læs min rystende dagbog fra grønland her - Hjem

Jeg har lige været til en dejlig middag hos Lene og Allan. Kresten ringede, mens
jeg var der, og jeg fik lige hilst på ham. Han havde været i Føns og fortælle om
Tyrkiet og havde mange hilsener. Han fortalte, at Karen Hansen var død. Det er
vist heller ikke for godt med Christian, der har fået hjerneblødning.
Gudstjenesten i aften var lidt af en oplevelse. Der var godt nok 14 i kirke, men
organisten spillede forfærdeligt, og jeg var heller ikke helt tilfreds med mig selv.
Kresten har vist vakt røre i andedammen derhjemme med forslag om at nedrive
de landsbykirker, der ikke blev brugt, og efter sådan en gudstjeneste som den i
aften eller den i Narssaq, hvor der ikke kom nogen, kom jeg til at tænke på, om vi
ikke i vores iver efter at forkynde Guds ord, hvor der notorisk ikke er nogen, der
gider høre det, kommer til at prostituere os selv, så det bliver farceagtigt, og dermed
mister vi respekten for os selv og for vores arbejde. Det kommer til at minde
om de ihærdige missionærer, der står på gadehjørnerne i København og synger
salmer og udlægger skriften, mens forbipasserende medlidende ser på. Der er
grænser for, hvad vi skal byde os selv, vil jeg mene. Og det er og bliver absurd at
holde gudstjeneste, hvor ingen kommer - så kan man sige hvad man vil - så er det
faktisk bedre at rive kirken ned, så den ikke bliver en skamstøtte eller en latterlighed.
Ellers har jeg fået skrevet lidt roman om Knuds drøm i Fiskenæsfjorden, hvor
tempelherrerne kommer ind i billedet. jeg prøver at beskrive et fænomen, hvor
bevidstheden ikke er fastlåst i tid og rum men er i stand til at flyde mellem forskellige
tider og steder - vel egentlig, at bevidstheden er grænseløs i sit væsen, og
at de grænser, vi ser kun er fiktive grænser i forhold til en uendelig virkelighed. I
hvert fald fastholder Knud krampagtigt, at han ikke blot drømte om men faktisk
var til stede i nordbotiden - ikke mindre virkeligt end hans ophold på Rigshospitalet.
Jeg har også fået lavet to ved dagens begyndelser færdige - nu mangler jeg bare
tre. Tekstlæsningerne er klar med musik og små kommentarer.
Læste Karen Blixens Sorgagre igen med stor glæde. Oplagt til en prædiken om
lovens nødvendighed.
Det er blæst lidt op til aften, og der er kommet lidt sne. Jeg håber, jeg kan komme
hjem i morgen.
Julianehåb den 23. november
Så kom sneen. I løbet af i nat har der lagt sig et pænt lag, og det sner og fyger
stadig, så Ida har endelig taget sin dyre vinterjakke på, som hun ikke ville gå i,
før der kom sne.
Jeg kom planmæssigt hjem fra Nanortalik i mandags. Kirsten og jeg mødtes i 2
minutter i heliporten, og nu er hun altså dernede og kommer først hjem på fredag.
Hun bor på mit gamle værelse på Kap Farvel.
Jeg var lige på kontoret i mandags og få dagpenge, men jeg havde glemt alt om 4.
klasserne, så først da Jonathan ringede lidt i to, kom jeg i tanke om dem og
skyndte mig derhen. Ellen var der også, men jeg måtte stå for undervisningen.
Godt, vi har bogen. jeg gennemgik Fadervor og bl.a. lignelsen om Farisæeren og
tolderen - de kunne bedst lide farisæeren!
Om eftermiddagen var der også møde på provstikontoret, hvor vi opstillede Lena
til provstiudvalget, som skal starte i det nye år.
Om aftenen var jeg inviteret til middag på hotellet med Magnus og Jakobine. Jeg
ved egentlig ikke hvorfor - men måske var det sådan en follow-up på festen om
søndagen i anledning af Ilagiit Kalaallit’s 10-års jubilæum, hvor Kirsten i øvrigt
var med.
159