læs min rystende dagbog fra grønland her - Hjem

172
er den et spejl af mine egne minder fra barndom og ungdom, men det er vel også
rimeligt nok. Nu er den snart på 200 sider.
Julianehåb den 24. marts
Jeg nåede ikke hjem til afstemningen til bispevlget. Vi fløj hjem tidligt om morgenen
og landede kl. 7 i Julianehåb. Alt vel hjemme. I går fortalte Magnus, at han
selv og Samuel og jeg, der ikke havde haft mulighed for at stemme ville få tilsendt
stemmesedler, så vi kunne komme til alligevel.
Jeg tænker, de har fået lidt kolde fødder, hvis vi nu skulle forlange omvalg eller
sådan noget. Det hjul, der piber, bliver smurt!
Jeg snakkede med Magnus i går og med Sofie i telefonen, og begge er fuldstændig
overbeviste om, at de vinder valget. Så der bliver noget at samle op, for den
ene af dem, når resultatet foreligger.
I øvrigt har vi så fået endnu flere indbetalingskort til Skattekontoret i Nørre
Aaby, der nu har udregnet vores skat på en ny måde, så vi skal betale de 20.000,
vi fik tilbage i maj sidste år, tilbage, hvilket vi blev noget sure over, så foreløbig
har vi klaget til kommunen.
Dog fik vi brev om den nye udregning allerede i december, men der forstod jeg
simpelt hen ikke konsekvenserne. Man beregner skatten ud fra en helårsbetragtning
og fratrækker derefter et beløb, hvor man tidligere udregnede skatten ud fra
den faktiske årsindkomst.
Julianehåb den 27. marts
Det er Jakobs fødselsdag i dag. Han blev vækket i morges med den sædvanlige
sang og gode gaver. I går blev Bamse »vækket« på samme måde og fik et gnaveben
i fødselsdagsgave. Nu har vi haft den i to år, og har haft hår over det hele i al
den tid!
Det er tøvejr og snevejr. Jakob får besøg af klassen klokken to til fem, og så skal
de have pølser og kakao og lagkage - måske også underholdning.
Konfirmanderne bliver mere og mere sløve, synes jeg, men de får i hvert fald
nogle gode timer om kærlighed, liv og død. Materialet er fortsat meget godt -
omend det måske er lidt for sødladent, men det er dansk kristendom jo nu engang.
Bl.a. på den baggrund skrev jeg forleden et lyndigt om mig selv og den Gud, de
forkynder i vores kirker for tiden:
Jeg sidder her og kigger tomt
på verden og den del af verden, som er mig.
Og tænker på, om Gud nu kom
og så, hvor galt det egentlig var fat
med verden og med mig, der bare sidder her
så inaktiv og træt af ingenting.
Og mon dog ikke denne gud kan bedre li
et menneske lidt mere udadvendt -
et menneske, der vil og tør som hør og bør.
Vær nu lidt glad, dit sure læs
og smil til dagen, som er skabt for dig
til handling og til kærlighed
mod stakkels eksistenser, som venter på din hjælp.
Men nej. Mit smil til dagen må den vente på