læs min rystende dagbog fra grønland her - Hjem

96
Hvis vi konkretiserer vores blodlegemeanelse om en større sammenhæng, mister
vi den måske. Eller værre endnu: hvis vi forsøger at gøre Gud til middel for noget
af vort eget, bliver han vel vred - og du skal frygte Guds vrede. Ligesom du skal
frygte kærligheden, som vender sig imod dig, når du vil gøre den til forkærlighed,
og så nemt som ingenting bliver til had.
Jeg ved ikke, om vi kan leve med det ubeskrivelige. Børn kan åbenbart godt -
måske fordi de ikke skal stå til regnskab for deres tro eller deres livsholdning. De
leger ubekymret for Guds ansigt, indtil vi lærer dem noget andet. Og det er måske
ursynden - dette at ville være som Gud selv. Det koster i hvert fald at blive
voksen. Koster Paradiset.
Gud, lad mig aldrig finde ud af dit væsen - men giv dig til kende
gennem det jeg kender og holder af, så jeg kan tilbede dig -
ikke gennem snedige erkendelser af kosmiske åbenbaringer
ikke ved besværgelser og mystiske gebærder,
men gennem min familie, mine venner, mit arbejde, mit land -
for jeg har jo ikke andet, som jeg kan tilbede dig med
end det jeg kender.
De små hvide blodlegemer passer på mennesket og forsvarer det uden at vide,
hvad de gør. Lad også mig blot leve i det kendte - lad mig elske det, jeg har og alt
det, jeg kender - for derved elsker jeg vel også dig, som jeg tror på, men ikke
kender.
Narssaq den 19. december
Det er smukt og stille vejr. Her ligger et tykt lag sne overalt. Jeg var til gudstjeneste
med barnedåb. Den var velbesøgt. Jeg snakkede lidt med præsten og organisten.
Den sidste meddelte, at da han ikke var konservatorieuddannet organist,
var det så som så med hans evner.
Nåja. Mit indtryk indtil nu er for så vidt en bekræftelse af den lumske anelse, jeg
har haft fra starten af dette grønlandsophold. At det er temmelig meningsløst med
en dansk præst - i hvert fald her i Narssaq. Sjældent har jeg følt mig så overflødig.
Ingen velkomst. Alene i et tomt hotel - og nu er præsten taget ud og stå på
ski. Han mente, der måske ville komme to til gudstjenesten i eftermiddag. Hvad
er det her for noget?
Og så tænker jeg på de mange overflødige timer på kirkekontoret, hvor vi sidder
to præster, og hvor 99 % af henvendelserne sker til den grønlandske præst. Jeg
tænker på de få konfirmander i byerne - her i Narssaq er der ingen. Jeg tænker på
artiklen om, at det danske sprog burde ud af Grønland. Jeg tænker på integrationen
af skoleelever og på grønlandiseringen i det hele taget, som medfører et drastisk
fald i antallet af danskere heroppe.
Jeg var den sidste danske præst for grønlænderne, og jeg tror også, jeg bliver den
sidste danske præst for danskerne - muligvis med undtagelse af den danske præst
i Nuuk.
I øjeblikket ved jeg ikke rigtig mine levende råd. Hvad skal jeg gøre for at gøre
min stilling gældende? Er det overhovedet muligt? Gud Fader! Sidste mand slukker
lyset.
Og så kommer denne barometerteori og fortæller mig, at det her ikke bare drejer
sig om Grønland men måske om mit arbejde som præst i det hele taget. Måske
skulle vi til Grønland for at jeg kunne blive gjort umisforståeligt bekendt med