frelsen - vi har
fået fred med Gud - men hvilken betydning fik det så for vores liv? Og hvilken betydning
fik det for vores næstes liv? Det er det spørgsmål, som bededagen stiller os.
Det var friheden, vi fik forærende i dåbsgave, og hvordan brugte vi så den frihed? Gravede
vi den ned og gemte den, eller brugte vi den til at skabe frihed for andre? Du fik et liv betroet
af Gud - du fik et arbejde betroet - du fik lov til at være medarbejder på Guds store
skaberværk, og hvad blev det så til? Bar dit arbejde frugt? Eller blev det ikke til noge t alt
sammen? Borede du dig ind i dig selv i selvoptagethed eller selvmedlidenhed? Blev du bitter
på livet, fordi det ikke gik som du tænkte dig? Glemte du den frihed, du fik forærende i
dåbsgave eller mistede du troen på den?
Der knytter sig en særlig tradition til bededagen. Det er på denne dag i kirkeåret, vi særlig
tænker på vores land og på vores folk. Fra gammel tid har menigheden på bededagen samlet
sig i bøn for folkets fremtid - i bøn for freden og retfærdigheden.
Også i dag vil vi bede for fred. Fred mellem ~Landene og fred mellem mennesker. Vi vil
bede om, at Guds Ord må bære frugt.
Vi har fået lov til at bede til vores himmelske far, men vi har også fået lov til at arbejde for
fred. Vi har ved Guds kærlighed fået frihed til at kæmpe mod de onde magter, som ødelægger
freden, vi har fået frihed til at stå frem og tale uden frygt mod alt, hvad der truer vores
folk med undergang. Og det er måske det, der er menighedens vigtigste opgave i dag.
Der sker meget i Grønland for tiden. Der kommer meget nyt til os udefra - noget godt, men
også meget ondt, og det kan godt være svært at få det hele sorteret. Men her i menigheden
er vi sammen, som vi har været det gennem århundreder. Her i kirken kan folket finde sig
selv midt i alt det nye, som vælter ind over landet udefra, og herfra kan folket få det mod og
den kraft, som skal til for at bekæmpe uretten og ondskaben. Det er fra menigheden folket
skal hente sit liv.
Vi ved alle sammen, hvad det er, som er den største trussel mod det grønlandske samfund i
dag. Vi hører næsten daglig om, hvordan spiritusmisbruget medfører tragedier for utallige
familier rundt omkring i vores land. Og det er, som om vi står magtesløse overfor problemet.
Som om, vi har givet op overfor fjenden. Vores land er faldet blandt røvere, og der er
mange, der arbejder hårdt for at bringe det på fode, men det er som om vi viger tilbage for
at angribe ondets rod. Det er godt, at der er barmhjertige Samaritanere til, men vores fornuft
siger os, at der også er brug for os til at uskadeliggøre røverne. Der kaldes på barmhjertighed,
men der kaldes også på vores fantasi, på vores omtanke og på vores mod, når
freden er truet, og fjenden skal kastes ud af landet. Vores børns opvækst og fremtid er truet,
og det skal vi ikke bare sidde med hænderne i skødet og lade ske, vi skal rejse os og kæmpe.
Kæmpe for det, som vi holder af. Kæmpe for vores land og for vores børns land.
Der bedes i dag i de mange tusind kirker ud over verden. Der bedes for freden i verden, som
trues af den sindssyge og meningsløse atomoprustning - der bedes for at folkene må komme
til fornuft - at de må genkende sig selv som frie mennesker, skabt af Gud til at arbejde for
fred og frihed i denne underlige verden, hvor vanviddet synes at fejre så store triumfer. Der
bedes, fordi bønnen giver os kraft til at kæmpe for det som er sandt.
Øksen ligger allerede ved roden af træerne, formaner Johannes Døber, og det kan se ud som
om han har ret.
Når man ser på verden og den lidelse og undertrykkelse og ondskab, der trives rundt omkring,
da kunne det godt se ud som om vores livstræ havde fortjent at blive hugget om og
kastet i ilden. Men endnu er der tid, og det er vel også derfor Johannes formaner os, endnu
er der tid til at gøde og vande og få træet til at bære gode frugter. Endnu er træet ungt, og
inde bag det skamferede ydre er det fuldt af livskraft. Træet vil vokse og bære frugt, og vi
har fået til opgave at passe og pleje det, og vi har også fået til opgave at forsvare det mod de
voldsmænd, der er ude på at ødelægge det for os.
Vi skal værne om livet - vi skal værne om vores land og vores folk. Vi skal kæmpe mod
uretten - det er vores opgave som menighed, og det var dertil vi fik vores dyrebare frihed,
dengang vi blev døbt til at tilhøre den korsfæstede men opstandne frelser, vor Herre Jesus
Kristus. Amen
21 I 1977 dannede vi sammen med 6 studenterkammerater på Regensen et interessentselskab
med det formål at købe den klitgård i Årgab på Holmsland Klit, som mor og far havde købt
i 1960 til sommerhus. Mor ville efter fars død i 1975 gerne sælge den, og jeg ville meget
gerne beholde den. Jeg tror, vi gav 292.000 kr. for hele herligheden. Far gav i sin tid 34.000
253