læs min rystende dagbog fra grønland her - Hjem

næsset kunne blive voldsomt forskrækket over en sommerfugl, og hvordan de
som børn kunne flygte panikslagne fra Diaavulup assai - djævelens fingre, sådan
en fingerlignende plante, der strækker sig op af jorden.
Og så mindes jeg jo min egen djævleangst som barn - hvordan jeg stod ude i køkkenhaven
og gravede et hul, da jeg pludselig smed skovlen og løb ind, fordi jeg
blev bange for at støde på djævelens lampe over hans fordør. Måske er jeg inderst
inde grønlænder?
Nordboen i mig virker uendelig tung i forhold til grønlænderen - næsten upåvirkelig
- færdig - sat. Blasert. Der er ligesom ikke noget, der gør indtryk længere.
Som om vi for længst har lagt den slags bag os - i barndommen - eller middelalderen.
Måske fordi vi efterhånden er blevet så hærdede af indtryk fra medierne, så intet
er os fremmed - intet dramatisk. Vi benytter ord som frygteligt, rædselsfuldt, vidunderligt
i flæng - men vi siger dem uden at fortrække en mine. Minespillet, følelserne
lader vi de professionelle skuespillere og kunstnere om - betaler dem for
at udtrykke vore savn og længsler og glæder. For vi selv kan ikke.
Engang, tror jeg, hørte kunsten med til det at være menneske - evnen til at udtrykke
sig i billeder, fortælling, mimik, sang og musik. Men nu er det ligesom
blevet en vare - en særlig kvalifikation, som man skal tage eksamen i, før det er
anerkendt.
Men selvfølgelig er vi kunstnere alle og enhver - ligesom vi er hellige alle sammen,
og måske skal der en kamp til for at smide de etablerede såkaldte fagfolk
ned fra deres piedestaler - de såkaldte kunstnere - de såkaldt hellige. Det skal nok
til engang imellem, så vores egen barnlige glæde kan komme til - vores egen
smerte og længsel - uformidlet ægte.
Enhver kan fortælle sin egen dramatiske historie på den ene eller anden måde - vi
ved det bare ikke! Tror ikke på det, fordi vi ligger under for tyrannernes monopolisering
af både det hellige og af kunsten - og dermed af livet selv. Derfor lytter
vi ikke mere til livet selv men til den lille, vanskabte, selvbestaltede afart af livet,
som kaldes kunst og kultur og religion.
Der var engang én, der sagde om italienerne, at de var guddommelige skuespillere
alle sammen. Det hørte simpelt hen med til at være italiener. De eneste, der ikke
var det, det var skuespillerne.
Gud ved, om man ikke kan sige nøjagtig det samme om de hellige: At være hellig
hører med til det at være menneske - de eneste, som ikke er det - det er de hellige!
Hvorfor er vi så lette at forføre og bedrage? Det er som om, vi har dårlig samvittighed
over ét eller andet og derfor tager til takke med hvad som helst - bare vi
får lidt mad i munden og har udsigt til at slippe nogenlunde helskindet igennem -
som om vi har opgivet livet selv - af frygt eller mistro eller hvad?
Julianehåb den 10. december
Hvis det foruden at være morsomt også er rigtigt, at det hellige er for alle og enhver,
så begynder der at tegne sig et billede af en hellig jord med en hellig himmel
over - den hellige luft - det hellige hav - eller som Frans af Asissi udtrykte
det: broder sol og søster måne. For ikke at tale om broder menneske!
Altså netop det, som er for alle og enhver, er det hellige - og ikke, som vi troede,
det, som er for de særligt indviede. Naturen er hellig og fortjener derfor respekt.
Dit medmenneske er helligt, og fortjener derfor respekt som sådan! Det er altså
ikke nok at respektere din egen kreds - din egen lille selvbestaltede helligdom -
89