læs min rystende dagbog fra grønland her - Hjem

sakramenter.
Vær med den grønlandske kirke og det grønlandske folk. Velsign det arbejde, som gøres
for at føre landet på rettens og fredens vej. Vær med i det arbejde, som udføres blandt
børn og unge i skolen, i institutioner og foreninger. Giv børnene og de unge ansvar for
hinanden og for den fremtid, som snart er deres.
Vær med vore fangere og fiskere i deres farefulde erhverv og vær med alle de, som er
med til at værne og opbygge vores samfund, gennem deres arbejde.
Vær med det danske folk og velsign og bevar vores dronning Margrethe og, hele det kongelige
hus,
Giv dem og os alle nåde, fred og velsignelse til at arbejde og leve
i fast tillid til, at vi er dine børn. Din kærlighed varer til evig tid. Amen.
Ataatarput...
2. Påskedag 1982. Joh. 20,1-18. Fiskenæsset
De forfattere, som har skrevet det nye Testamente, trækker mange gange forskellige ting
frem, når de skal forkynde evangeliet. De har hver deres særpræg, og der er vel også et og
andet, de er uenige om, men for dem alle sammen gælder det, at det, det hele drejer sig
om - det, som er deres udgangspunkt - det er påskebegivenheden. Det er det forunderlige
budskab om, at den mand, som langfredag blev henrettet som en forbryder, han opstod af
graven påskemorgen.
Vi hørte i går Markus, Peter og Matthæus forkynde budskabet - fra alteret har vi i dag
hørt Paulus og nu til sidst Johannes forkynde det samme: Kristus er opstanden.
Det var ikke det, at Jesus var en stor personlighed, der fik dem til at sætte sig ned og skrive
om ham - det var heller ikke det, at han gik omkring og gjorde mirakler - nej, det var
opstandelsen eller troen på opstandelsen, som gjorde, at de nu pludselig forstod, hvem Jesus
var, og hvad det var han ville. I lyset af opstandelsen kunne de så formulere deres
evangelier og breve og dermed bringe det utrolige budskab videre, sådan at også vi i dag
kan høre det: At han, som blev forkastet af mennesker, da han kom til dem, han er opstået
fra de døde. Lyset fra påskemorgen har besejret langfredags mørke. Livet har besejret
døden. Kærligheden har besejret ondskaben.
Ja, så central er denne begivenhed, at det for Paulus, som har skrevet en stor del af vores
Nye Testamente, egentlig ikke handler om andet end den. Guds søn kom til Jorden - blev
henrettet, men opstod på tredjedagen. Hvordan Guds søn var - hvad han sagde og gjorde -
det betyder intet for Paulus. I hvert fald skriver han ikke noget om det.
Og de evangelister, som beskriver Jesu liv og gerning, mens han vandrede blandt mennesker,
ja, de beskriver dette liv netop som en vandring - en vandring hen mod døden og
opstandelsen. Det er den begivenhed, det hele peger hen imod, og det er kun i lyset af
den, beskrivelsen af Jesu liv får sit dybe indhold. Tager man opstandelsen ud af evangelierne,
så falder de sammen og bliver til ingenting, for det er kun opstandelsen, som
giver dem liv.
Læser vi f.eks. bjergprædikenen, sådan som den står med sine umulige krav til os om,
hvordan vi skal leve et sandt menneskeliv, så bliver den ikke andet end en hård dom over
vores liv - og dem er der jo fremkommet så mange af i tidens løb fra domsprofeter og
helvedesprædikanter. Det er først, når vi erfarer, at det er den korsfæstede og opstandne
frelser, der holder bjergprædikenen, at den får sin egentlige mening, fordi den er holdt af
ham, som ikke kom for at give os anvisninger på, hvordan vi skulle frelse os selv, men
som selv kom med frelse - ja, som selv er vores frelse.
At det kan være svært at tro på opstandelsen - at det kan være svært at tro på, at det, som
ikke kan ske, det faktisk er sket, det vidner evangeliet også selv om. Det var svært for korinterne
at tro på opstandelsen. Derfor måtte Paulus holde dem fast på, at det utrolige er
sket.
Er Kristus ikke opstået, så er jeres tro forgæves, siger han. Og når Kristus er opstået, så er
døden overvundet - ikke bare for Kristus, men også for os.
Det var svært for Thomas, en af disciplene, at tro på opstandelsen, Han ville have beviser,
før han kunne tro. Det skal vi høre om på søndag. Og det er også svært for os, som lever i
en verden, hvor det, det kommer an på er facts, og hvor troen til tider synes at have trange
kår. Men det er pålagt os i den kristne menighed at prædike for hinanden, at Kristus er
opstanden - at døden er overvundet ved Guds kærlighed. Det må vi holde hinanden fast
på, for det er det, som er vores kristentro.
Det er så fristende, at forsøge at gøre det usandsynlige sandsynligt. Og der har i tidens løb
245